0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nu ligger Messerschmidts anklageskrift klar: Her er det, der ifølge bagmandspolitiet bør sende politikeren i fængsel

Offentligheden får nu indblik i anklageskriftet og dermed altså de konkrete anklager mod Morten Messerschmidt. Anklagemyndigheden går efter en fængselsstraf.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ifølge anklagemyndigheden kan det bevises, at Morten Messerschmidt har givet »vildledende eller urigtige oplysninger« i Meld- og Feld-sagen.

Politikeren har haft til hensigt »at opnå uberettiget udbetaling« af EU-midler, der svarer til 98.835 kroner, og han har bevidst forsøgt at undgå, at pengene skulle betales tilbage.

Og i de bestræbelser har DF-politikeren sammen med en medsammensvoren tyet til beviseligt dokumentfalsk.

Sådan lyder tiltalen i anklageskriftet mod Morten Messerschmidt, som Politiken har fået aktindsigt i, og som Dansk Folkeparties næstformand nu vil blive mødt med i retten.

Strafferammen lyder på op til halvandet års fængsel, når det gælder svindel med EU-midler, mens dokumentfalsk kan give op til to års fængsel.

Og netop en fængselsstraf er, hvad Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet vil gå efter at få Messerschmidt idømt, fremgår det i anklageskriftet, som er underskrevet af statsadvokat Per Fiig.

Morten Messerschmidt har bebudet, at han kommer til at have så gode forklaringer i sagen, at han forventer en frifindelse.

»Jeg mener, at jeg er uskyldig«, forklarede han senest til Politiken for lidt over tre uger siden.

»Mit udgangspunkt – og det er også min advokats udgangspunkt – er, at jeg bliver frifundet«, tilføjede han.

Politiken har været i kontakt med Morten Messerschmidt. Han har ikke yderligere kommentarer ud over dem, han gav, sidst han blev interviewet af Politiken om sagen.

Et meget omtalt sommergruppemøde

Folketinget har enstemmigt vedtaget at ophæve Morten Messerschmidts immunitet som folkevalgt – han bakkede selv op om beslutningen – så der kunne rejses tiltale.

De to tiltalepunkter, han nu kommer til at stå over for i Retten i Lyngby, centrerer sig begge om Dansk Folkepartis sommergruppe, som blev afholdt i Skagen i august 2015.

Dengang sad Morten Messerschmidt i Europa-Parlamentet, hvor han også var præsident for den europæiske partialliance Meld. En alliance, hvis midler endte med at blive brugt til at finansiere Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen – altså det møde, som anklageskriftet er bygget op omkring.

Bagmandspolitiet mener at kunne bevise, at pengene fra Meld kun kom, fordi DF-arrangementet blev præsenteret af Morten Messerschmidt som en EU-konference.

»... hvorved han formåede at få Meld til at betale en udgift på 13.178 euro (98.835 danske kroner ved kurs 7,5) til Color Hotel Skagen, uagtet at en sådan konference aldrig fandt sted«, lyder det i anklageskriftet.

Bagmandspolitiet tiltaler Messerschmidt for i sagen at have fremlagt oplysninger, som kan karakteriseres som direkte urigtige eller vildledende.

I samme ombæring mener bagmandspolitiet, at Messerschmidt ikke kun fiflede med sandheden over for Meld. Politikeren tiltales også for i januar 2016 at have sendt oplysninger, der kan karakteriseres som også »urigtige eller vildledende«, til Europa-Parlamentet med det formål, at udgiften på de 98.835 kroner kunne blive endeligt godkendt.

Ifølge anklageskriftet har Morten Messerschmidt altså ikke kun har forbrudt sig mod straffelovens paragraf 289 a, stk. 1 og 2, som handler om EU-svig.

Bagmandspolitiet mener også at have fundet beviser for, at Morten Messerschmidt i sine bestræbelser på at få uretmæssig adgang til EU-midler har begået dokumentfalsk.

Det skulle ifølge tiltalen være sket, da Messerschmidt sammen med en medsammensvoren – en person med relation til Dansk Folkeparti – »i forening efter forudgående aftale eller efter fælles forståelse« brugte et falsk dokumentet. Dokumentet skulle angiveligt ligne en kontrakt mellem Meld og Skagen-hotellet Color Hotel, og ifølge anklageskriftet fik Morten Messerschmidt og hans medsammensvorne dokumentet til at se umiddelbart gyldigt ud ved at få Dansk Folkepartis administrationschef, Jannie Nørhave, til at underskrive det som hotellets ’Chief of Staff and Administration’.

»... selvom hun ikke var ansat som sådan og ikke var bemyndiget til at underskrive for hotellet, hvorefter kontrakten blev overleveret til Meld’s generalsekretær Michael Verbeke som bevis for, at Color Hotel Skagen havde forpligtet sig til at levere den i kontrakten omhandlede serviceydelse«, lyder det i anklageskriftet.

Personen, som ifølge bagmandspolitiet var med til at begå dokumentfalsk sammen med Morten Messerschmidt, er også blevet tiltalt for det forhold. Politiken har for to uger siden forsøgt at få vedkommende til at kommentere sagen, men han er ikke vendt tilbage på Politikens henvendelser.

Politiken har i dag været i kontakt med forsvarsadvokat Peter Trudsø, som skal forsvare Morten Messerschmidt i retten.

Han skriver i en sms:

»Jeg kommer ikke til at procedere sagen i pressen eller på de sociale medier før eller under hovedforhandlingen. Jeg har derfor ikke kommentarer«.