Stueplan

»Jeg er på arbejde i Helsemin i stueetagen. Fra etagen ovenover brøler en kvinde: »Der er en, der skyder«, og så bliver der affyret vildt mange skud lige efter hinanden.
Min etage bliver oversvømmet af mennesker. Jeg kan ikke komme ud af min butik, fordi der er så mange«.

»Jeg er i Field’s med min 14-årige datter for at bytte noget tøj. Vi har spist en shawarma, og jeg står uden for centret og ryger, mens min datter er inde i Normal i stueetagen. Det lyder, som om der er en meget stor glasreol, der vælter.

Sekundet efter vælter folk ud ad døren. Nogle har børn hængende vandret i luften efter sig. Pludselig ligger en kvinde udenfor fuldstændig smurt ind i blod. Hendes veninde eller søster sidder ved hendes hoved og prøver at få hende op. »Kom nu op«, siger hun.

Min eneste tanke er, at min datter ikke skal være derinde alene«.

»Min mor er ude at ryge, og jeg står og kigger på makeupprodukter, da der kommer en voldsom lyd. Jeg tænker, at det er en rulletrappe, der styrter sammen. Der går et par sekunder, så begynder folk at skrige og løbe. På Snapchat lægger jeg en story op, hvor jeg siger, at jeg er i Field’s, og at der bliver skudt. Jeg sender også en besked til min kæreste«.

»Jeg er nummer 2 i køen til kassen i Bilka, da de første skud lyder ude fra gangarealerne. Folk tror, at det er balloner, men jeg kan godt genkende lyden af skarpe skud. »Det er nogen, der skyder«, siger jeg til folk i køen, men de kigger på mig, som om jeg vrøvler. Men så kommer der en masse mennesker løbende ind mod bageren og automaterne med slushice. Skræmt fra vid og sans«.

»Der er en nødudgang i Normal-butikken, og jeg følger efter folk ud ad den. Så ringer jeg til min mor, men forbindelsen er dårlig, så det lyder, som om hun ikke tager den«.

»På gulvet inde i centret ligger mobiltelefoner, sodavand, sko og en klapvogn. Inde i Normal-butikken er der helt tomt. Jeg går i panik, fordi jeg ikke kan finde min datter. Hun ringer og siger, at hun er nede i p-kælderen, men jeg kan ikke finde hende dernede. Jeg bliver mere og mere desperat«.

»Jeg står i midten af parkeringskælderen og bliver ved med at sige, hvor jeg står, men vi kan ikke finde hinanden. Vi græder begge to«.

»Til sidst finder min datter og jeg hinanden«.