0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Mennesker som Fateh er låst fast i deres misbrug, fordi hjælpen er flere kilometer væk

24. januar 2023
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er meningen, at asylansøgere, afviste asylansøgere og udlændinge på tålt ophold skal søge hjælp til deres stofmisbrug på det center, hvor de er tilknyttet.

Men mange af dem lever deres liv på Vesterbro.

En af dem er Fateh

Fra sin plads i hjørnet ser Fateh lille ud. Sammenkrøllet. I hånden knuger han remmen på sin rygsække, hvor alle hans ejendele er i. Han klør sig i håret, vender blikket mod gulvet, og da han kigger op, har han det samme fortvivlede ansigtsudtryk, som han har haft under hele vores interview.

Vi befinder os i H17 på Vesterbro i København, hvor stofbrugere dagligt kommer for at indtage deres stoffer i mere sikre og hygiejniske omgivelser. En del af gruppen, som befinder sig på Vesterbro, er mennesker som Fateh. Asylansøgere, afviste asylansøgere og udlændinge på tålt ophold. De kan kun komme i misbrugsbehandling, hvis de henvender sig til de centre, de er tilknyttet. Men de fleste har det som Fatah, de er hjemløse og har ingen kontakt med centeret. Fateh selv er tilknyttet udrejsecenteret Kærshovedgård i Ikast.

»At være på Kærshovedgård er som at være i fængsel. Der er ingen forskel«, siger Fateh.

Der findes ingen statistik over, hvor mange der befinder sig i samme situation som Fateh. Men der er tale om en velkendt gruppe, der har behov for at kunne få mere hjælp uden at skulle henvende sig på centeret, sådan som reglerne er i dag.

Det mener flere organisationer, som arbejder på Vesterbro: Dansk Røde Kors, Stenbroens Jurister og Mændenes Hjem. Det samme lyder fra medarbejdere hos H17 og Blisko, der hører under Mændenes Hjem.

Turen til centrene er nogle for dårlige til at klare, mens andre ikke tør henvende sig af frygt for at blive fængslet, fordi de ikke har overholdt deres meldepligt. Derfor sidder de fast i deres misbrug, og flere af dem ender med at sove på gaden og rundtomkring Vesterbro.

»Hjælpen er for langt væk, så enkelt er det«, siger direktør og jurist Maja Hansen fra Stenbroens Jurister.

Inde i stofindtagelsesrummet H17 er mændene stimlet tæt sammen. På en stålplade flyder sammenkrøllet folie, små plastposer med hvidt pulver, og på gulvet ude foran sidder en kvinde og vejer stofferne, hun lige har købt. Det er her i de omgivelser, at Fateh har haft sin daglige gang i flere år.

Inden han mistede alt, fortæller Fateh, at han havde opholdstilladelse, fast bopæl i Danmark og var studerende. Men tilbage i 2014 overså han et vigtigt brev om den årlige studiekontrol. Brevet kom midt i en svær periode i hans liv, hvor hans mor var indlagt på hospitalet i hjemlandet, Iran.

»Jeg kunne kun koncentrere mig om hende. Jeg havde intet overskud tilbage«, siger han.

Fateh blev hjemløs fra den ene dag til den anden og endte ude foran sit nye hjem: Hovedbanegården i København. Efter nogle måneder på gaden begyndte han, ligesom de andre hjemløse, at tage stoffer. Heroin og kokain. Det var nemt, for det fik ham til at ignorere alt andet for en kort stund.

Indtil han ikke kunne længere. Nogle måneder efter blev han samlet op af politiet og dømt for at være i besiddelser af stoffer. Selv mener Fateh, at kokainen var til eget forbrug, og at det var under 5 gram. Det udløser typisk en bøde, men i Fatehs tilfælde udløste det en fængselsdom på seks måneder og en udvisningsdom på seks år.

Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Det har ikke været muligt for Politiken at faktatjekke Fatehs udlægning af hans historie. Men han fortæller, at han mistede sin opholdstilladelse og sin eneste mulighed for at få en fremtid i Danmark. Efter at Fateh afsonede sin dom, blev han overført til udrejsecenteret Kærshovedgård som udlænding på tålt ophold. De kan ikke sende ham hjem, medmindre han rejser frivilligt. Men det har Fateh ikke tænkt sig, fordi han opfatter sig selv som politisk forfulgt og frygter en dødsdom i hjemlandet.

Nu bor han skiftevis hos venner rundtomkring i København. De måneder, han boede på Kærshovedgård, var svære.

»Hvad er det for nogle mennesker? Danmark snakker hele tiden om rettigheder, rettigheder, men livet på Kærshovedgård er så uværdigt, at dyr ikke engang vil spise det mad, de serverer for os«, siger Fateh.

På Kærshovedgård kan Fateh få hjælp til at komme ud af sit misbrug, derfor spørger jeg ham, hvorfor han ikke blev boende for at få hjælp til sit misbrug.

»Det er håbløst, for der venter mig en fængselsdom på to år, hvis jeg vender tilbage«, svarer Fateh.

For asylansøgere, afviste asylansøgere og udlændinge på tålt ophold gælder andre rettigheder for sundhedsbehandling i Danmark end for andre.

De har ret til sundhedsbehandling efter nus-princippet: nødvendig, uopsættelig og smertelindrende. Det omfatter også misbrug af stoffer. Men for at komme i behandling kræver det, at centeret, man er tilknyttet, søger om bevilling til det hos Udlændingestyrelsen. Det er dem, der betaler.

Men det nytter ikke noget for personer som Fateh, der aldrig kommer tilbage til Kærshovedgård, siger Maja Hansen, der er direktør ved Stenbroens Jurister.

»For at få hjælp skal man køre fra København klokken seks om morgenen for at være på Kærshovedgård klokken ti, hvor lægen er hver anden uge. Det krav kan mennesker med ubehandlet stærk afhængighed ikke leve op til og så får de aldrig hjælpen«, siger Maja Hansen, der dagligt arbejder med stofbrugere, heriblandt afviste asylansøgere og udlændinge på tålt ophold.

På grund af færre rettigheder er de fanget i en limbotilstand, hvor de hverken kan tage hjem til hjemlandet, få bopæl i Danmark eller bidrage til det danske samfund, lyder det videre fra Amina Ammar, der er socialrådgiver og projektkoordinator ved Blisko, som er et tilbud for udenlandske stofbrugere.

»De er opgivende. For selv om de ønsker at komme ud af deres misbrug, har de begrænsede rettigheder i Danmark. Så de eksisterer bare. Det er der mange af dem, der siger. Det her med bare at eksistere«, siger hun.

Ifølge Ivan Christensen, som er forstander på Mændenes Hjem, er det vigtigt, at hjælpen kommer tættere på.

»Hjælpen kan være i form af læger, som kan få lov til at udskrive medicin fra Vesterbro, eller et rådgivningscenter, hvor de kan få hjælp til deres stofafhængighed «, siger Ivan Christensen.

Samme melding lyder fra Maja Hansen.

»Det ville være langt mere effektivt for alle, hvis de kunne få medicin her i København og så blive stabiliseret, så de kunne komme tilbage på centeret. Det er muligt, at de er på tålt ophold på centrene, men livet her på gaden på Vesterbro er utåleligt for langt de fleste.«

Men det er ikke kun organisationer på Vesterbro, som ønsker hjælp til denne gruppe mennesker, men også i Udlændinge- og Integrationsministeret forsøger man at se på mulige løsninger.

»Udlændinge- og Integrationsministeriet er opmærksom på de forhold, Politiken nævner. Ministeriet kan oplyse, at der aktuelt ses på konkrete løsninger«, skriver de i en mail.

På Kærshovedgård er det svært for stofbrugerne at slippe ud af deres misbrug, fordi de på centeret også har adgang til stoffer. Det fortæller de til personalet på Vesterbro. Det er Kriminalforsorgen, der driver Kærshovedgård, og her melder man det til politiet, hvis man støder på stoffer.

»Beboere på Kærshovedgård er ikke frihedsberøvet, og Kriminalforsorgen kontrollerer derfor ikke, om beboerne er i besiddelse af eksempelvis euforiserende stoffer. Hvis vores personale bliver opmærksom på eventuelle stoffer, bliver det anmeldt til politiet«, skriver Kriminalforsorgen i en mail til Politiken.

Det er dog sket flere gange. Tal fra Midt- og Vestjyllands Politi viser, at der de seneste tre år har været 25 tilfælde, som er blevet meldt til politiet. Ifølge Bjørn Bo, som er vicepolitiinspektør ved politivagten på Kærshovedgård, er det ikke altid muligt at forhindre stoffer i finde vej til udrejsecenteret.

»Det er ikke et fængsel, så det betyder, at der ligesom andre byer i Danmark også kan være stoffer på Kærshovedgård«, siger Bjørn Bo.

I de måneder, Fateh boede på Kærshovedgård, kunne han ikke slippe ud af sit misbrug. Flere gange gennem årene har han overvejet at gøre en ende på sit liv. Men inden han selv nåede dertil, kunne han ikke forstå, hvordan folk kunne have så lidt respekt for deres liv. Hvordan mennesker kunne blive knækket i sådan en grad, at de ikke så en anden udvej.

»I Iran dræber de én hurtigt, mens de i Danmark dræber mig stille og roligt.«

Redaktion

Tekst:

Ikran Abdiaziz Mohamed


Foto:

Mads Nissen


Redaktør:

Jakob Hvide Beim


Layout:

Line Prasz




Annonce