Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
CICILIE S. ANDERSEN
Foto: CICILIE S. ANDERSEN

Sikkert. Stofindtagelsesrum, som her det nyåbnede H17 i København, er med til at redde liv. En evaluering fra Sundhedsministeriet fra 2015 viste, at 301 overdoser blev behandlet i rummene fra 2012 til 2014.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lille mørkeblå nylontaske skal redde narkomaner fra overdoser

Kommuner får støtte til stofindtagelsesrum og projekter med modgift mod overdoser, men kalder på fast statslig ordning.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den er lille, mørkeblå og ligner mest en mellemting mellem en bæltetaske og en pengekat - og så har den siden 2013 været med til at redde liv.

En nylontaske med en næsespray, som kan forhindre stofmisbrugere i at dø af overdoser af opium-stoffer som heroin, har fundet vej til 500 mennesker i København, Glostrup, Odense og Aarhus - og fra næste år skal den ud til endnu flere.

Syv kommuner og organisationen Antidote Danmark har nemlig fået bevilget i alt 7,5 millioner kroner fra Sundhedsministeriet til at udbrede en ordning, der forbereder og udstyrer stofmisbrugere, sundhedspersonale og andre til at behandle overdoser med modgiftstoffet Naloxon.

Samtidig får fire kommuner økonomisk støtte til driften af stofindtagelsesrum.

»Både stofindtagelsesrummene og Naloxon-projekterne er med til at forbedre sikkerheden for nogle af de mennesker, der er hårdest ramt af stofmisbrug. Og for nogle kan det måske også være et skridt på vejen ud af et årelangt stofmisbrug«, skriver sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en udtalelse til Politiken.

Næsespray har reddet liv

De to puljer til projekter for stofmisbrugere er på i alt 22,5 millioner kroner og blev afsat på sidste års finanslov. De 7,5 millioner til Naloxon-projekter bliver fordelt mellem Aarhus, Esbjerg, Kolding, Odense, Svendborg, Sønderborg og Københavns Kommune og foreningen Antidote Danmark.

Her skal de bruges til at oplære stofmisbrugere, sundhedspersonale, pårørende og andre, som er i berøring med misbrugere, i at give modgiften. De oplærte får en taske med alle tingene, som de kan have med sig rundt, og det har en stor effekt, fortæller overlæge Henrik Thiesen fra Københavns Kommune.

»Det er blevet benyttet til at forhindre overdoser i 46 tilfælde, og ud over det har det en masse enormt positive sideeffekter - det forbedrer relationen med behandlerne, stofmisbrugerne føler, det giver mening at kunne gøre noget, og så giver det bevidsthed om, hvad der sker, når man tager stofferne«, siger han.

Indsatsen bygger på erfaringerne fra projektet Red Liv, som blev gennemført i fire kommuner mellem 2013 og 2015, og som Henrik Thiesen var med til at stå for. Her blev i alt 487 mennesker oplært i at bruge Naloxon i løbet af projektets levetid, og 45 overdoser blev behandlet - størstedelen var alvorlige og potentielt livstruende.

»Det koster noget nu, fordi vi er ved at udvikle projektet, men ellers er det en billig, effektiv måde at sætte ind på. Vi har et stof, som vi ved virker, og som brugerne er motiveret for at have med sig. Når de har det, kommer det ud til steder, vi ellers ikke kan komme ud gennem en central indsats – alle bliver til frivillige«, siger Henrik Thiesen.

Kommune: Bør være statslig opgave

Foruden puljen til at udbygge modgift-ordningen blev der afsat 15 millioner kroner til, at staten er med til at finansiere kommunale stofindtagelsesrum.

De 15 millioner bliver fordelt mellem Aarhus, Odense, Københavns og Vejle Kommune, som er de eneste, der har søgt om støtte. De tre første kommuner har allerede eksisterende stofindtagelsesrum, mens Vejle er i gang med at etablere et. Størst er pengeposen til Københavns Kommune, der får 11 millioner kroner. Alligevel er kommunens socialborgmester, Jesper Christensen (S), bekymret.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi har fået mindre end vi har søgt, og den samlede udgift vokser – vi bruger 28 millioner kroner om året samtidig med, at statens støtte år for år bliver mindre, og derfor har jeg en appel til, at staten fremover ikke fuldstændig trækker støtten og dermed også muligheden for at hjælpe nogle af de svageste i vores samfund«, siger han.

Det har været lovligt at drive kommunale stofindtagelsesrum siden 2012, og erfaringerne fra de eksisterende tilbud i Københavns, Odense og Aarhus Kommune har været gode. En rapport for perioden 2012-2014 viste, at der ud af 301 overdoser i danske fixerum ikke var et eneste dødsfald, og at rummene er med til at nedbringe kanyleaffaldet i gaden markant.

Siden 2012 har staten støttet den kommunale drift med i alt 52,8 millioner kroner. Midlerne skulle støtte kommunerne i at få fixerummene op at køre, men fremadrettet er det meningen, at hele finansieringen bliver kommunens ansvar. Ifølge Jesper Christensen er omsorgen for stofmisbrugere dog ikke kun et kommunalt anliggende.

»Mere end halvdelen af de borgere, der benytter vores tilbud, er ikke fra København, så det er en national opgave, hvor man fra statsligt hold er nødt til at overveje, hvad det er for et ansvar, man har, og hvad man vil gøre«, siger han.

Dødstallet skal nedbringes

Statistikken viser da også, at der fortsat er en opgave at løfte.

I de nyeste tal fra 2013 er Danmark det europæiske land, der har indberettet det fjerdehøjeste antal narkotikaforårsagede dødsfald per million indbyggere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ifølge nye tal fra Rigspolitiet, som endnu ikke er offentliggjort, døde 245 mennesker i Danmark sidste år på grund af narkotika. Det er et fald fra 2014, hvor der blev registeret 263 narkotikarelaterede dødsfald, men højere end 2012 og 2013, hvor tallet lå på henholdsvis 210 og 213.

Sundhedsminister Sophie Løhde hæfter sig ved faldet fra sidste år og håber, at de 22,5 millioner kroner kan være med til at fortsætte den udvikling.

»Vi skal gøre, hvad vi kan for at forebygge dødsfald og alvorlige helbredsskader på grund af overdoser og forgiftninger. Derfor er det også positivt, at der sidste år var færre dødsfald blandt mennesker med stofmisbrug, og jeg håber, vi også de kommende år vil se et fald i antallet af narkotikarelaterede dødsfald«, skriver hun.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden