Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og indenrigsminister Morten Østergaard (R) besøger Den Jødiske Synagoge i København.
Foto: Mads Nissen

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og indenrigsminister Morten Østergaard (R) besøger Den Jødiske Synagoge i København.

Terror i København

Det Danmark, vi ikke kendte

Håbet er, at weekendens terrorangreb i København vil samle landet og få danskerne til at vokse med tragedien. Frygten er, at vi deler os i fraktioner, der skuler ondt til hinanden.

Terror i København

Søndag 15. februar 2015. Frysende koldt, isnende vind, solløst, alt for langt til foråret og fastelavnssøndag. Tusinder af danske børn forklædt som ninjaer, Spiderman, Tornerose og Snehvide.

Forfrosne røde barnehænder, grædende prinsesser i tylskørter, som de ville have på. Forældre, der står rundt om tønden og håber på, at den store dreng slår bunden ud af det hele, så han kan blive kattekonge, og alle andre kan komme hjem i varmen. Det Danmark, vi kender. Alt er som før.

Alligevel er alt forandret.

Det sørgede den 22 år gamle danskfødte Omar Abdel Hamid for. Iført sort skitøj, et rødt og orange partisantørklæde for munden og med huen trukket langt ned i panden trak den formodede gerningsmand lørdag eftermiddag et sort automatvåben og begyndte at skyde ind i foyeren på kulturhuset Krudttønden ved Østerbro Stadion i København.

Jeg vil bede muslimerne om at elske Danmark. En idiot kan ikke vinde over 300.000 muslimer i Danmark

Her holdt foreningen Lars Vilks-komiteen et debatmøde under overskriften ’Kunst, blasfemi og ytringsfrihed’. To livvagter fra PET og en betjent blev såret, men slap med livet i behold. For den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard, der opholdt sig foran foyeren, endte det derimod tragisk. Han tog imod kugleregnen fra klos hold og blev den første dansker i 30 år, der har måttet lade livet for en terrorhandling i Danmark.

Godt ni timer efter at gerningsmanden havde trukket sit blodige spor hen over ytringsfriheden, blev det så jøderne i Danmark, der kom til at undgælde for hans ubændige had. I synagogen i Krystalgade blev den 37-årige cand.polit. Dan Uzan, der tilbragte meget tid i den jødiske menighed og havde meldt sig som frivillig vagt, dræbt af et skud i hovedet, mens to politibetjente blev såret. Seks timer senere ankom terroristen til Svanevej tæt ved Nørrebro Station, hvor politiet havde sporet ham til. De tog kontakt med ham, men han besvarede dem med en sværm af kugler. Politiet skød igen og dræbte Omar Abdel Hamid. Klokken var 5 om morgenen og 14 timers menneskejagt var slut. Men det Danmark, der søndag morgen vågnede op, var ikke længere det Danmark, vi kendte.

Sprogets største ord

Derfor står statsminister Helle Thorning-Schmidt søndag formiddag i Statsministeriets glassal og bruger de største ord, sproget har. Hun siger, at vi som nation har gennemlevet nogle timer, vi aldrig vil glemme. At vi har smagt den grimme smag af frygt og magtesløshed, men at vi skal svare dem, der vil os det ondt, ved at tænke og tale, som vi vil. Det er en tale til nationen og en tale, som håber på, at de godt 5.500.000 mennesker, der bor i Danmark, vil vokse med tragedien. At vi vil stå sammen som et folk i stedet for at dele os op i fraktioner, der skuler til hinanden.

Under de store ord dukker tre budskaber frem. Statsministeren siger til jøderne i Danmark, at de er en uundværlig del af det danske samfund. Hun forsikrer dem om, at de aldrig skal tvivle på den danske vilje til at sikre deres sikkerhed. Hun siger til muslimerne i ghettoerne og på det multietniske Nørrebro, at dette ikke er en religionskrig, og at de ikke vil blive lagt for had. Uden at sige det direkte beder hun os andre om, at vi opfører os ordentligt. For vi går hårde tider i møde, og fristelsen til at lade vreden og afmagten fare i munden og pennen vil være for stor til, at alle kan modstå den.

»Vi har alle mistet i dag«, siger hun. Som alle andre politikere roser hun politiet for deres indsats. Som hos alle andre går hendes tanker til de dræbte og deres pårørende. Selv om ordene aldrig bliver svulstige, fordi deres størrelse passer til tragedien, så føles de allerede en smule slidte. Men der er ikke andet at sige.

Først ytringsfriheden, så jøderne

Knap en time efter står hun ved synagogen i Krystalgade og omfavner igen det jødiske samfund i Danmark med ord. Her står også advokat Michael Gaarmann på 58 år i ført almindeligt tøj og en kongeblå kippa med sølvstiklinger på hovedet. Da han vågnede søndag morgen og hørte, hvad der var sket, valgte han at køre herind.

»Mine tanker er egentlig dybe og simple. Det her er fuldstændig forfærdeligt. Man kan ikke lade være med at tænke på, at gerningsmanden opførte sig præcis som terroristerne i Paris. De valgte først at angribe symbolet for ytringsfriheden på Charlie Hebdo, og så angreb de jøderne. Præcis det samme har gerningsmanden i København gjort. Det mest skræmmende er, at det nu rammer almindelige mennesker. Når statsministre lader sig vælge, så ved de, at der følger en risiko med. Nu rammer det almindelige mennesker, og det er rædselsvækkende«, siger Michael Gaarmann, der valgte at tage sin kippa på for at manifestere alle menneskers ret til at bære religiøse symboler, uanset hvad de tror på. Han mener, at statsministeren siger det helt rigtige.

»Jeg er glad for, at hun siger, at det ikke må blive en krig mod muslimer. Men inde på nettet er der allerede slået plat på det«.

Kattekonge for en dag

Lige bag synagogen, kun adskilt af en mur, ligger den smukkeste københavnske gård med grønne plæner og plads til, at børn kan lege, selv om det er i midten af den indre by. I en af lejlighederne vågnede den 58-årige Lisbeth Tofte Hemmingsen ved skuddene, der faldt om natten. Her søndag morgen blev hun for alvor bange.

»Bang, bang, bang«, lød det nede fra gården.

»Men så kom min mand og sagde, at jeg skulle tage det roligt. Det var bare børnene i gården, der slog katten af tønden«. Journalist Lea Wind-Friis havde også sit barn nede i gården. Han hedder Folke, er 14 måneder og var klædt ud som mariehøne.

»Det var på en måde meget underligt, men også befriende. Alle vi voksne stod og talte om, hvad der var sket ved synagogen. Børnene slog bare katten af tønden. De var klædt ud som både politimænd, arabere og tigre. Jeg tror nok, det var oliesheiken, der blev kattekonge. Eller også var det tigeren«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det Danmark, vi kender. Ude i København kører der pansrede hollændervogne rundt, og politiet er tungt bevæbnet. Det Danmark, der er forandret.

Roser, tulipaner og frygten for had

I løbet af søndagen strømmer det ind med ord til Danmark. Statsmænd fra alverdens lande viser deres solidaritet, og også dronning Margrethe kommenterer begivenhederne.

»Det er med sorg, jeg erfarer omfanget af det seneste døgns begivenheder. Mine tanker går til den dræbte filminstruktør og den unge vagtmand fra det jødiske samfund, som blev mål for gerningsmandens handlinger. Jeg sender min dybeste medfølelse til de pårørende og til de sårede politifolk«, udtaler hun. Hun takker politiet for deres effektivitet og siger »at det er vigtigt, at vi i en så alvorlig situation står sammen og værner om de værdier, som Danmark bygger på«. Selvfølgelige ord. Men på en eller anden måde bliver dronningens ord sjældent rigtig slidte.

Ved forsamlingshuset Krudttønden på Østerbro er den 25-årige medicinstuderende Frederik Ågesen mødt op med sin 24-årige kæreste Ida Hasselbach. De har været i Krystalgade med røde og orange roser for at vise solidaritet med jøderne i Danmark og er nu kørt herud for at aflevere tulipaner og vise støtte. Også de er glade for statsministerens ord om, at dette ikke må blive til en religionskrig.

»Vi har mange muslimske venner, der er en del af det danske samfund, og de er jo uden skyld i det her. Men man frygter, at der inde på Facebook bliver sat ild til et had, som allerede er der«, siger Ida Hasselbalch. Hendes mor kommer med tulipanerne, som de går over og lægger blandt blandt de mange andre buketter, der ligger, hvor Finn Nørgaard blev dræbt.

Imamen på Vibevej

»Lad, som om det er jeres hjem«, siger Seyed Mohammad Mehdi Khademi, der er imam i moskeen på Vibevej i Københavns Nordvestkvarter.

Blot få hundrede meter fra det sted, hvor Omar Abdel Hamid blev dræbt. Imamen er iført sandfarvet kjortel, sort turban, udsøgt høflighed og et mildt alfaderligt smil. Han har boet 14 år i Danmark og været imam under Muhammedkrisen. Han forstår dansk og har tre børn, hvoraf de to er i gang med længerevarende uddannelser, som han stolt tilføjer. Han taler dog ikke sproget så godt og foretrækker at tale gennem tolk, når det er til offentligheden. Men vores samtale med ham denne eftermiddag er også et vidne om, hvor meget der kan gå galt i oversættelser. Vi er to journalister og en fotograf, og selv om han uden al tvivl fordømmer terrorhandlingerne, kommer vi alle i tvivl. For det kunne i begyndelsen godt lyde, som om han stadig synes, at det er vigtigere at fordømme tegningerne, end det er at fordømme terroren.

»Vi er i mod al form for terror, men profeten er hellig. Det er en synd at provokere, og provokation er ikke accepteret. Man skal ikke overskride grænser, og profeten er et helligt symbol for os. Det danske flag er kun to gange tre meter stort, men det er også et symbol for danskerne, og symboler skal respekteres. Jeg er for ytringsfrihed, men ikke for en frihed til at provokere og håne«, siger han, og det mener han. Lidt senere kommer der en anden tolk. Da vi vil være helt sikre på, hvad imamen egentlig siger, stiller vi de samme spørgsmål igen gennem den nye tolk. Her bliver det helt klart, at ingen tegning kan retfærdiggøre de drab, der har fundet sted.

»Jeg elsker Danmark. De muslimer, der er i Danmark, er flygtet, fordi de ikke havde ytringsfrihed i Mellemøsten. Vi må ikke lade Mellemøstens konflikter komme til Europa og slet ikke til Danmark. Terrorister er sindssyge, og vi skal ikke lade os tage som gidsler af sindssyge. Vi muslimer er også ofre for IS, for al-Qaeda og for Taleban. De har taget Islam som gidsel«, siger han. På spørgsmålet om, hvad han vil sige i sin næste fredagsbøn, svarer han:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg vil bede muslimerne om at elske Danmark. En idiot kan ikke vinde over 300.000 muslimer i Danmark«.

Det er eftermiddag på et døgn, der ændrede Danmark.

Ved Krudttønden på Østerbro er der vedlagt en lille tegning oven på en af de mange buketter. Tegningen forestiller profeten Mohammed. Han smiler glad. Man kan fortolke det, som om han er glad for, hvad der er sket det sidste døgn. Det ligner dog snarere en tegning af noget andet. En lille trodsigt og finurligt dansk svar. Ikke for provokerende, ikke for dumdristigt og ikke for højtråbende, men med et glimt i øjet. Det Danmark, vi kender. På en dag, hvor alt er som før, og alt er forandret. For i morgen klokken halv fire går Dannebrog på halv stang for at mindes ofrene. Det plejer det ikke at gøre 16. februar.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce