Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Razzia. Politiet mødte op i kamp-uniformer, da de ransagede hjem i Mjølnerparken i timerne efter terror-angrebet i København 15. februar. Billedet er taget med en mobiltelefon under ransagningen.
Foto: Privat

Razzia. Politiet mødte op i kamp-uniformer, da de ransagede hjem i Mjølnerparken i timerne efter terror-angrebet i København 15. februar. Billedet er taget med en mobiltelefon under ransagningen.

Terror i København
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da politiet stormede Mjølnerparken

Flere familier fik ransaget deres hjem efter terrorangrebet i København i februar. En af familierne har besluttet at fortælle, hvordan de oplevede de dramatiske timer.

Terror i København
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Hhhhhhhfffffffffffffffff«, siger det. Som lyden af et stykke antændt fyrværkeri.

Så et hurtigt lysglimt og et gigantisk brag, der vækker næsten alle i familien Sattars lejlighed i Mjølnerparken på Ydre Nørrebro. Kun familiens yngste, datteren og efternøleren på tre år, sover videre nogle øjeblikke endnu.

Det er tidlig morgen søndag 15. februar 2015. Om kort tid vågner danskerne op til nyheden om, at terrorangrebet dagen forinden på Krudttønden på Østerbro er blevet efterfulgt af et natligt angreb.

En vagtmand ved synagogen i Krystalgade er blevet dræbt af skud, og den formodede gerningsmand til begge attentater, Omar Abdel Hamid el-Hussein, er blevet dræbt i en skudveksling med politiet på Svanevej i København. Familien Sattar er en af flere familier, som efterfølgende får deres hjem ransaget af myndighederne.

Braget, der formentlig stammer fra en chokgranat, gjalder i ørerne, og tæt røg ruller som en bølge over parketgulvene i lejligheden hos familien Sattar. Familiens 51-årige far kan hverken se eller høre noget. Der lyder endnu et brag, da hoveddøren bliver sparket ind, og seks-otte personer i militærmønstrede kampuniformer og ansigtsmasker stormer lejligheden.

Efter få sekunder står tre kampklædte mænd omkring ham. De retter deres geværløb mod hans ansigt, og faren, der er krigsveteran fra Libanon, råber gennemtrængende. Ikke egentlige ord, men udråb og beklagelser som »åååårh« og »aaaaarrrrh«. Han bliver bagbundet med plastikstrips og presset ned mod gulvet. Hans tanker flakser.

»Drømmer jeg? DRØMMER JEG? Libanon? Nej, nej. Ikke nogen drøm. Ikke Libanon. Men hvad så? HVEM ER DET?«, tænker han.

»Jeg troede, at jeg skulle dø«

Det er den sidste weekend i vinterferien, og familien Sattars store børn er på besøg i lejligheden i Mjølnerparken. De tre piger på 17, 21 og 24 ligger sammen i ét værelse og holder om hinanden i den store dobbeltseng.

»Jeg troede, at en fra vores familie var blevet skudt. Jeg kunne høre min far råbe rigtig, rigtig højt. Og kort efter kunne vi høre, at de var på vej hen mod vores dør. Nu er det vores tur, det er vores tur nu, tænkte jeg. Og så lukkede jeg øjnene og råbte: »Nej, nej, nej«. Jeg troede, at jeg skulle dø«, husker den 21-årige datter.

Døren til pigernes værelse bliver sparket ind. To kampklædte personer med masker viser sig i døråbningen. De lyser ind i værelset med kraftige lygter, og bag dem er der nogen, der råber »Det er politiet, det er politiet; I må ikke bevæge jer«. To geværløb peger mod de tre piger. De skriger, græder og råber.

Når vi lå der om natten, var jeg simpelt hen bange for, om nogen blandt jøderne kunne finde på at hævne sig på os, fordi de troede, at vi havde noget med Omars angreb at gøre. Hver gang, jeg hørte en lyd, var jeg bange for, at nu kom der nogen efter os

»Rolig, rolig. Har I hørt om det på Østerbro? Det er derfor, vi er her«, forsøger en af de maskerede mænd sig. Men den 21-årige datter forstår stadig ikke, hvem de er.

Herefter falder der mere ro på. Gennem de næste to-tre timer sidder de tre søstre i dobbeltsengen. En af de maskerede betjente bevogter dem fra døråbningen. Når deres hænder ryger under dynen, får de besked på at tage dem frem.

»Vi skal kunne se jeres bevægelser«, siger manden i døren.

I forældrenes soveværelse sidder familiens 45-årige mor, en lillebror på 15 og den treårige lillesøster. Faren ligger fortsat bagbundet på gulvet i stuen – han får hænderne fri efter cirka tre timer.

De militærklædte betjente er i lejligheden i omkring tre timer. Selve ransagningen går først i gang, da en gruppe bevæbnede betjente i almindelige uniformer og betjente i civil tager over. Lejligheden bliver gennemgået minutiøst – skabe, skuffer, toilet, vaskemaskine, køkken, altan, stue og værelser.

Et udpluk af familiens regninger bliver taget med sammen med nøgler, sim-kort, telefoner, tablets og computere. Også børnenes ting. Og så skal de alle oplyse deres cpr-numre og navne.

»Vi havde ikke tørklæde på, vi sov jo sådan halvt påklædt, og de følte på vores kroppe for at finde ud af, om vi havde noget på os. Det var ubehageligt, at vi ikke kunne få lov til at dække os til. Vi skulle spørge, om vi måtte gå på toilettet, og de fulgte med, når vi skulle have en tår vand«, fortæller den 21-årige datter.

Frygtede hævnangreb

Ved middagstid forlader betjentene lejligheden, der nu har adskillige flækkede døre – herunder hoveddøren, som ikke kan lukkes. Familien stiller en sofa foran døren. Gardiner og andre ting er ødelagt. Inden de går, siger betjentene, at familien kan sende kvitteringer for det, der skal erstattes.

Familien Sattar sender ikke nogen kvitteringer. Det er for uoverskueligt, så de vælger selv at betale for nye gardiner og telefoner. Og Lejerbo sætter nye døre i.

Uden for familien Sattars opgang er pressen rykket helt tæt på. »Der var journalister, som bankede på vores hoveddør. De råbte: »Må vi godt tale med jer?«. Døren var flækket, så de kunne kigge lige ind. Jeg bad dem holde sig væk og råbte: »Kan man ikke få noget privatliv?«. Men de blev jo stående«, fortæller datteren.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De følgende nætter samler familien sig i ét rum, og de sover ikke. Lyde fra opgangen trænger ind gennem den ødelagte dør. Sofaen, som er placeret på tværs foran, giver ikke meget tryghed, synes de.

»Først ud på morgenen, sådan ved syvtiden, faldt vi i søvn. Når vi lå der om natten, var jeg simpelt hen bange for, om nogen blandt jøderne kunne finde på at hævne sig på os, fordi de troede, at vi havde noget med Omars angreb at gøre. Hver gang, jeg hørte en lyd, var jeg bange for, at nu kom der nogen efter os. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at vi ville være lette ofre for et gengældelsesangreb. Ingen vidste jo, hvad der var op og ned i dagene efter Omars angreb. Det kunne så let være eskaleret«, siger datteren.

Samtidig kører lydene fra den særlige morgen i hendes hoved. Farens råb, bragene gennem lejligheden. Igen og igen.

»Bare den lyd, da de smed chokgranaten – eller hvad det nu var – ind. Bare den lyd, da døren faldt ned – vores hoveddør er jo meget tung. Jeg kunne ikke slippe det«, siger hun.

Vrede mod Omar

I den første tid bagefter taler hendes far om hændelsen næsten hele tiden. Han har let til tårer, tør ikke køre bil alene og taber sig voldsomt i vægt. Han føler en voldsom vrede mod Omar – over tragedien for Danmark og den ødelæggelse, han har skabt for andre.

Hos Sattar-familien tør hverken moren eller de store piger være alene i lejligheden. Familiens stolthed er væk, føler moren. Lillebroren vil ikke i skole. Den yngste datter på tre gemmer sig under bordet, når nogen ringer på.

Tre dage efter ransagningen går faren ned i Lejerbos lokaler i Mjølnerparken. Han er desperat og aner ikke, hvor han skal henvende sig. »Du må hjælpe«, siger han til en af de boligsociale medarbejdere. Lejerbos ledelse i København beder kommunen træde til med krisehjælp. Flere beboere virker »voldsomt traumatiserede«, skriver Lejerbo i sin henvendelse.

Fem dage senere lyder svaret fra det lokale børnefamiliecenter på Nørrebro, at kommunen ikke har nogen form for krisehjælp til de berørte familier. Lejerbo presser på gennem SSP-samarbejdet i området, og kort efter viser det sig, at der alligevel eksisterer et kommunalt kriseberedskab – faktisk har det eksisteret siden mandag 16. februar, altså dagen efter attentatet i Krystalgade.

Men familien Sattar og de andre familier i Mjølnerparken får ikke besked om beredskabet.

Familiens 21-årige datter har svært ved at gå uden for lejligheden i de første uger. Hun føler, at mennesker, som hun ellers ikke kender, kan genkende hende som en af dem, der har fået sit hjem ransaget. Når hun sidder i bussen, for eksempel, og nogen kigger på hende, synes hun, at de stirrer ondt. Efter nogle uger starter hun alligevel i gymnasiet igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg fortalte en lærer om, hvad der var sket. Jeg fik at vide, at jeg skulle prøve at lave mine opgaver, og at jeg kunne sidde på skolen, hvis det var svært derhjemme. Jeg følte mig meget glemt – og tænkte, at mit liv var ødelagt. Flere veninder holdt ligesom afstand til mig. Som om de var bange for at blive sat i forbindelse med det, Omar havde gjort, hvis de blev set sammen med mig«, siger hun.

Familien Sattar er klar over, at politiets indsats i en uafklaret terrorsituation vil være voldsom. Netop derfor ville de ønske, at de umiddelbart efter var blevet opsøgt af et kriseberedskab.

»Ingen kom til os og spurgte, hvordan vi havde det, da det her var sket. Ingen. Jeg forstår det ikke«, siger faren.

Ni dage efter de første ransagninger i Mjølnerparken kom kommunens krisehjælp i gang til de første familier i Mjølnerparken – herunder familien Sattar.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden