Den internationale dyreværnsorganisation Sea Shepherd, der vil beskytte havets havpattedyr og fisk - med ofte radikale midler - har intet at gøre med den røde overmaling af Den Lille Havfrue her til morgen.
Hærværket er ledsaget af budskabet - også i rød maling - om, at Danmark skal beskytte grindehvalerne ved Færøerne.
Formanden for Sea Shepherds skandinaviske afdeling, Lukas Erichsen, slår over for Politiken fast, at organisationen slet ikke bruger den slags metoder og ej heller sympatiserer med dem.
»Vi forstår godt, hvis mange tror, at vi står bag. Men vi går ikke ind for sabotage«, siger Lukas Erichsen.
EU skal granske Danmarks rolle
Til gengæld kan han godt skrive under på gerningsmændenes engelsksprogede hilsen i rød spraymaling foran havfruen, hvor der står: »Danmark forsvar hvalerne ved Færøerne«.
For netop Danmarks rolle i grindedrabene har Sea Shepherd en kampagne om netop nu.
Organisationen har indtil videre indsamlet 135.000 underskrifter med krav til EU-Kommissionen, forklarer Lukas Erichsen.
»Vi vil have EU til at starte en undersøgelse mod Danmark og Danmarks involvering i det ulovlige grindedrab, som Danmark holder hånden over«.
Hvaler. Grindedrab på Færøerne. Foto. Per Folkver. Arkiv.4-8-1996
Men er grindedrab da ulovligt?
»Problemet er, at Danmark som EU-land holder hånden over overgreb på hvaler, som foregår på Færøerne, som jo ikke er en del af EU. Og Danmark har som medlem af EU forpligtelse til beskytte dyr«, svarer Lukas Erichsen og fortæller, at 27 medlemmer af EU-Parlamentet støtter Sea Shepherds kampagne.
Om grindehvalen direkte er en truet art er uvist, påpeger Lukas Erichsen.
»Man kender ikke bestandens størrelse, da der er ikke data nok til at måle det, men alene af den grund burde man stoppe drabene med det samme«.
Sea Shepherd har gennem årene haft 28 aktivister arresteret i forbindelse med aktioner mod grindadráp (grindehvalsdrab).