Politiken retter artikel om 100 videokameraer til overvågning af bandekriminalitet

København

Politiken.dk publicerede torsdag morgen en historie, som desværre rummede en væsentlig fejl.

Historien, som vi fik via nyhedsbureauet Ritzau, fortalte, at Københavns Kommune ville afsætte en pulje til opsætning af 100 videokameraer 50 forskellige steder i byen til overvågning af bandekriminalitet.

Der er dog tale om en pulje fra regeringens bandepakke, som er afsat til 100 videokameraer 50 forskellige steder i landet.

Politiken beklager fejlen.

Den oprindelige artikel kan ses her:

100 videokameraer skal bekæmpe bandekriminalitet i København

Nye videokameraer skal placeres 50 forskellige steder i hovedstaden i områder, hvor der jævnligt er uro.

Som led i regeringens bandepakke fra sidste år vil Københavns Kommune afsætte en pulje til opsætning af 100 kameraer på 50 forskellige steder i København. Det skriver DR P4 København.

Det vil ifølge et notat sendt fra Økonomiforvaltningen til Økonomiudvalget i København dreje sig om steder, hvor der 'erfaringsmæssigt jævnligt opstår episoder med vold og uro.'

Videoovervågningen møder opbakning i Økonomiudvalget, hvor både Socialdemokratiet og Konservative begge kan se muligheder i at have videoovervågning til at hjælpe politiet.

»Overvågning kan være et redskab mod bandekriminalitet. Derfor er vi positive. Der skal dog være en særlig grund til at bruge det«, siger Jonas Bjørn, politisk ordfører for Socialdemokratiet i København, til DR P4 København.

Men det skal gøres med måde, for han vil ikke have overvågning i hele København.

Også Jacob Næsager, som er gruppeformand for Konservative i København, ser gerne, at politiet får et ekstra værktøj mod kriminalitet, men kun når der er en god grund til det.

»Vi skal passe på, at enhver gade ikke bliver overvåget. Men hvis det er konkret begrundet af politiet, så er 100 kameraer helt ok«, siger han til DR P4 København.

Overvågning kan hjælpe politiet

Hvis politiet vil have mindre kriminalitet, så er kameraer og overvågning ikke det rigtige middel. Det mener Peter Lauritsen, professor i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet.

»At videoovervågning skulle have en stor, kriminalpræventiv effekt, det kan man ikke argumentere for. Der er intet, der tyder på, at grov kriminalitet falder, når der kommer videoovervågning«.

Men han mener alligevel godt, at overvågningen kan hjælpe politiet.

»Politiet får et redskab til at opklare kriminalitet. Hvis de har ressourcerne, så kan det faktisk vise sig, at de kan bruge det til noget«, siger Peter Lauritsen til DR P4 København.

Forslaget møder ikke opbakning hos Enhedslisten.

For dem handler det om meget mere end 100 kameraer, fortæller Charlotte Lund, medlem af Økonomiudvalget for Enhedslisten i København.

»Det handler om, hvad for et samfund vi vil bo i. Vil vi bo i et overvågningssamfund, eller vil vi bo i et samfund, hvor vi rent faktisk løser problemerne. Der hælder Enhedslisten til det sidste«, siger hun til DR P4 København.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Københavns Politi om, hvor kameraerne skal sættes op.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce