Politiken lancerer nyt historiemagasinLæs mere

Trafik. Morten Kabells (EL) største mærkesag er grønnere og mere kollektiv trafik i København.
Foto: LARS KRABBE (arkiv)

Trafik. Morten Kabells (EL) største mærkesag er grønnere og mere kollektiv trafik i København.

Kommunalvalg 2013

Politisk kommentator: Forvent ikke en trafikrevolution, København

Frank Jensen vil give Enhedslistens nye borgmester kamp til stregen, lyder det.

Kommunalvalg 2013

Københavns nye borgmester for Teknik- og Miljøforvaltningen hedder Morten Kabell (EL), og han har store ambitioner om at skærpe byens miljøprofil.

Man skal ikke regne med en trafikrevolution. Det skrækbillede borgerlige har fremført om, at nu skal bilerne ud af byen; det holder altså ikke

»Vi vil fokusere på en grøn trafik og en kollektiv trafik, og det er det, jeg kan bruge Enhedslistens mandater til at fremme«, sagde Morten Kabell tidligere i dag til Politiken.

Han uddybede, at han blandt andet vil arbejde for bredere og flere cykelstier i byen, og at han er modstander af den såkaldte havnetunnel, som deler vandene på rådhuset.

Bilerne bliver i byen Men de københavnske billister kan i første omgang godt tørre sveden af panden, mener politisk kommentator Rasmus Jønsson.

»Det virker til, at han virkelig vil lave nogle forandringer på trafikområdet, og det er også Enhedslistens mærkesag nummer ét, så der kommer helt sikkert til at ske noget«, siger Rasmus Jønsson, som alligevel toner den nye borgmesters slagkraft ned.

»Omvendt var det en SF'er, der sad på posten før, og Socialistisk Folkeparti ligger nogenlunde på linje med EL, når det gælder trafik - så man skal ikke regne med en trafikrevolution. Det skrækbillede, borgerlige har fremført om, at nu skal bilerne ud af byen; det holder altså ikke«, siger han.

Kabell bliver synligere end Mikkel Warming
Rasmus Jønsson forklarer, at posten som teknik- og miljøborgmester er den næstmest prestigefyldte på rådhuset.

»Derfor var det også den, Pia Allerslev (V) og Anne Mee Allerslev (R) oprindeligt gik efter. Det er den mest synlige post, og der ligger meget magt og ressourcer i den«, siger han.

»Alene af den grund bliver Morten Kabell også en langt mere markant og synlig borgmester, end vi har set med tidligere borgmester for Enhedslisten, Mikkel Warming, som sad på posten som socialborgmester«, siger Ramus Jønsson.

Han tvivler heller ikke på Morten Kabells ambitioner på trafikområdet, men han stiller spørgsmålstegn ved, hvor meget han reelt kan komme igennem med.

»Morten Kabell er en dreven og erfaren politiker. Men vi har jo set med Nørrebrogade og Amagerbrogade, at der er stærke følelser på spil, når man snakker om at indsnævre de store gader, og det er virkelig noget, der kan engagere folk. Der er lagt op til nogle drabelige konflikter der«, siger han.

Bilisternes overborgmester

Den politiske kommentator forklarer yderligere, at der er store uoverensstemmelser mellem overborgmester Frank Jensen og Morten Kabell på trafikområdet.

»Man kalder ham FDM-Frank på venstrefløjen, for Frank Jensen er noget mere bilvenlig, end Kabell er. Så det bliver spændende at se, hvordan de to vil gribe trafikområdet an sammen«, siger Frank Jønsson og summerer op:

»Der er ingen tvivl om, at der kommer til at ske noget på trafikområdet. Men hvor meget - det kommer helt an på, hvad han kan få de andre røde med på«, siger han.

Med hensyn til den omstridte havnetunnel mener han til gengæld, at Morten Kabell har overhånden.

»Havnetunellen er et langskud fra rådhuset - der er hverken enighed om eller finansiering til det. Diskussionen vil fortsætte, og der vil Morten Kabell have en stærk stemme nu som borgmester, selv om den afgørende indflydelse ligger på Christiansborg«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce