0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Per Stig: Ingen forhandling med Taleban-leder

Afghanistans præsident holder døren åben for Talebans topfolk. Danmarks udenrigsminister vil have dem bag lås og slå.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jacob Svendsen
Foto: Jacob Svendsen

Per Stig Møller og Hamid Karzai.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Talebans enøjede leder, mullah Omar, var med som en slags blind passager i kortegen af seks pansrede biler fra den danske ambassade, der i går krydsede sig vej gennem Kabuls kaotisk travle gader på vej fra et ministerium til et andet.

Inde bag de seks centimeter tykke tonede ruder, beskyttet af fire specialister fra Politiets Efterretningstjeneste og fem militærpolitifolk, sad udenrigsminister Per Stig Møller (K), der for første gang er i Afghanistan. Fredag var han på lynbesøg hos de danske soldater i Helmandprovinsen i det sydlige Afghanistan, i går handlede det om toppen af det politiske liv i Kabul.

Mulighederne for at forhandle sig vej til en løsning på den blodige krig var et centralt emne for den danske delegations forhandlinger.

Ud over den afghanske præsident, Hamid Karzai, mødte Per Stig Møller blandt andre den afghanske udenrigsminister og den nyudnævnte indenrigsminister.

Valgkamp
Også den tilspidsede situation i nabolandet Pakistan var på dagsordenen, hvor de afghanske ministre pressede på for en regional løsning, der sætter en stopper for Talebans frie bevægelsesmuligheder i grænseområderne mellem de to lande.

Men det var den blinde passager, mullah Omar, som spøgte på hele ruten, mens fedtspillet til det kommende præsidentvalg stod for den politiske underlægningsmusik.

Præsident Karzai har flere gange sagt, at mullah Omar er velkommen ved forhandlingsbordet i Kabul, hvis han dropper al-Qaeda, nedlægger våbnene og accepterer forfatningen.

Det siger præsidenten blandt andet for at vise en form for imødekommenhed over for sit store konservative vælgerbagland blandt landets største etniske gruppe, pashtunerne.

Her er man bestemt ikke uenig i alt fra den strenge Talebanperiode. At lokketonerne til Omar ved samme lejlighed tirrer Vesten, er også godt i den kommende valgkamp, hvor det ikke kun er en fordel at være på god fod med USA og Nato.

Uanset at Taleban og mullahen har afvist enhver form for forhandlinger på de vilkår, så er Karzais tilbud altså et slag i ansigtet til den vestlige koalition, der har sat en pris på 10 millioner dollar til den, der kan levere mullahen i bagbunden tilstand.

Kan Taleban civiliseres?
»Denne krig kan ikke vare evigt, den må få en ende. Hvis Omar vil have fred, så må han sige det. Så vil vi snakke med ham«, sagde den afghanske præsident efter sit møde med Per Stig Møller.

Den holdning til lederen af det ekstreme Talebanstyre fra 1996 til 2001 fandt ikke megen forståelse hos Per Stig Møller.

»Manden står på terrorlisten og støttede Osama bin Laden. Så kan man ikke gøre andet end at arrestere ham, hvis han dukker op«, understreger udenrigsministeren. Men Per Stig Møller er åben for forhandlinger med talebanere på lavere niveau end mullah Omar og inderkredsen, hvis de siger farvel til våbnene og retter ind efter den afghanske forfatning, der både fremhæver den islamiske stat og respekten for menneskerettighederne.

»Det handler ikke om at talebanisere Afghanistan igen, men om at civilisere Taleban«, sagde udenrigsministeren på en pressekonference med over 50 afghanske og udenlandske journalister.

Den melding blev modtaget med et blidt fnis af forsamlingen, uden at det stod klart, om de mente, at den danske udenrigsminister formulerede sig smart, eller om det var, fordi tanken om et civiliseret Taleban var for svær at forestille sig på afghansk.

Men Per Stig Møller er enig i de afghanske myndighedernes vurdering af, at der er dele af Taleban, der er møre og klar til en fredelig løsning.

»De er på flugt og bliver arresteret, hvis de dukker op. Men hvis de overholder forfatningen, så kan man lave en handel med dem, der sikrer deres liv og fremtid«.

Han afviser, at prisen for en forhandlingsløsning kan være religiøse eller politiske indrømmelser til Taleban.

»Der er ingen kompromismuligheder, det er Hamid Karzai helt enig i«.

Ifølge medlemmer af den danske delegation ligger der også en god del afghansk frustration over det uløste problem i Pakistans uregerlige stammeområder bag de seneste ugers provokerende meldinger om en form for frit lejde til Talebans top.

Mange afghanere mener, at USA og Nato godt kan fange Omar og hans slæng og forhindre, at Taleban kan hvile ud og rekruttere nye folk i Pakistan.

Præsident Karzai sagde det ikke direkte efter lørdagens møder, men han kom med en klar hentydning til den manglende vestlige krigslykke og de mange uskyldige ofre for amerikanske luftangreb.

»Enten skal vi slå dem, eller også skal vi snakke med dem. Afghanerne vil godt kæmpe mod terror, men de vil ikke dø i fejlslagne luftbombardementer«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.