0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Justitsminister går imod politichef

Politiet skal opklare forbrydelser frem for slavisk at bruge kræfter på at være synligt i gadebilledet, mener justitsministeren.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jonathan Bjerg Møller
Foto: Jonathan Bjerg Møller
Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) afviser nu, at politiet skal bruge flere ressourcer på at patruljere op og ned  ad gader og stræder med det ene formål at blive mere synligt.

Dermed går han imod centrale dele i den redegørelse om en justering af den stærkt omdiskuterede politireform, som rigspolitichef Torsten Hesselbjerg kom med i sidste uge.

Her foreslog Hesselbjerg, at politiet skulle nedprioritere andre opgaver for til gengæld at patruljere mere på steder, hvor der kommer mange mennesker – for eksempel i indkøbscentre lørdag formiddag. Den øgede synlighed skulle ifølge Hesselbjerg give borgerne en følelse af tryghed – også selv om de egentlig ikke havde grund til at frygte overfald eller anden kriminalitet i indkøbscentret.
Synlighed ikke et mål i sig selv

Brian Mikkelsen mener, at det forslag vil være »spild af ressourcer«.

»Jeg mener ikke, at synlighed skal være et mål i sig selv«, siger han og fortsætter:

»I stedet går jeg ind for, at politiet skal bruge deres kræfter på at opklare forbrydelser – både det borgernære som indbrud og den mere tunge kriminalitet som narko«.

DF er allerede på barrikaderne
Ifølge justitsministeren bør politiet kun opprioritere at være til stede i indkøbscentre lørdag formiddag, »hvis der er nogle lømler, som stjæler«.

Brian Mikkelsen mødes i dag med partierne bag politireformen, hvor de skal diskutere de forslag til en justering af politireformen, som Torsten Hesselbjerg er kommet med. Her vil Brian Mikkelsen skyde forslaget om mere synligt politi ned, hvilket allerede nu får Dansk Folkeparti på barrikaderne.

Partiet står fast på, at politiet skal være mere synligt på steder, hvor der ikke nødvendigvis er et politimæssigt behov for at være til stede.

»Det er en vigtig del af politiets arbejde at skabe tryghed. Derudover kan synligheden være med til at forebygge forbrydelser«, siger partiets retsordfører, Peter Skaarup.

Ingen kommentarer fra rigspolitichefen
Torsten Hesselbjerg ønskede i går ikke at kommentere diskussionen om synlighed. Men han sagde i sidste uge til Politiken, at han var kommet med sit forslag om øget synlighed, fordi han fornemmede, at der var et ønske om det – både fra befolkningen og politikerne.

Justitsminister Brian Mikkelsen mener, at man »skal passe på ikke at gå fuldstændig i baglås over, at der er et stort ønske i befolkningen om synlighed«.

Selvransagelse
Men Brian Mikkelsen lægger også op til selvransagelse i egne rækker. Han mener, at både han selv og andre politikere har været med til at skabe urealistisk høje forventninger til, hvad politiet skal kunne magte.

»Vi har svigtet ved at kræve, at politiet skal lave så mange forskellige ting«, siger Brian Mikkelsen. Derfor vil han i dagens forhandling med de øvrige partier diskutere, hvad politiets opgaver skal være.

Både Brian Mikkelsen og hans forgænger som justitsminister, Lene Espersen, har utallige gange forklaret, at politireformens formål var at skabe et mere borgernært og synligt politi.

»Men her mener jeg den synlighed, der ligger i, at politiet kommer, når man ringer efter dem«, siger Brian Mikkelsen, der erkender, at han og andre måske ikke har været dygtige nok til at forklare, hvad der menes med synlighed.

»Vi har en stor opgave med at forklare, at politiet er synligt, når det kører rundt for at opklare forbrydelser«.

Behnke: Lad det være op til politikredsene
Internt er Brian Mikkelsen presset af sin egen partifælle, retsordfører Tom Behnke.

Han mener, at politikerne og rigspolitichefen blander sig for meget i, hvad politiet skal lave.

»Vi skal hurtigere end planlagt overlade det til politidirektørerne i de enkelte kredse at afgøre, hvilke opgaver der er behov for at løse«, siger Tom Behnke.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.