0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Haarder undsiger fedme-skatter

Stik imod regeringens politik afviser sundhedsminister Bertel Haarder, at de øgede afgifter på fedt og sukker har nogen effekt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
MIRIAM DALSGAARD (arkiv)
Foto: MIRIAM DALSGAARD (arkiv)

FEDME. Sundhedsminister Bertel Haarder (V) taler nu imod sin egen regerings politik.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En hjørnesten i regeringens politik mod fedme bliver nu kritiseret af regeringens egen sundhedsminister, Bertel Haarder (V).

Regeringen og Dansk Folkeparti hævede for to år siden afgifter på fedt, is, chokolade, sukkervarer og sukkersød sodavand for at presse danskerne til sundere kostvaner. Men Bertel Haarder erkender, at hævede afgifter næppe får danskerne til at putte flere sunde fødevarer i indkøbskurven og lade usunde stå på hylderne.

»Problemet er, at fødevarer i almindelighed beslaglægger en så lille del af velfærdsdanskerens indkomst, at man slet ikke reagerer på afgifterne«, siger han.

LÆS ARTIKEL

Så virker det heller ikke at ændre på afgifterne, som I har gjort?

»Nej. Man kan håbe på, at selve signalet, debatten om det og det, at der trods alt er nogen, som reagerer, at det trods alt har en effekt. Og så giver det jo også penge i statskassen, som man kan bruge til at nedsætte andre skatter med. Men det grundlæggende problem er, at vi kun bruger omkring fem pct. af vores indkomst på fødevarer. Selv hvis det blev fem en halv pct. i kraft af en hel masse afgifter, vil det ikke påvirke adfærden i supermarkedet særlig meget«.

DF enige
Da regeringen for et par år siden lagde sin politik om hævede afgifter frem, lød der ellers optimistiske toner fra daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K). Under overskriften »Nye afgifter giver mere sundhed« fastslog ministeren i en pressemeddelelse, at højere afgifter »er et vigtigt skridt på vejen mod en højere middellevetid i Danmark«. En københavnerstang ville stige 18 øre i pris, mens en pose matadormix ville blive 80 øre dyrere.

I dag siger Jakob Axel Nielsen:

»Isoleret set kan man ikke se nogen virkning af at hæve afgifterne på usunde fødevarer. Men sammen med andre værktøjer vil det medvirke til højere levetid«.

Hos DF er sundhedsordfører Liselott Blixt helt enig med Bertel Haarder:

»Hævede afgifter virker ikke. Folk køber det samme, og flere udvikler fedme«.

Den konservative ordfører Vivi Kier tør ikke fælde dom over effekten af, at afgifterne er blevet sat op.

LÆS ARTIKEL

»Men det er ikke den vej, vi skal gå for at bekæmpe fedme. Så ender vi med kun at kunne købe skummetmælk og gulerødder. Vi skal ikke pakke borgerne ind, men i stedet lære børnene at spise sundt«.

Socialdemokraterne ønsker at hæve afgifterne på fedt og sukker endnu mere.

»Det er ejendommeligt, at Bertel Haarder underkender den politik, han har været med til at gennemføre«, siger partiets ordfører, Flemming Møller Mortensen.

Haarder til industrien: Fjern varerne

Regeringens egen Forebyggelseskommission har også anbefalet øgede afgifter på usunde varer. Formand Mette Wier fastslår, at både teori og empiri viser, at når en fødevare bliver dyrere, så bliver der solgt mindre af den. Men hun giver Bertel Haarder ret i, at danskerne bruger få penge på mad i forhold til andre lande. »Derfor bør regeringen faktisk hæve afgifterne endnu mere på de billige og sundhedsskadelige ingredienser i de usunde fødevarer, hvis den for alvor vil flytte danskernes forbrug«. Det har regeringen og Dansk Folkeparti ingen planer om, men Bertel Haarder opfordrer fødevareindustrien til at fjerne nogle usunde varer fra markedet og erstatte dem med sundere: »Det burde de. Men det kan vi ikke tvinge dem til«.