Populær. Hver femte Bornholmer har sat sit kryds ved Jeppe Kofod.
Foto: THOMAS BORBERG

Populær. Hver femte Bornholmer har sat sit kryds ved Jeppe Kofod.

Politik

Jeppe Kofod er Danmarks største stemmesluger

Socialdemokraten fik hver femte stemme på Bornholm. Lars Løkke er nummer to på listen over stemmeandele.

Politik

Socialdemokraten Jeppe Kofod kan for tredje folketingsvalg i træk kalde sig valgets største stemmesluger, når det gælder personlige stemmer i forhold til vælgere i kredsen.

Lidt mere end hver femte bornholmer stemte nemlig på den 37-årige udenrigsordfører - 6811 personlige stemmer ud af 32.424 mulige. Det viser Ritzaus beregninger af politikernes stemmeandel i deres respektive valgkredse.

Jeppe Kofod må dog finde sig i en tilbagegang i forhold til sidste valg, hvor hver fjerde bornholmer satte krydset ved deres lokale spidskandidat fra S.

Løkke nummer to Den afgående statsminister Lars Løkke Rasmussen fik 56.285 personlige stemmer i Nordsjælland, hvilket var det højeste antal i alt og rækker til en andenplads på listen.

17,5 procent af de 321.747 stemmeberettigede nordsjællændere satte deres kryds ved V-lederen.

Endnu en bornholmer og partifælle til Løkke indtager tredjepladsen. Peter Juel Jensen fik 4609 stemmer - hvilket svarer til 14,2 procent af stemmerne. Det er samtidig en klar fremgang i forhold til valget i 2007, hvor bornholmeren fik 2609 stemmer.

På fjerdepladsen følger en af valgets helt store vindere: Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der får knap hver tiende stemme i Københavns Storkreds. Hun bliver efterfulgt af Pia Kjærsgaard og Margrethe Vestager på de næste pladser.

Thorning nummer syv

Den kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) må tage til takke med en syvendeplads - hendes 33.564 stemmer i Københavns Storkreds svarer til 6,7 procent af de 498.367 stemmer.

Liberal Alliances leder Anders Samuelsen kan derimod være fint tilfreds med en 17. plads på listen med 3,7 procent af stemmerne i Nordsjælland.

Det dårlige valg til både SF og de konservative illustreres også meget godt af listen. SF-leder Villy Søvndal er nummer 25 på listen efterfulgt af Lars Barfoed som nummer 26 - begge med 2,6 procent af stemmerne i henholdsvis København og Nordsjælland.

De kan dog begge glæde sig over, at de trods alt fik forholdsmæssigt flest stemmer blandt deres egne partimedlemmer. Nummer to for SF er Pernille Vigsø Bagge med 2,2 procent af stemmerne, mens Lene Espersen fik 2,4 procent af stemmerne for K.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce