Forbedring. Skolerne skal renoveres, så undervisnings- og arbejdsmiljøet bliver bedre.
Foto: FRANDSEN FINN

Forbedring. Skolerne skal renoveres, så undervisnings- og arbejdsmiljøet bliver bedre.

Politik

Minister slukker for støjhelvede i folkeskolen

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) vil forbedre arbejdsmiljøet for skolelærere.

Politik

Regeringen vil gøre op med det støjhelvede, der plager lærere i folkeskolen.

Det fastslår den nye børne- og undervisningsminister, Christine Antorini.

Konkret skal det ske ved at renovere skolerne, så undervisnings- og arbejdsmiljøet bliver bedre og ved at øje tilsynet med undervisningsmiljøet på skolerne.

Det fortæller den nye minister til Avisen.dk.

LÆS OGSÅ

»Efterslæbet på renovering er kæmpestort. Med fremrykning af offentlige investeringer for 10 milliarder kroner bliver der mulighed for at renovere skoler. Det kan give bedre akustik«, siger ministeren.

Dermed uddyber hun de kortfattede formuleringer fra regeringsgrundlaget, der alene taler om at komme ”uro, støj og mobning” til livs.

Avisen.dk fortalte under valgkampen, hvordan næsten tre ud af fire lærere kæmper med støjgener i arbejdet.

Vil styrke tilsyn med skoler

Den nye regering vil desuden forbedre arbejdsmiljøet for skolelærere ved at styrke Dansk Center for Undervisningsmiljø, sådan at centeret får mulighed for at føre tilsyn med miljøet på skolerne.

Christine Antorini påpeger, at netop det forslag tidligere har været fremsat af en samlet opposition, og hun forventer derfor, at det vil kunne gå smertefrit igennem.

»Det afgørende er, hvor mange penge kommunerne kan få til at løfte opgaven. Det bliver vores opgave som politikere at sørge for«, siger Christine Antorini.

Ministeren tøver dog med at komme med bud på, hvornår støjplagede skolelærere kan mærke forbedringer.

»Som Helle [Thorning-Schmidt, red.] også sagde i åbningstalen, står vi i en enormt svær økonomisk situation. Derfor må vi vente og se, hvad vi kan få ud af finanslovsforhandlingerne«, siger hun.

Lærere ser frem til samarbejde

Ministerens udmeldinger vækker begejstring hos skolelærerne.

»Det er en god målsætning, at regeringen vil forbedre arbejdsmiljøet for lærerne. Det kommer til at få stor betydning for os«, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Han hæfter sig ved, at målene på området er beskrevet ganske kort i regeringsgrundlaget.

»Det lægger op til, at vi kan samarbejde med regeringen om at udvikle den bedste politik i forhold til at forbedre arbejdsmiljøet. Det er bedre, end hvis regeringen allerede nu havde lagt sig fast helt ned i detaljerne«, siger han.

Venstre: Lærernes eget ansvar

Fungerende uddannelses- og arbejdsmiljøordfører for Venstre, Peter Juel Jensen, mener, at det er 'en fin idé' at fremrykke offentlige investeringer, så man kan renovere skoler.

Men han siger, at den centrale løsning i forhold til lærernes arbejdsmiljø er, at lærerne selv skal tage affære.

»Lærerne skal selv løse problemerne med støj i klasserne. Det skal vi ikke løse fra Christiansborg. Lærerne må simpelthen være bedre til at sige fra overfor de elever, der støjer«, siger Peter Juel Jensen.

Af samme grund mener han heller ikke, at der er nogen grund til at styrke Dansk Center for Undervisningsmiljøs tilsyn.

»Ansvaret for arbejdsmiljøet skal ligge hos skolelederne, som det allerede gør nu. Arbejdstilsynet holder øje med skolerne, og der er ingen grund til at opbygge et parallelsystem«, siger han.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce