Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Debat. Lærerkonflikten kom til at sætte sit præg på foråret. Tegning: Roald Als.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Genoplev et af de vildeste folketingsår i mands minde

Reformerne voksede vildt i folketingsåret, der slutter med dagens afslutningsdebat klokken 9.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De, der havde regnet med, at den politiske sæson 2012-13 ville blive et lidt kedeligt mellemår i dansk politik, fik lynhurtigt andet at tænke på.

Det høje tings medlemmer ville det anderledes, og fra start var der fart over feltet.

August

Knap var august blevet til september, før 1-2-3 partiledere havde forladt deres poster. Og statsministeren havde samtidig begået et læserindlæg med et budskab af de mere mindeværdige for personer af hendes stand: Nemlig at Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, ikke er homoseksuel.

Sæsonen blev indledt efter et par ugers ophidset mudderkastning i agurketiden om Restaurant Vejlegården, hvor 3F's månedlange blokade af etablissementet blev anledning til, at Liberal Alliance i sympati med restaurationsejer Amin Skov indledte rækken af sommergruppemøder på den senere nedbrændte Vejle-restaurant.

Til betydelig radikal vrede krævede SF'erne indrømmelser på dagpengeområdet.

Det fik den radikale leder, Margrethe Vestager, der som bekendt havde stemt for dagpengestramningerne, til at konstatere, at »sådan er det jo«, da journalister spurgte hende til de mange mennesker, der stod til at falde ud af dagpengesystemet.

Og mens debatten rasede om den - i nogles øjne - kyniske Vestager, var beskæftigelsesminister Mette Frederiksen ( S) travlt beskæftiget med at strikke den første af en stribe akutpakker sammen på dagpengeområdet.

September

Thorning-Schmidt tog sig selv af ouverturen til Skattesagskommissionen, da hun med sit læserindlæg her i Politiken kom den omtale i forkøbet af hendes mands seksuelle præferencer, der lå og gemte sig i kommissionens sagsakter.

Den ret sensationelle nyhed blev imidlertid overhalet af en lige så velvoksen af slagsen, da Villy Søvndal helt uventet en fredag morgen lagde SF-formandskasketten på hylden og appellerede til, at partifællerne i god ro og orden fandt frem til en afløser.

Intet var aftalt på forhånd; nej nej, bedyrede Søvndal, alt imens vennerne på partiets arbejderistfløj som perler på en snor udpegede sundhedsminister Astrid Krag som den helt rigtige afløser.

»Jeg kender ikke den dame fra Kerteminde«, bemærkede S-koryfæet Thorkild Simonsen fra den socialdemokratiske kongres, da det begyndte at stå klart, at en indtil da aldeles ukendt bageste-rækkepolitiker ved navn Annette Vilhelmsen så ud til at have så bred appel i det hårdt prøvede folkesocialistiske bagland, at Astrid Krag ville tabe slaget.

Egentlig tilsagde kalenderen, at finanslovsforhandlinger skulle op i omdrejninger, men SF's indre brydninger kom til at forsinke det hele, og mens Søvndals favoritter tabte land dag for dag, blev Kristian Thulesen Dahl temmelig udramatisk kronet til konge af Dansk Folkeparti på et symboltungt landsmøde i Herning. Det skete, efter at partiets skaber, Pia Kjærsgaard, havde bebudet sin afgang og anbefalet sin 'Kronprins Kristian' som afløser.

Kjærsgaard snuppede en til lejligheden opfundet værdiordførerpost samt partiets plads i Folketingets Præsidium.

Et noget mindre parti, nemlig Kristendemokraterne, måtte også se sig om efter en ny formand, da Per Ørum Jørgensen trak sig fra posten.

Oktober

'Damen fra Kerteminde', som BT i formandsvalgkampen havde døbt 'Annette Hvemhelmsen?' og andre i den grovere ende 'Anita Hvem-helvedsen?', satte sig med et overraskende stort flertal solidt i formandsstolen i SF.

Hun indledte sin formandsperiode med at skille sig af med to ministre - erhvervs-og vækstminister Ole Sohn, der selv stillede sin post til rådighed, og ikke mindst Vilhelmsen-fløjens yndlingsaversion, Thor Möger Pedersen, fra skatteministerposten.

Symbolsk for de nye magtforhold i partiet offentliggjorde en bitter Möger Pedersen fyringen af sig selv på Facebook nærmest synkront med, at Annette Vilhelmsen og den nye gruppeformand Anne Baastrup som to fjantede veninder gik mod Strøget efter tøj til Vilhelmsens besøg hos dronningen.

Sohns ministerpost gik nemlig som ventet til Vilhelmsen selv og skatteministerposten til den tidligere partiformand Holger K. Nielsen, der efter nogle år med perifære ordførerskaber pludselig fik et uventet comeback som chefstrateg i partiet.

En rolle, der blev illustreret allerede i dagene lige efter formandsvalget, da Holger K. i al hast måtte ile til statsministerboligen Marienborg for at bistå Vilhelmsen i de indledende drøftelser med Thorning-Schmidt og Vestager.

Og at det ofte kan være nemmere at være i opposition - hvad enten det er til en regering eller en siddende partiformand - måtte Vilhelmsen hurtigt sande. Hvor hun i formandsvalgkampen havde talt for at 'udfordre regeringsgrundlaget', var det tilsyneladende gledet i baggrunden, da hun efter et par dage på Marienborg tog imod pressen sammen med Thorning-Schmidt og Vestager.

Der var dog også politikere uden for SF, der påkaldte sig opmærksomhed. Som for eksempel statsministeren, der i sin åbningstale i Folketinget varslede den omfattende reform af folkeskolen, der i disse uger forhandles på højtryk.

På den anden fløj lod tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen ( V) sig afhøre i Skattesagskommissionen.

På dagpengefronten lancerede regeringen den såkaldte akutpakke 2, der skal skabe 12.500 såkaldte akutjob. Pakken fik af finansminister Corydon prædikatet 'en helt og dækkende løsning' - en betegnelse, han for nylig erkendte, var en retorisk fuser.

November

At tiden for alvor er forbi for VKO-æraen, hvor finanslove blev klappet af i god tone mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti over en bid flæskesteg og en håndfuld værdipolitiske lunser til støttepartiet, blev tydeligt med finansloven sidste efterår.

Uden historisk fortilfælde afviste Enhedslisten demonstrativt at stå side om side med finansministeren efter endt forhandling.

Nuvel, partiet indgik en aftale, men Johanne Schmidt-Nielsen og co. var så utilfredse med, hvor lidt partiet havde kunnet rokke regeringen i dagpengespørgsmålet, at Enhedslisten valgte at holde sit eget pressemøde, hvor partiet beklagede det - set med Enhedslistens øjne - pauvre resultat.

Konkret fik partiet gennemtrumfet en uddannelsespakke, der giver udfaldstruede dagpengemodtagere ret til et halvt års uddannelse på kontanthjælpssats.

Venstres tidligere politiske ordfører, Jens Rohde, måtte se sig noget nær kuppet på partiets landsmøde. Efter planen skulle han her genvælges som Venstres spidskandidat til næste års europaparlamentsvalg, men en kronik i Berlingske op til landsrådet, hvor Rohde gik langt længere i føderalistisk retning, end ledelsen synes om, spændte ben for ham.

Udpegningen af spidskandidat blev udskudt til landsmødet i år - et så klart vink med en vognstang til Rohde, at han i stedet takkede ja til et tilbud om at blive nordjysk kandidat i stedet for spidskandidat på landsplan.

Rohde-roderiet overskyggede næsten den opsigtsvækkende melding fra partiformand Lars Løkke Rasmussen om nulvækst i det offentlige.

LÆS MERE

Efteråret stod også i prostitutionens tegn. Som ventet besluttede regeringen at følge Straffelovrådets anbefaling om ikke at forbyde købesex. Lodret imod såvel den officielle politik i SF og S og i strid med tidligere udmeldinger fra radikale topfigurer.

Særligt hos Socialdemokraterne slog beslutningen sprækker mellem regeringstoppen og baglandet - det kulminerede, da hovedbestyrelsen kort efter fastslog, at det fortsat er partiets politik at forbyde købesex.

Efter diskussion mellem regeringspartierne og uventet pres fra de borgerlige besluttede regeringen at støtte et ja til opgradering af Palæstinas FN-status.

December

At man skal vælge sine ord med omhu, når man som minister udtaler sig til Folketinget, lærte daværende kulturminister Uffe Elbæk ( R) på den hårde måde.

Han fik skarp kritik for at have placeret en række kulturministerielle møder på sin mands arbejdsplads, Akademiet for Utæmmet Kreativitet. En blodtørstig opposition lagde på et samråd massivt pres på Elbæk, der flere gange afviste, at han af sine embedsmænd var blevet advaret mod placeringen af møderne.

Men efter en række afvisninger bekræftede han pludselig, at der faktisk havde været en embedsmand, der havde advaret ham, og pludselig gik beskyldningerne nu på vildledning af Folketinget.

Kort efter meldte Elbæk sin afgang.

Som hans afløser hentede partileder Margrethe Vestager rutinerede kræfter på banen i form af tidligere partileder Marianne Jelved.

Det var dog ikke kun hos de radikale, at prominente folk trak sig fra deres post. I SF var det næstformand Mattias Tesfaye - en af frontfigurerne for den såkaldte arbejderistfløj - der droppede posten som konsekvens af formandsvalget.

Januar

Få dage efter at statsministeren havde holdt sin nytårstale, bragte Weekendavisen en artikel, hvor anonyme ministre såede tvivl om, hvorvidt hun står i spidsen for regeringen ved næste valg.

Thorning-Schmidt afviste spekulationerne om formandskifte og havde i øvrigt »meget lidt respekt for anonyme kilder«, som hun forklarede på et pressemøde, hvor hun ikke bare garanterede, at hun også er partiformand ved næste folketingsvalg, men såmænd også de - rundt regnet - næste cirka 25-30 af slagsen:

»Jeg har sagt, at jeg vil være S-formand i 100 år. Og der er kun gået otte. Så der er 92 år endnu«. Ud over det ambitiøse mål bebudede Thorning-Schmidt en kommende vækstpakke, som hendes økonomiske ministre fik halvanden måned til at komme med input til.

Højt mod nord skabte storskalaloven og spørgsmålet om eksport af uran fra Grønland splid mellem partierne på Christiansborg, og regeringen fik kritik for at ville bane vejen for loven, der potentielt vil tillade tusindvis af kinesiske minearbejdere i Grønland.

I SF tog den tidligere næstformand, Mattias Tesfaye, den fulde konsekvens af formandsvalget i partiet og meldte sig i stedet under de socialdemokratiske faner. I den alvorlige ende fik regeringen bred opbakning til at bidrage til den franske intervention i konflikten i Mali.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Februar

Årets måske sløveste måned kom lidt op i gear, da Helle Thorning-Schmidt hev en sejr hjem i EU, hvor det lykkedes at hente den EU-milliard, som regeringen havde insisteret på gennem måneder.

Uddannelsesminister Morten Østergaard ( R) har trods stor indflydelse og et solidt sæde i regeringens centrale udvalg ført en forholdsvis stille tilværelse i livet i regering. Men det blev der lavet om på, i et par uger i hvert fald, da han åbent erkendte, at han havde skiftet holdning til SU-systemet, som alligevel godt kunne bruges til at hente et par milliarder til statsbudgettet.

De studerende brokkede sig og opførte pligtskyldigt demonstrationer, men de store folkelige manifestationer lå et par måneder fremme i tiden.

Politisk ballade opstod der for alvor, da beskæftigelsesminister Mette Frederiksen ( S) på et pressemøde om en længe ventet reform af kontanthjælpssystemet stort set udelukkende måtte se sig bombarderet af spørgsmål om de selskabsskattelettelser, som også hun havde været rasende modstander af, da VK-regeringen sad ved magten. Uroen var til at tage og føle på, og finansministeren måtte en tur på turné, mens meningsmålingerne nåede nye dybder for Socialdemokratiet, der efterhånden jublede, hvis målingerne nåede op på 17 procent.

Det blev et forår, hvor det kom på mode blandt menige socialdemokrater at gøre nar ad fi-nansministerens snak om »den nødvendige politik« og for at kidnappe partiet i en alt for blå aftapning.

Det hjalp ikke på tingene, da 'Blå Bjarne' i et interview benægtede, at Socialdemokratiet var venstreorienteret, men Corydon stillede trods alt op her, der og alle vegne, mens Annette Vilhelmsen glimrede ved sit fravær, da Corydon, Thorning, Vestager og Holger K. Nielsen præsenterede vækstpakken.

Det var også Holger K., der forhandlede den togfond på plads, som via penge fra Nordsøen skal elektrifi-cere jernbanenettet. Til gengæld var Vilhelmsen en tur under sydlige himmelstrøg for at underskrive aftalen om etablering af en fælleseuropæisk patentdomstol, som rent politisk indeholder den forhindring, at den medfører dansk suverænitetsafgivelse og dermed formentlig vil udløse en EU-afstemning inden for overskuelig tid.

På Christiansborg skulle ingen politikere nyde noget af at kommentere de larmende og højpolitiske diskussioner om lærernes arbejdstid, som KL-forhandler Michael Ziegler ( K) førte med Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen.

De skændtes og skændtes uden at nå nogen vegne, og til sidst varslede KL lockout af samtlige skolelærere, hvis det heller ikke kunne hjælpe på tingene at mødes i Forligsinstitutionen.

Marts

Det kunne det så heller ikke trods et par mere eller mindre helhjertede forsøg, hvor begge parter virkede, som om de lagde mere vægt på, hvad de fik sagt til kameraerne før og efter møderne end inde bag døren hos forligsmand Mette Christensen.

Nok virkede SF'erne både på Christiansborg og ude i landet som de mest betænkelige ved den hårde retorik, KL's topfigurer lagde for dagen over for skolelærerne, men så vidt vides var lige den konflikt ikke udslagsgivende for det partihop, som SF's politiske ordfører, Jesper Petersen, foretog fra SF til Socialdemokratiet.

En vantro Vilhelmsen måtte tage til efterretning, at et af partiets stærkeste kort skiftede parti i vadestedet og med ham EU-parlamentarikeren Emilie Turunen.

Forsvarsminister Nick Hækkerup ( S) havde til gengæld næppe den store glæde ved at blive fanget i at give forkerte oplysninger om de afghanske tolke, der havde arbejdet for de danske styrker i Afghanistan, men han kunne glæde sig over bred støtte til et kasernelukningsforlig, der blandt andet tager livet af kasernerne i Fredericia og Sønderborg.

Marts var årets påskemåned, men tirsdagen før højtiden svarede Helle Thorning-Schmidt bevidst uklart på det ret enkle spørgsmål om, hvornår skoleeleverne kunne regne med at komme i skole igen.

Med henvisning til den højt besungne danske arbejdsmarkedsmodel henviste statsministeren til arbejdsmarkedets parter, alias det umage par Ziegler og Bondo, der beslaglagde sendetiden med ophidsede skænderier om lærernes arbejdstidaftaler.

April

Helt uventet for regeringen viste det sig, at en planlagt fornyelse af den såkaldte offentlighedslov dag efter dag banede sig vej til mediernes forsider. Ikke bare tusindvis af danskere skrev under på, at de var imod ændringerne.

Også langt ind i regeringspartierne kunne lokalformænd bedre lide den holdning, deres partitoppe havde før valget, da mantraet gik på mest mulig gennemsigtighed i centraladministrationen.

På lærerfronten svarede ministre og ledende folk fra alle andre partier end DF og EL indigneret »nej«, hver eneste gang de blev mødt med spørgsmål om det indgreb i lærerkonflikten, der i tre en halv uge holdt børnefamilier i et logistisk jerngreb med bedsteforældre og aparte pasningsordninger som erstatning for hverdagens skoledag.

På sit kontor ud til slotspladsen erkendte Bjarne Corydon, far til fire, at hvirvelvinden af meldinger i lærerkonflikten gjorde ham »rundtosset«, men han havde også i denne måned nok at se til med en gevaldig rodebunke af forhandlinger om SU, kontanthjælp og boligjobordning, momskreditter og selskabsskattelettelser.

Alt sammen syet sammen i et spindelvæv af en vækstpakke, designet til det borgerlige regeringsalternativ, som fra begyndelsen erklærede, at de sådan set godt kunne stemme for det hele, hvis bare regeringen sendte forslagene til afstemning i folketingssalen.

Der skulle dog et par ugers forhandlinger til, før aftalen var i hus og regeringens støtteparti, Enhedslisten, endnu en gang parkeret på sidelinjen.

Bedst som det hele var overstået en sen aprilaften, begav regeringstoppen sig videre til møde i Statsministeriet og aftalte at gribe ind i lærerkonflikten, så det var overstået inden arbejdernes internationale kampdag i maj.

Maj

Det var ikke just som en arbejderbevægelsens heltinde, Helle Thorning-Schmidt blev modtaget rundt om i landet 1. maj.

Nedsættende skældsord og buhråb overdøvede budskabet fra statsministeren, der i år overlod den store scene i Fælledparken til Annette Vilhelmsen og Johanne Schmidt-Nielsen, der al sin vrede til trods så sig nødsaget til at formane de ophidsede gemytter til at dæmpe sig.

Få dage efter skulle Annette Vilhelmsen møde et partibagland på SF's landsmøde med en meningsmåling på 2,8 procent i ryggen. Endnu en bundskraber af en måling, som får mere end en enkelt folkesocialist til at tvivle på, om de traf det rigtige valg, da de valgte ' damen fra Kerteminde'.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun slap imidlertid hæderligt fra landsmødet - om end med et klart krav om at få gjort noget for de dagpengemodtagere, som igen-igen hjemsøgte regeringen, fordi nok en akutpakke var ved at løbe ud med dramatiske følger for tusindvis af arbejdsløse.

Også offentlighedsloven var et flertal af partibaglandet utilfredse med, men Annette Vilhelmsen slap for langt mere giftige afstemninger om selve partiets deltagelse i regeringen.

Pendulet for intern kritik af regeringen drejede imidlertid lynhurtigt tilbage til en stribe socialdemokratiske folketingsmedlemmer, der i bramfri formuleringer gik i rette med deres egen regering for at bevæge sig rundt med skyklapper i dagpengespørgsmålet.

Efter intense armlægninger i regeringen lykkedes det at lægge et dagpengeudspil frem, som hverken splittede regeringspartierne eller gav ballade i deres baglande. Indfasningen af dagpengereglerne blev lempet helt frem til efter næste valg, og for en gangs skyld var det de borgerlige partier, der stod splittet i forhold til dagpengeaftalen, som Dansk Folkeparti modsat V og K gerne vil tilslutte sig.

Enhedslisten faldt også til ro, og muligvis puster de allerede nu en anelse ud i diverse ministerier, bortset fra Undervisningsministeriet, der i denne weekend har overtaget forhandlingsstafetten for at færdigforhandle årets sidste store reform - nemlig den folkeskolereform, som Helle Thorning-Schmidt indledte folketingsåret med at bebude.

Ifølge Folketingets formelle kalender er det med afslutningsdebatten i dag slut for i år.

Uformelt kører de ærede medlemmer videre en måneds tid endnu, så de kan nå at stemme en mængde lovforslag igennem. Politiknørderne har en måneds tid mere at glæde sig til. Dem, der er trætte af at høre om livet på Borgen, kan trods alt glæde sig til juli, hvor der traditionelt falder ro over gemytterne. I hvert fald i et par uger.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden