Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Ungdomspartier til danske politikere: Kom i sving

Rekordhøj ungdomsarbejdsløshed kræver handling nu, lyder det fra DSU, SFU og VU.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»En tikkende bombe« og det »største samfundsproblem i Danmark og Europa lige nu«.

Ungdomsarbejdsløsheden er alarmerende høj i Danmark og Europa. Det siger formændene for de tre største ungdomspartier herhjemme, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, SF Ungdom og Venstres Ungdom, der på det kraftigste opfordrer deres moderpartier til at komme i sving, så man ikke taber en hel generation på gulvet.

»Tallene taler deres tydelig sprog, når hver fjerde ung i Europa er ledig. Vi er ved at skabe en generation af unge, som ikke kan få foden inden for på arbejdsmarkedet. Det kræver handling nu. Hvis de ikke får det inden for en kort årrække, så tror jeg, de kommer til at stå permanent uden for«, siger formanden for Socialdemokraternes ungdomsparti (DSU), Camilla Schwalbe, til politiken.dk.

Hver fjerde ung i Europa er ledig Nye tal fra Eurostat viser, at ledigheden i EU igen sætter rekord med 26,2 millioner arbejdsløse i de 27 EU-lande tilsammen.

Næsten hver fjerde unge mellem 15 og 25 år i EU er ledige, og i de sydeuropæiske lande svinger ungdomsarbejdsløsheden mellem knap 40 procent i Italien og næsten 60 procent i Grækenland.

LÆS MERE

Herhjemme er ungdomsarbejdsløsheden lidt mindre, idet 15 procent af den danske ungdom i øjeblikket står uden job, viser tallene. Men det er alt for højt, mener også formanden for SF's ungdomsparti, SFU, Gry Möger Poulsen, der vil have regeringen i arbejdstøjet.

»Kom i sving. Vi har akut brug for et langt større fokus på at skabe vækst og arbejdspladser, end der er i dag. Det er altså ikke nok at bruge penge på ubrugelige selskabsskattelettelser«, siger hun.

»Vi har i et år råbt op om, at ungdomsarbejdsløsheden er alarmerende høj. Vi er enormt bange for, at vi får en situation som i slutningen af 1980'erne og i 1990'erne, hvor vi kan se, at de unge, der var ledige dengang og aldrig fik fodfæste på arbejdsmarkedet, er markant overrepræsenteret i statistikkerne for langtidsledige. Der er grund til at være bange«, siger hun.

VU råber vagt i gevær
I dagens udgave af Politiken advarer eksperter, arbejdsgivere og toppen af EU-kommissionen om, at de seneste fem år med økonomisk krise og hårde spareplaner har kastet så mange europæere ud i arbejdsløshed, at EU nu er nødt til at skifte kurs for at undgå at tabe en hel generation af især sydeuropæiske unge på gulvet.

Og den advarsel tager også landets tredjestørste ungdomsparti, Venstres Ungdom, seriøst.

»Vi råber vagt i gevær, for det her er muligvis det største samfundsproblem, Danmark og Europa står over for lige nu. Jeg synes ikke, der er nogen politikere herhjemme, der tager vækstproblemet alvorligt nok«, siger VU's landsformand Morten Dahlin, der kalder regeringens foreslåede vækstplan for uambitiøs.

»Det er ikke et problem, som bliver løst over natten. Det her er et grundlæggende stort problem, som der ikke findes snuptagsløsninger på«, siger han.

Internationale løsninger er vejen frem
Morten Dahlin mener, at en langt større satsning på vækst for små og mellemstore virksomheder, en færdiggørelse af det indre marked, frihandelsaftaler med USA og Japan og bedre forhold for iværksætterne vil være et stort skridt mod at løse ungdomsarbejdsløsheden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og løsningen skal ikke kun findes herhjemme, understreger han.

»Det er for snæversynet at tro, at vi kan løse problemet alene i Danmark. Der skal også internationale løsninger til. Det gælder eksempelvis en færdiggørelse af det indre marked eller en underskrivelse af frihandelsaftalerne med USA og Japan«, siger han og kalder ungdomsarbejdsløsheden for et »voldsomt stort problem og en tikkende bombe under både dansk og europæisk økonomi«.

Kom i sving

Også i både DSU og i SFU vender de blikket ud ad i jagten på løsningen af de store problemer med ungdomsarbejdsløshed, som ifølge formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso i Politiken i dag gør unge mennesker til de virkelige ofre for krisen.

Barroso opfordrer til, at EU samler »hele vores kollektive styrke for at undgå en tabt generation«, og den opfordring sender ungdomspolitikerne også til deres respektive moderpartier.

»Der burde være et selvstændigt afsnit omkring ungdomsarbejdsløsheden i regeringens vækstplan. Både i forhold til de unge, der står i situationen lige nu, men også fordi, det kan ende med at blive en udgift uden lige for det danske samfund på langt sigt. Man snakkede tidligere om en ældrebyrde - jeg tror, vi kommer til at se en ungdomsbombe under det danske samfund, hvis ikke vi gør noget«, siger SFU-formand Gry Möger Poulsen og fortsætter:

»Jeg synes, der er brug for samarbejde i EU. Danmark burde gå aktivt ind i kampen mod Angela Merkels (Tysklands kansler, red.) sparekur, som er det, ungdommen betaler prisen for nu«.

Også DSU-formand Camilla Schwalbe mener, at løsningen skal findes i et europæisk samarbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der er ingen tvivl om, at man på europæisk plan har en bunden opgave om at løse problemet med ungdomsarbejdsløshed, som jo nu eksploderer. Fra dansk side bør man indgå i et større europæisk fællesskab, som konkret indgår en pagt, der sætter ind over for ungdomsarbejdsløshed. Vi skal have et forpligtende samarbejde, som højner uddannelsesniveauet i Europa«, siger Camillia Schwalbe, der kommer med en direkte opfordring til regeringen.

»Tag opgaven på jer. Der er en bunden opgave, som ikke kun kan løses i Danmark, men som skal løses i et europæisk samspil. Det er ikke for sent. Men det er nu, man skal sætte ind, hvis ikke en hel ungdomsgeneration skal ende uden for arbejdsmarkedet«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden