Ballade. Mogens Lykketoft afviser israelsk kritik af hans rejseplanlægning.
Foto: JENS DRESLING

Ballade. Mogens Lykketoft afviser israelsk kritik af hans rejseplanlægning.

Politik

Lykketoft på vej til Vestbredden: Israelerne vil bestemme, hvornår jeg skal rejse

Formanden for Folketinget afviser Israels kritik af hans besøg i det palæstinensiske selvstyreområde.

Politik

Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), afviser at have forbrudt sig mod de uskrevne, diplomatiske spilleregler i forbindelse med et besøg hos det palæstinensiske selvstyre.

Israel har nægtet Mogens Lykketoft indrejse i Gaza, fordi formanden for Folketinget modsat sædvane ikke også har arrangeret et møde med repræsentanter fra Israel.

Men det er israelernes egen skyld, mener Mogens Lykketoft.

»Jeg har forgæves forsøgt at få aftaler med israelske parlamentarikere. Da formanden ikke var til stede, spurgte jeg om jeg ikke kunne mødes med næstformanden, men det kunne jeg ikke, og så har jeg sagt til dem, at jeg også meget gerne vil komme og møde dem, men at det så må blive senere på året«, siger Mogens Lykketoft til Politiken.

Israel: En krise Over for Kristeligt Dagblad kritiserer talsmand for det israelske udenrigsministerium Yigal Palmor den danske politiker.

»Mogens Lykketoft bør tjekke sin opførsel. Den er udiplomatisk, og vi er overraskede og skuffede. Her er tale om en krise«, siger Yigal Palmor til Kristeligt Dagblad.

Mogens Lykketoft mener, at israelerne skal stikke piben ind.

»Jeg er helt uforstående over for det. Jeg synes, at de skulle holde sig for gode til at bruge det sprog«, siger Mogens Lykketoft.

Men ville det ikke have været bedre at lægge rejsen på et tidspunkt, hvor de israelske politikere også kunne mødes med dig?

»De (israelerne, red.) vil meget gerne bestemme, hvornår jeg skal rejse, men nu er det altså sådan her, at det bliver. Men der er intet hold i, at vi ikke har villet tale med dem. Deres sagsfremstilling er ikke korrekt«, siger Mogens Lykketoft.

Skal mødes med Abbas
Han forklarer, at han imødekommer en gammel invitation fra palæstinenserne, og at besøget har været koordineret med det danske udenrigsministerium.

At han netop har valgt at rejse nu, skyldes, at han på grund af vinterferien ikke er optaget af møder i Folketinget.

Under sit besøg skal han blandt andet mødes med den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, på Vestbredden.

»Det er et forsøg på at blive klogere. Jeg har en lang række samtaler og besøg i området. Det er en situation, som påkalder sig almindelig international opmærksomhed. Det er et arbejdsbesøg, det er ikke et officielt besøg med æresvagter og den slags«, siger Mogens Lykketoft.

Som udenrigsminister under Poul Nyrup Rasmussen i 2000 og 2001 kritiserede Mogens Lykketoft ganske kontant den israelske politik over for palæstinenserne, herunder udbygningen af bosættelser i de besatte områder.

Mogens Lykketoft mener dog ikke, at sagen handler om hans person, og minder om, at både han selv og andre danske politikere tidligere er blevet nægtet indrejse i Gaza.

»Det er ikke første gang, at jeg ikke har kunnet komme ind i Gaza. Det kunne jeg heller ikke i 2002, og det kom det udenrigspolitiske nævn og Helle Thorning-Schmidt heller ikke i 2010, selv om det var på programmet, så jeg er ikke sikker på, at det specielt har noget med mig at gøre«, siger Mogens Lykketoft.

Israel må gøre sig umage

Han understreger, at han håber på at få en aftale i stand med israelerne til efteråret, og håber i den forbindelse på at kunne rejse ind i Gaza.

»Jeg synes, at jeg har prøvet at tale med dem, og det vil jeg også gøre i fortsættelsen. Desværre har de ikke givet lov til at komme ind i Gaza, hvor vi havde et program arrangeret af FN og den danske ambassadør i Ramallah«, siger Mogens Lykketoft.

»Men når jeg kommer og besøger dem på israelsk side, må de gøre sig ekstra umage for, at vi kan komme ind i Gaza«, siger Mogens Lykketoft.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce