Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Politik

Politisk portræt af Løkke: Manden der brænder hul i sin habit

I dag skal levemanden Løkke kæmpe for sit politiske liv.

Politik

Dagen i dag bliver afgørende i Lars Løkke Rasmussens (V) politiske liv. I aften skal han overbevise Venstres forretningsudvalg om, at de fortsat skal have tillid til ham som formand og som partiets statsministerkandidat.

De seneste dage har hans støtter kæmpet for hans liv. Fadæserne om tøjkøb og familieferier skyldes tidligere regler, lyder forklaringerne, og Løkke har erklæret, at han har betalt den skat, han skal. Alt er sat ind på, at sagen kan lukkes i aften, så Løkkes stol igen står stabilt. Lige nu tegner det til, at deres strategi lykkes.

Men ingen kan vide sig helt sikker på, hvordan aftenens møde udvikler sig. Baglandet er sjældent rasende. De kan ikke forsvare Løkkes gerninger for medlemmerne lokalt. Og deres konsekvensberegninger er til at skære sig på: en sag mere, og det er slut. Et dårligt valg, og det er slut. En forkert indberetning til skat, og det er slut. Løkke balancerer på en knivsæg. Han har stået der før. Netop deri ligger problemet.

LÆS OGSÅ

Sagerne bærer til Lars Løkkes historie, hvor politik ikke er eneste byggesten. Mennesket Løkke er centralt for det fald, han nu svæver frit i. Bilagssag og dårlig personlig dømmekraft truer med at udhule hans lederskab i en sådan grad, at hans formandskab ganske utraditionelt er en åben diskussion i det ellers formandsloyale Venstre. Også vælgernes dom dræner.

En ny Megafon-måling for Politiken og TV 2 viser, at kun halvdelen af partiets vælgere mener, at Løkke er den rette til at stå i spidsen for partiet. Og hans popularitet som statsministerkandidat styrtdykker. Kun 28 foretrækker ham, mens 46 pct. peger på Helle Thorning-Schmidt (S). For bare nogle uger siden stod de to lige.

»Jeg er først og fremmest et politisk menneske«, sagde Lars Løkke i går foran aggressive mikrofoner. Og det nagler sagen meget godt. Politikken er vigtig for Løkke, og alt det omkring virker besnærende.

Han kommer ofte for sent til aftaler. Han ryger, indtil kameraet ruller. Han stopper og taler med folk på gågader og rastepladser i et omfang, der kan gøre enhver tidsfascistisk kalenderansvarlig vanvittig, og det var en tidligere rådgiver, der måtte sørge for, at han fik nyt tøj, så han ikke tog til dronningen med cigarethuller i habitten.

Hvad med Krag og Kampmann?
Var Lars Løkke vild med at være statsminister? Ikke særligt, fortæller de, der oplevede ham for magtens bordende. Jo, for indflydelsen, men ikke for skemaerne og formalia. For Løkke elsker alt det, som Fogh gjorde utænkeligt for en statsmand: fester, middage, fadøl, rødvin, cigaretter, taxaer, rejser.

Og er det så slemt endda, spørger de allierede? Er pressen ikke bare blevet for emsig? Tidligere i nyere historie har vi set eksempler på det, der var værre, vil de indvende. Jens Otto Krag var kendt for sin utroskab, Viggo Kampmann var maniodepressiv, og Stauning holdt sig ikke tilbage, når det galt kvinder og alkohol.

Svaret må groft sagt være, at dommen over Løkke ikke kun handler om følsom nypuritanisme, men om en professionel politiker, der har udvist så dårlig dømmekraft, at der kan stilles spørgsmål ved, om han har overholdt skatteloven og ved hans moralske habitus i en grad, så medlemmerne ikke kan genkende sig selv i deres eget parti. Og om hans ageren udhuler de politiske budskabers troværdighed.

Hvordan vil vælgerne reagere, næste gang Løkke bruger Venstres slogan om, at hver en krone skal vendes?

Paradokset er, at de fleste er enige i, at Løkke er en dygtig politiker. Hans livsværk har været at værne om den velfærdsstat, som har givet ham selv chancen for at gå fra søn af en regnskabschef til statsminister. Hans modstandere vil naturligvis være uenige i, at det er lykkedes.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men faktum er, at han er hovedarkitekt bag nogle af de største reformer, der er lavet de senere år. Efterlønsreformen, kommunalreformen og den fremtidige plan for supersygehuse. Han betegnes af politiske kolleger som en dygtig håndværker, der slår til, når han får chancen. Ikke via Fogh’ske drejebøger, men når den politiske næse lugter muligheder.

En evne, der også frustrerer modstanderne. For Løkke er ikke altid til at regne ud. Pludselig blev en forventet rød skattereform blå i 2012, og det samme gjaldt efterårets finanslov efter Løkkes mellemkomst.

I moderne politik er et parti i høj grad lig med dets leder – også som privatperson. Lars Løkkes krise er Venstres krise. Og baglandet kan ikke forstå, hvorfor en mand, der tjener 1,5 millioner kroner om året, ikke selv kan betale for sine underbukser og familiens ferie, men i stedet hæver fra kontingentkassen.

Kan Løkke klare presset?

Partitoppen forsøger som nævnt at forsvare og forklare sagerne med, at Løkke bare har fulgt tidligere partiregler.

Sandheden er dog, at problemerne med at skelne mellem egne og andres penge har fulgt Løkke gennem hele karrieren.

Fra da han som amtsborgmester i 1999 fik 55.000 til at rejse til New York for, og alligevel afleverede bilag for godt 3.000 kroner bagefter. Da han i samme amtborgmesterrolle brugte knap 250.000 kroner på taxaer. Eller da han som indenrigs- og sundhedsminister trods en ministerhyre afleverede bilag på formiddagsaviser og cigaretter til refundering.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mønsteret fik i efteråret hans tidligere viceamtsborgmester i Frederiksborg, Connie Didriksen (S), til at konkludere:

»Det var aldrig hans egen baglomme, der pungede ud. Og han standsede først, når han blev opdaget«.

I disse dage kæmper Lars Løkke for sit politiske liv. Tidligere har han haft held med at vende tilbage til overfladen som en korkprop. Men sagen denne gang slider på Løkkes person. Under bilagssagen i 2008 overvejede han sin politiske fremtid, fortæller nogle af dem, der var tæt på dengang. Spørgsmålet bliver også denne gang, om mennesket Løkke kan stå for presset.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden