Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Tronarving. Ifølge Claus Hjort Frederiksen (V) har traditionen i Venstre længe været, at næstformanden bliver formand i tilfælde af skifte.
Foto: Jens Dresling(Arkiv)

Tronarving. Ifølge Claus Hjort Frederiksen (V) har traditionen i Venstre længe været, at næstformanden bliver formand i tilfælde af skifte.

Politik

Hjort: Kristian Jensen skal være næste V-formand

Debatten om tronfølgen i Venstre får ny næring af Claus Hjort Frederiksen, som kalder næstformand den naturlige og rigtige afløser for Lars Løkke.

Politik

Få dage før Venstres landsmøde i Odense går tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ind i den ømtålelige debat om formand Lars Løkke Rasmussens efterfølger.

Ifølge Hjort Frederiksen bør Venstres næste formand blive nuværende næstformand Kristian Jensen. Det vil ligge i naturlig forlængelse af de senere års partitradition:

»Det har igennem en årrække været sådan, at næstformanden bliver formand for partiet, hvis formanden skulle få en tagsten i hovedet – eller ikke ønske at fortsætte i politik. Det er urokket«, siger Claus Hjort Frederiksen.

Så Kristian Jensen er den næste formand?

»Ja, som kortene ligger, er han jo. Det ligger i det at vælge næstformanden«.

Den rigtige formand

Er han også den rigtige næste formand?

»Ja, det synes jeg. Jeg synes, Kristian Jensen gør et meget fint stykke arbejde som leder af folketingsgruppen. Han markerer Venstres synspunkter rigtig godt«.

Claus Hjort Frederiksen understreger, at det »ikke ændrer et spor i min opfattelse«, at tidligere forsvarsminister Søren Gade har forladt sin stilling i toppen af dansk landbrug og principielt ville kunne gøre comeback i dansk politik.

Næstformand Kristian Jensen tager godt imod Claus Hjorts melding – men vil ikke ind i en dybere debat om fremtidige scenarier.

»Det er pæne ord, og dem er jeg altid glad for. Men det er jo ikke aktuelt for nærværende. En nu tidligere formand og tidligere Nato-generalsekretær (Anders Fogh, red.) har engang lært mig, at man ikke skal udtale sig om hypotetiske spørgsmål. Og lige nu er det ikke aktuelt«, siger Kristian Jensen.

Netop spørgsmålet om tronfølge er et tilbagevendende tema i Venstre. Og det har fyldt ekstra meget siden forårets bilagssag, hvor partiet var i dyb krise og Lars Løkke Rasmussen var på randen af at blive væltet som formand.

Gade ledig på markedet

På de indre linjer i partiet har Kristian Jensen længe været en torn i øjet på mange af Lars Løkke Rasmussens nære allierede. Flere kilder har luftet, at Kristian Jensen reelt eliminerede sine fremtidige formandschancer, da han på det dramatiske hovedbestyrelsesmøde i Odense 3. juni fravalgte et åbent opgør med Løkke og i stedet valgte at bakke op om Løkkes fortsatte lederskab.

Andre fremhæver derimod, at Kristian Jensen købte sig goodwill ved at skåne partiet for et opslidende opgør.

I sidste uge vakte det betydelig opsigt, at den Søren Gade blev ledig på jobmarkedet. Netop Gade – der betegnes som nær allieret til Lars Løkke – har åbent erkendt, at han før mødet i Odense overvejede at melde sig som formandskandidat, hvis Løkke var væltet.

Selv har Gade afvist tanken om at stille op til Folketinget, men det forhindrer ikke, at han efter valget kan gøre comeback i form af en ministerpost.

»Kun monarkiet har arvefølger«

I flere år blev Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, set som et alternativ til Kristian Jensen i et fremtidigt formandsscenario. Og da debatten om tronfølgen brød ud på landsmødet i Odense for et år siden – og Kristian Jensen blev nævnt som Løkkes naturlige efterfølger – replicerede Pind med ordene:

»Så vidt, jeg ved, findes der kun arvefølger i monarkiet«.

I dag er Søren Pind fåmælt om Claus Hjort Frederiksens bidrag til formandsdebatten:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg blev spurgt om selv samme sag på sidste års landsmøde. Der svarede jeg. Og jeg har ikke mere at sige om den sag«, siger han i dag.

Lægger foråret bag sig

Partiets kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, er ikke bleg for at give sin fuldtonende støtte til Kristian Jensen som efterfølger på formandsposten.

»Jeg er meget enig i det, Claus Hjort siger. Jeg synes også, vi har en rigtig stærk næstformand, som er klar, når den tid skulle komme. Vi håber jo på, at der går rigtig lang tid, fordi Lars Løkke kommer til at sidde som statsminister og formand i mange år. Men det er altid godt at være forberedt. Og det mener jeg, at vi er – i stærkeste opstilling«, siger Michael Aastrup Jensen.

Claus Hjort Frederiksen har som central figur i Venstre i årevis bekæmpet fløjkrige af den slags, der er kendt fra andre partier.

Og nu, hvor der officielt er kommet et samlet formandskab bestående af Løkke og Jensen, mener han, at Venstre har lagt krisen fra foråret bag sig.

»Jeg tror ikke, at vi kan sige, at der er fløje i Venstre. Og jeg vil blive dybt bedrøvet, hvis nogen bevidst arbejder for at lave fløje i partiet. Der kan jeg bare henvise til, hvordan det er gået Socialdemokratiet, SF og Det Konservative Folkeparti. Og det burde være afskrækkende nok for enhver venstremand«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce