Exit. Justitsminister Karen Hækkerup (S) går af og stopper helt i dansk politik.
Foto: JENS DRESLING (arkiv)

Exit. Justitsminister Karen Hækkerup (S) går af og stopper helt i dansk politik.

Politik

Karen Hækkerup: Jeg vender aldrig tilbage til Folketinget

Karen Hækkerup går af som minister og glæder sig til lobbyarbejde.

Politik

Efter sytten år i politik siger Karen Hækkerup farvel. Hun går af som justitsminister og skal fremover være direktør i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Hvordan kan du sige nej til at fortsætte som justitsminister?

»Fordi jeg har fået et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg ved det er utraditionelt. Det er ikke sket siden 1989, hvor Palle Simonsen gik af som finansminister. Men nu har jeg fået dette tilbudt og så har jeg været nødt til at gøre regnebrættet op. Jeg har været politiker i 17 år, og nu er det tid, til at prøve noget andet, for jeg tror heller ikke på, at man skal være politiker hele sit liv«.

»Jeg har kæmpet for at gøre en forskel, og det kommer jeg også til fremadrettet. Det er fortsat en samfundsmæssig tung post, jeg skal sidde på. Jeg har måtte gøre op, at den plads var ledig nu, og det var den måske ikke, når jeg var helt klar. Derfor nu. Også selv om skiftet sker lidt før, end jeg havde regnet med«.

Det kan se ud som om, du flygter fra et valgnederlag?

»Men det gør jeg ikke. Jeg er socialdemokrat, og det vil jeg stadig være, og jeg håber og tror, at Helle og de andre vil få den anerkendelse for det store arbejde, som jeg synes, at de bør have. Jeg synes, at vi leverer svar på nogle af de store udfordringer. Senest på asylområdet«.

Men du vælger jo at gå fra holdet i stedet for at blive og kæmpe?

»Jeg har kæmpet for det her hold og slidt i det som minister, som det kræver. Man skal passe på med at overvurdere egne evner, og nu kommer der et nyt hold, som sikkert kan blive endnu bedre«.

Du er en del af en meget politisk familie, hvad har reaktionerne været på din beslutning?

»Som i alle andre familier tænker min familie jo først og fremmest på mig i den situation. Det har været en svær beslutning, men jeg har haft fuld opbakning til den«.

Er det et definitivt farvel til politik?

»Ja, det er det. Det mener jeg, at man bør gøre. Man kan ikke være to steder på en gang, og derfor er det bedre at lukke døren bag sig. Jeg har været i politik så længe, at nu er det tid til at starte et nyt kapitel i mit liv«.

Så vi kommer ikke til engang at se dig i Folketinget igen?

»Nej, det gør man ikke«.

Hvad er din mission med Landbrug &Fødevarer?

»Min mission ligger meget i forlængelse af den vision, som organisationen allerede har. Vi skal give dansk landbrug den anerkendelse og plads i samfundet, som det fortjener, og der er mange store udfordringer foran, som jeg glæder mig til at hjælpe med at tage hånd om. Jeg er meget stolt over, at skulle være med til at udfylde den rolle«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce