Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Paw Karslund har skiftet Socialdemokraterne ud med Dansk Folkeparti. Kilde: Politiken.tv / interview: Frank Hvilsom / foto: Thomas Borberg / Klip: Henrik Haupt

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dansk Folkepartis stemmer: Kuffertslæberen rejste fra S til DF

Paw Karslund har sendt sin socialdemokratiske bagage langt væk og er nu et stolt medlem af Dansk Folkeparti.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Her forleden kom nogle af kollegerne fra aftenholdet hen til Paw Karslund inde i mandskabsstuen og sagde, at nu havde de fået nok. Nu var det slut. Nu ville de også stemme på Dansk Folkeparti.

»Skal de af med nogle frustrationer, så kommer de til mig, fordi de ved, at jeg er politisk aktiv, og fordi de kan se, hvad vej vinden blæser for mig og for partiet«, siger han.

Det var en række indbrud hjemme på parcelhusvejen, som havde sat kollegernes sind i bevægelse, og det var utrygheden over den grænseoverskridende kriminalitet, som de nu havde fået nok af.

»Man kan rynke nok så meget på næsen ad diskussionen om grænsebomme og grænsekontrol, men mange er altså af den overbevisning, at der skal ske noget«, siger Paw Karslund.

Han er 41 år, arbejder som kuffertslæber – eller flyportør som det hedder – for SAS i Københavns Lufthavn. Han er medlem af kommunalbestyrelsen i Tårnby valgt for Dansk Folkeparti med 1.200 personlige stemmer og kandidat til det folketingsvalg, som kommer i løbet af næste år.

Får han lige så mange stemmer her, kan han blive valgt ind som tredje kandidat lige efter partiets politiske stjerner Peter Skaarup og Martin Henriksen. Paw Karslund tror på det. Flere og flere stemmer på partiet, og det er ikke bare på grund af de indbrud, som plager kollegerne, forklarer han.

Det er også fornemmelsen af utrygge arbejdsvilkår, presset fra østarbejderne, arbejdsmarkedets reformer, direktiver fra EU, oplevelsen af mangel på national selvstændighed, presset på velfærdsstaten og så – ikke mindst – den øgede indvandring og det, Paw Karslund kalder velfærdsturisme.

»Kollegerne føler afmagt. Det har været mærkbart de sidste ti år. De føler ikke, at de bliver lyttet til eller taget alvorligt, og de vil gerne se konkret politisk handling. De vil se noget, der virkelig batter«, siger han.

Folk savner et holdepunkt

Hvorfor, spørger kollegerne, kommer vi ikke før en østeuropæer, vi har trods alt vores familier her. Det er vores nærområde, siger de.

»De kan se, at andre flyselskaber ansætter folk fra Fjernøsten til 3.000 kroner om måneden i job, som skandinaver havde før. De kan se, at et selskab som Norwegian rykker sine oversøiske ruter i skattely i Irland for helt uden skrupler at rage profit til sig selv og deres aktionærer. Man kan i det hele taget bare se til, mens samfundssind og moral siver væk«.

Det avler utryghed, mener han.

»Folk savner et holdepunkt, hvor de kan føle sig sikre. De kigger mod Christiansborg, men de ved godt, at de store linjer bliver afgjort i Bruxelles, og at kapitalen og arbejdsmarkedets fri bevægelighed desværre er rammevilkårene«.

Derfor, mener han, orienterer flere og flere sig mod DF.

»Nogle er stadig loyale over for de gamle partier, men ellers kigger folk mod DF og mod Enhedslisten, fordi de tydeligt ser profilen. Hos os kan de lide, at DF har kant i forhold til spørgsmålene om vores nationale interesser«.

I lære som skibsbygger

Paw Karslund sidder ved spisebordet i parcelhuset på Amager. Her bor han med to delebørn på 8 og 10 år og to hunde. Et kunstigt juletræ med pynt lyser op i stuen, et nisselandskab med skøjtebane er på plads på en kommode, og udenfor langs taget løber en lyskæde. Det er ikke langt fra lufthavnen, hvorfra flyene letter hen over kvarterets hustage.

»Jeg er et stolt medlem af DF, og det er ikke længere kun kuffertslæberne, som stemmer på partiet. Det er også dem i cockpittet nu«, siger han med henvisning til seneste vælgermåling fra Megafon, som viser, at DF kan blive største parti ved næste folketingsvalg, og at tilslutningen kommer fra uventede kanter. Nye DF’ere har pæne lønchecks, længere uddannelser og er yngre end partiets traditionelle vælgergruppe.

LÆS SIGGE WINTHER

»Socialdemokratiet var et flagskib i dansk politik, men nu føler folk sig pinligt berørt over det. Det er blevet akademiseret og borgerfjernt. Deres politikere kan ikke længere tale et sprog, som folk forstår«.

Engang opfattede han sig selv som socialdemokrat. Faderen var i mange år socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen i Tårnby Kommune og ungdomsklubleder på Nøragersmindegården på Vestamager. Moderen var pædagogisk leder, og familien boede i et hus tilknyttet gården, hvor man holdt geder, heste, får, kaniner, høns og gæs.

Både Vestamagers rødder og godtfolk fra området fandt et frirum på Nøragersmindegården.

»Min far sagde altid, at der skulle være højt til loftet og langt til døren. Han havde et godt personligt forhold til mange af rødderne, og han har hjulpet mange af dem videre i tilværelsen«.

Han kom i lære som smed og skibsbygger på det nu lukkede skibsværft B&W på Refshaleøen i København. Her nåede han at arbejde i fem år, inden værftet drejede nøglen om.

Det var en arbejdsplads, som gav ham en læring for livet, fortæller han.

»Jeg lærte at bygge skibe, men jeg mærkede også en oprigtig varme og interesse i, hvem man var, og hvordan det gik en. Vi var 15-20 stykker i sjakket. Alle kendte navnene på hinandens børn og på konerne. Og så var der altid en god humor. Jeg lærte, at et arbejde aldrig kan være mere værdifuldt end forholdet til kollegerne. Det er noget rent menneskeligt, som får en til at føle sig værdsat. «.

Afsked med Socialdemokratiet

I starten af 00’erne blev Paw Karslund medlem af Dansk Folkeparti efter at have stemt på partiet ved en række valg.

»Det var især partiets udlændinge- og værdipolitik, som tiltrak mig. Det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan lide fremmede. Det er bare vigtigt for mig, at vi fordomsfrit kan tale om det, og at der kom for mange til landet, som havde problematiske værdisæt med sig. Jeg bryder mig ikke om tvangsægteskaber og social kontrol. Jeg kan godt lide, at man er åben, og derfor er jeg glad, når jeg ser muslimske piger, som ikke er tildækkede, og jeg bliver ked af det, hvis muslimske børn ikke kommer med til fødselsdage eller klassefester«.

Han blev engageret i kommunalpolitik, og i 2006 blev han valgt ind i byrådet i Tårnby for DF, hvor hans far, John Karslund, sad i den socialdemokratiske gruppe.

»Men det betød ikke så meget, vi var alligevel enige om det meste«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Faderen blev mere og mere skeptisk over for den socialdemokratiske udlændingepolitik og begyndte at tale imod partilinjen. Til sidst blev han efter 42 års medlemskab ekskluderet af partiet.

»Det, som slog hovedet på sømmet, var nok, da han holdt stigen for sønnike«, fortæller han.

Under valgkampen til folketingsvalget i 2007 var faderen med ude at holde stigen for Paw, mens han kravlede op i lygtepælene med DF-plakaterne. Det var mere, end den socialdemokratiske selvforståelse kunne holde til.

Slagsmål om asylsøgere

Han er overbevist om, at udlændingepolitikken igen bliver et centralt politisk slagsmål i valgkampen. Eksempelvis er der for mange syrere i Danmark, mener han.

»Hvis vi tæller familiesammenføringer med, så kan 10.000 syrere nemt blive til 50.000. Hvor skal de bo henne? De har ret til en bolig, men kommunerne har ikke boliger til dem. Igen må jeg sammenligne med danskernes egne rettigheder. Jeg kender ikke nogen danskere, der får ret til en bolig, på trods af at de mangler tag over hovedet. Det er ikke okay«.

LÆS LEDER

Paw Karslund lægger vægt på værdier som kongehuset, ytringsfrihed og dansk frisind, og skal han nævne et eksempel på danskhed, peger han på filminstruktøren Erik Clausen.

»Han rammer mig lige i hjertet med sin humor og selvironi og måden at filmatisere hverdagens Danmark og den arbejdende kultur. Han er heller ikke så politisk korrekt«.

Den danske faglige bevidsthed, som han finder den hos fagforeningen 3F i Kastrup, ligger også højt på listen. Her har han været aktiv i 13 år blandt andet som arbejdsmiljørepræsentant og medlem af Ekspeditionsarbejdernes bestyrelse.

»Var vi ikke organiseret i 3F, så var vi solgt til stanglakrids i forhold til spørgsmålet om at bevare vore arbejdspladser. Her står man skulder ved skulder om arbejdsvilkårene. Derfor er det ærgerligt, at kun knap 10 procent af østarbejderne organiserer sig i en fagforening. Jeg tror, at mange af dem ikke tør«.

Han blev spyttet på

Men engagementet i DF medfører også vanskeligheder i det faglige miljø. Han har været udelukket fra fælles valgdebatter, og det er stadig ikke lykkedes at blive inviteret med til kongres i Aalborg.

»I dag er det mest værkstedshumor med et glimt i øjet, og det er fint nok. Men i starten var det mere ondskabsfuldt, men det kan jo ikke være rigtigt, at vi ikke kan have nogen faglige værdisæt til fælles, selv om man har en kritisk holdning til indvandringspolitikken. Mange mente, at jeg havde et forkert menneskesyn«.

Har nogen kaldt dig racist?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ork, ja til vælgermøder og gadekampagner. Der er blevet spyttet efter mig på gaden. Jeg er bare ked af, at man skal kæmpe så hårdt for de danske værdier, og så vil jeg sige, at hvis man har en indvandringspolitik og en diskussionskultur som i Sverige, så er man nok med til at skabe politisk grobund for mere kedelige typer. Fordi folk ikke mener, at de bliver taget seriøst, når de siger, at de bliver presset på deres værdier. De fleste mennesker i det her land er åbne og tolerante, men vi har måske bare en bekymring for, om det hænger sammen økonomisk og kulturelt med den indvandring. Men racister er kedelige mennesker, synes jeg«.

Er der noget ved DF’s politik, som du ikke kan lide?

»Vi har en hård retspolitik, og der går jeg nok ikke hundrede procent hele vejen. Jeg kan nævne et sted som Christiania. For mig at se, er der ikke noget, der hedder, ryd Christiania. Mange skæve individer får et bedre tilbud derinde, end de kan få fra en kommunal sagsbehandler. Jeg er imod legalisering af hash, men det er jo en del af både Danmark og Christiania, og det vil nok være blåøjet og naivt ikke at tro, at sådan vil det formentlig også være fremover«.

Hvad kunne få dig tilbage til Socialdemokratiet?

»Ikke noget. Jeg er ked af det på deres vegne, men deres folk kommer direkte fra jurastudierne i stedet for arbejdspladserne. Nogle af deres profiler er simpelthen for utroværdige, og her kan man jo bare pege på landets statsminister. Det virker, som om hun lever i sit eget univers og egentlig kun vil sit eget bedste. Hun er langt fra Erik Clausen. Socialdemokratiet har ikke nogen, som jeg kan se mig selv i, og det er næppe kun mig, der har det sådan. Så lur mig, om ikke Dansk Folkeparti vil blive endnu større«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden