Valgforbund. Gruppeformand Stine Brix (EL) slår til lyd for enten valgforbund ed folketingsvalg eller fjernelse af spærregrænsen.
Foto: Martin Lehmann (arkiv)

Valgforbund. Gruppeformand Stine Brix (EL) slår til lyd for enten valgforbund ed folketingsvalg eller fjernelse af spærregrænsen.

Politik

Idé fra Enhedslisten skal forhindre stemmespild på Elbæks parti

Borgerlige siger nej til forslag om valgforbund. SF og Alternativet er positive.

Politik

Da partiet Alternativet i denne uge i Økonomi- og Indenrigsministeriet afleverede de godt 20.000 vælgererklæringer, der gør partiet opstillingsparat ved det kommende folketingsvalg, var det med en - for mange - overraskende meningsmåling i ryggen.

Dagen forinden havde en måling foretaget af Greens Analyseinstitut for Børsen nemlig givet partiet 1,7 procents vælgeropbakning, og som Børsen skrev i overskriften, er Uffe Elbæks parti dermed »meget tæt på spærregrænsen« på to procent.

Det er naturligvis godt for Elbæk & co.

Mere demokratisk repræsentation

Men hos resten af centrum-venstrefløjen frygter man et scenarie, hvor Alternativet høster en masse af centrum-venstrefløjens stemmer, men lige nøjagtig ikke når over spærregrænsen, hvorfor stemmerne ikke kan bruges i kampen om at beholde statsministerposten i blokken.

Det ville i nogle tilfælde kunne være til fordel for den røde blok og i andre tilfælde være til fordel for den blå blok

Det stemmespild skal der gøres op med, mener Enhedslisten. Derfor fremsætter partiet et beslutningsforslag, som skal sikre en mere demokratisk repræsentation i Folketinget.

»Den situation, vi har lige nu, afspejler det problem, at der kan være et mindre parti, der får mange tusinde stemmer, men som alligevel ikke kommer ind, og så bliver de stemmer ikke repræsenteret i Folketinget«, siger partiets gruppeformand, Stine Brix.

Enhedslisten vil med beslutningsforslaget pålægge regeringen at undersøge forskellige modeller. Partiet peger selv på, at man enten kan fjerne spærregrænsen eller tillade valgforbund ved Folketingsvalg, som man også kender det fra region-, kommunal- og europapparlamentsvalg.

Her kan partier indgå et forbund og på den måde så at sige deles om 'overskudsstemmer', der så måske kan udløse et ekstra mandat til det ene af valgforbundets kandidater.

EL: Både til fordel for rød og blå blok

Stine Brix afviser, at forslaget blot er et desperat forsøg fra et parti, der frygter, at den røde fløj denne gang med Alternativet som det usikre kort risikerer et valgnederlag på den konto.

»Det ville i nogle tilfælde kunne være til fordel for den røde blok og i andre tilfælde være til fordel for den blå blok«, siger hun og fortsætter:

Jeg synes, man må dele sig efter anskuelse, og så må vi prøve at finde sammen i Folketinget bagefter

»Det problem, som der kan opstå med Alternanativet nu, hvor det kan ende med at være et rødt flertal i befolkningen, men en blå regering - det samme problem stod man jo med i 2007 med Ny Alliance, hvor der var samme risiko. Eller med Kristendemokraterne, som har stillet op uden at komme ind, men alligevel har taget nogle stemmer. Det er jo et velkendt problem, når små partier stiller op i Danmark«.

På trods af det, bliver det i hvert fald ikke fra de konservative og Dansk Folkeparti, at Enhedslisten får opbakning til hverken valgforbund eller en afskaffelse af spærregrænsen.

K: Uregerligt Folketing

Den konservative gruppeformand, Brian Mikkelsen, hvis parti ellers selv til tider har snuset til spærregrænsen, siger nej til begge dele. Valgforbund eller lavere spærregrænse vil ifølge Mikkelsen kunne medføre et uregerligt Folketing, hvis der kommer endnu flere små partier i Folketinget.

»I forvejen er det svært i forhold til andre lande at regere, og derfor synes vi, der skal være en spærregrænse på to procent. Jeg synes også, det er en dårlig idé med valgforbund. Hvis man lavede valgforbund, synes jeg det ville være udemokratisk, for så kunne alle de blå partier slå sig sammen og de røde det samme, og hvor er de radikale og Alternativet så? Jeg kan ikke se nogen fremtid i det. Jeg synes, man må dele sig efter anskuelse, og så må vi prøve at finde sammen i Folketinget bagefter« siger Brian Mikkelsen.

På det lidt kække spørgsmål, om det ikke potentielt kunne være en redning for netop de konservative, svarer Brian Mikkelsen lige så kækt tilbage:

»Jamen, nu kan du jo se, at vi går frem i målingerne. Vi ligger over fem procent i den seneste, så vi kan godt lave en femprocentsgrænse, hvis det er det«, griner Mikkelsen og skynder sig at understrege:

»Nej, vi synes stadig, to procent er fornuftigt som spærregrænse«.

DF: Kommuner og EP er noget andet

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, hælder også til et nej, selv om hans parti ifølge ham »normalt er positive over for nye ideer«.

»Vi har jo allerede en forholdsvis lav spærregrænse sammenlignet med andre lande. Men jeg tror, vi ville få et mere kaotisk parlamentarisk system, hvis alle, der kan skrabe 1/175 af stemmerne hjem, kan komme i Folketinget«, siger han og afviser ligeledes valgforbund:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Samlet set synes jeg, at det system, vi har, fungerer udmærket. Grunden til, at man har valgforbund i kommuner og ved europaparlamentsvalg, er, at der er så forholdsvis få mandater, der skal fordeles, og det vil sige, at spærregrænsen kan være frygtelig høj i nogle byråd og også ved ep-valget. Men jeg synes, der er en fin mindretalsrepræsentation i Folketinget med den nuværende spærregrænse og uden valgforbund«.

SF kan godt se pointen

Hos SF, der siden regeringsskiftet i 2011 oplevede en gevaldig rutchetur ned i meningsmålingerne, men som nu synes at være på vej frem, er gruppeformand Jonas Dahl mere positiv.

»Der er nogle skævheder i den valglovgivning, vi har til Folketinget nu, og det er vi indstillet på at se på. Vi synes, det er en god ide at få en bred drøftelse af valgstrukturen«, siger han.

Skyldes det ikke bare, at I ikke kan holde tanken ud om, at der måske er halvanden procent, der stemmer på Elbæk, og så går de stemmer til spilde?

»Vi har ikke diskuteret, om vi skulle gå i valgforbund med nogen, og hvem det i givet fald skulle være. Men jeg synes, der er noget rigtigt i det, uanset om det er rød eller blå, der har et flertal. Hvis der er et vælgermæssigt flertal for en statsminister, som ikke mandatmæssigt har flertal, synes jeg ikke nødvendigvis, det er hensigtsmæssigt. Så jeg kunne godt se pointen i at overveje og sikre noget demokratisk repræsentation, der er mere direkte«, svarer Jonas Dahl.

Elbæk: Ja

For Alternativet er skrækscenariet, at debatten om stemmespild kan føre til, at vælgere, som egentlig gerne ser Alternativet i Folketinget, undlader at stemme på partiet af frygt for, at stemmen skal gå til spilde, hvis partiet ikke kommer over spærregrænsen. Partileder Uffe Elbæk er uden tvivl tilhænger af, at hans parti skulle kunne gå i valgforbund med nogenlunde ligesindede partier.

»Hele diskussionen om stemmespild, som også florerer om Alternativet, ville man kunne undgå, hvis man kunne lave valgforbund«, mener Elbæk, der erkender, at vælgerne i tilfælde af valgforbund kan risikere, at deres stemme på ét parti i virkeligheden kommer til at sikre et andet parti et mandat.

»Det er selvfølgelig modargumentet. Men egentlig synes jeg, det er ganske glimrende at sige, at hvis du vil den retning, som et valgforbund vil, så støtter du den retning«.

Hvilke partier kunne du se dig selv i valgforbund med?

»Vi peger jo på Helle Thorning-Schmidt (S), hvis der var valg nu. Det er jo ikke fordi, vi har armene over hovedet, men fordi vi trods alt synes, det er en mere progressiv miljøpolitik, som regeringen fører. Men jeg vil ikke på stående fod tage stilling til, hvem vi kunne gå i valgforbund med, men det ville være partier, der indgår i centrumvenstre«.

Opbakning skyldes ikke usikkerhed

Og din opbakning skyldes ikke bare, at I selv hænger lidt lavt?

»Overhovedet ikke. Min grundholdning er, at hele diskussionen om stemmespil er forfejlet. Jeg synes, man spilder sin stemme, hvis man stemmer på nogen, man ikke er enig med. Det kan aldrig være stemmespild at stemme på nogen, man er enig med«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Heller ikke, hvis partiet ikke kommer ind?

»Nej, det synes jeg overhovedet ikke. Tag bare Enhedslisten, som også havde meget svært ved at komme ind. Skulle man så også have undladt at stemme på dem, da de stillede op første gang? Nej, det synes jeg overhovedet ikke«, svarer Uffe Elbæk.

Det er ikke lykkes at få en kommentar fra Venstre, de radikale, Liberal Alliance og Socialdemokraterne.

Partierne kommer dog til at tage stilling til forslaget, når det snart fremsættes i Folketinget.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce