Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Smal. Lars Løkke Rasmussen præsenterede søndag sit nye ministerhold. Den smalle V-regering kommer på hårdt arbejde, når der skal samles flertal for regeringens politik i Folketinget.
Foto: MADS NISSEN

Smal. Lars Løkke Rasmussen præsenterede søndag sit nye ministerhold. Den smalle V-regering kommer på hårdt arbejde, når der skal samles flertal for regeringens politik i Folketinget.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Analyse: Lars Løkkes løftefri regering

Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen skal demonstrere evner i disciplinen samarbejde i en langt mere grumset virkelighed, end sidst de havde magten.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nogen hvirvelvind af en selvsikker nytiltrådt statsminister lignede Lars Løkke Rasmussen (V) ikke, da han søndag middag genindtog spejlsalen i Statsministeriet efter fire års udlån af nøglerne til Helle Thorning-Schmidt (S).

Så demonstrativt ydmygt fortsatte han retorikken fra valgaftenen om »valgets tale«, at det bliver svært for både opposition og presse at rive ham løftebrud i næsen fra denne første seance om regeringens grundlag og målsætninger.

»Vi er os fuldstændig bekendt, at vi ikke på forhånd, i forhold til alle de initiativer vi tager i efteråret og i foråret, har alle flertal på plads. Men vi har et klart sigte«, lød det om regeringens program.

FAKTA:

Med ambitionen om at sænke marginalskatten er der i statsministerens øjne tale om »en justeret ambition i forhold til det, jeg sagde i valgkampen«. Og hvad reformtempoet angår, kan det skam sagtens være, at »vi ikke kan flytte os i det tempo, vi selv ville«.

Godt nok regner Løkke efter sidste uges indsats som kongelig undersøger med, at han kan samle flertal for sine justeringer af planloven, udflytningen af statslige arbejdspladser, en lavere integrationsydelse og et justeret kontanthjælpsloft.

Men for dem, der havde brug for staveplade, sørgede han for at runde sit pressemøde af med en påmindelse om, at »vi er en lille mindretalsregering, som på ingen måde insisterer på, at man én til én skal gennemføre Venstres politik eller det, der er regeringens politik, udtrykt i regeringsgrundlaget«.

Ingen præcise måltal

Regeringsprogrammet, ’Sammen for fremtiden’, er blevet til i så stor hast, at det søndag formiddag hverken var blevet forsynet med indbinding eller sidetal på de lige sider. De 36 sider vidner om, at den tiltrædende smalle Venstre-regering viderefører den uklart definerede sigtelinjepolitik, der har præget regeringschefen siden 2011-valget.

Rigtig meget fremadrettet politik er parkeret i pensionskommissioner, energikommissioner, trepartsdrøftelser og hos en særudpeget gransker på den udenrigspolitiske område. Et kasseeftersyn af de offentlige investeringer og et serviceeftersyn af togfondsmilliarderne er det også blevet til. For bare at nævne en håndfuld eksempler.

Løkke vil gerne måles på evnen til at skabe private jobs og færre på overførselsindkomster, men præcise måltal findes ikke, og det offentlige forbrug er blevet nydefineret i sætninger om styrbart og almindeligt offentligt forbrug.

Den regering, han har sammensat, er en fremstrakt hånd til nogenlunde ro på de indre linjer i Venstre. Der er ikke, som da Løkke gennemførte sin første regeringsrokade tilbage i 2010, tale om, at særligt hans nærmeste støtter bliver begunstiget.

Der skal nok være kandestøbere, der spekulerer i, at næstformand Kristian Jensen med sin tunge post som udenrigsminister er blevet overdynget med opgaver på lang afstand af Christiansborg-realiteternes centrale trædemølle. Men udpegelsen som eneste chef på Asiatisk Plads og den samtidige placering i koordinationsudvalget sammen med kun Løkke og finansminister Claus Hjort Frederiksen kan lige så vel læses som en cadeau til Jensen – og en lærlingeplads til endnu højere poster senere i karrieren.

OVERBLIK:

Jensen-støtter som Ellen Trane Nørby, Karsten Lauritzen og Eva Kjer Hansen, der for 13 måneder siden var parate til at skille sig af med Løkke som partiformand, er blevet betroet tunge poster på klassiske Venstre-områder, skole, skat og landbrug. Omvendt ser den fra formandsopgøret så berømte Søren Gade ud til at skulle tage til takke med en gruppeformandspost – i går bemærkede han lakonisk på Facebook, at han skulle »til barnedåb i det vestjyske«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Troels Lund Poulsen får en central position i centrale udvalg, mens Peter Christensen, der blev vraget af vælgerne, ikke er på holdet.

Claus Hjort Frederiksen har været en gennemgående figur i toppen af Venstre-hierarkiet siden Uffe Ellemann-Jensens dage. Hans udnævnelse er utvivlsomt et forsøg på at tegne en livsforsikring i forhold til Dansk Folkeparti, som Frederiksen altid har stået nær.

I Løkkes første regeringsperiode fungerede Løkke selv, Hjort og Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, som den dynamiske trio i toppen af dansk realpolitik. En trio, der gennemførte talrige reformer i et tillidsfuldt samarbejde. Fremover er det mildest talt et åbent spørgsmål, om relationen vil fortsætte lige så vibrationsfrit. Datidens trygge VKO-flertal er væk, og Dansk Folkeparti lægger ikke skjul på, at valgets vinder ikke kan se sine egne mærkesager afspejlet i regeringsgrundlaget.

Ikke som Liberal Alliance, der i regeringsforhandlingerne blev købt til fred med en formulering om, at regeringen har »en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 procentpoint«.

Knasterne skal høvles ned

Lars Løkke Rasmussen afsluttede sine regeringsforhandlinger i et højere tempo og i en mere gennemskuelig proces, end Helle Thorning-Schmidts seance på Hotel Crowne Plaza for snart fire år siden. Den proces er der sagt meget berettiget ufordelagtigt om. Men alle dens skavanker ufortalt sørgede nervekrigen i tårnet for at få høvlet betydelige mængder knaster af vejen, så regeringen kunne manøvrere. Med et betydeligt mandattal i ryggen.

I den smalle Venstre-regerings tilfælde fremstår disse knaster på eksempelvis skatte- og udlændingepolitikken lige nu uhøvlede som på valgnatten. Nu skal regeringen foretage resten af afhøvlingsindsatsen for åbent tæppe med tre støttepartier – heraf to selvbevidste. For en uge siden, da Løkke tog fat på regeringsforhandlingerne i dronningerunde to, lagde han for en kort stund op til, at også Dansk Folkeparti kunne få placeret medarbejdere i Landstingssalens forhandlingslokale. Måske fordi han havde et ønske om en VO-regering. Det blev aldrig til noget.

I disse dage virker Dansk Folkeparti ikke til at have det alt for let med at forklare, hvorfor større eller mindre detaljer om grænsekontrollen og procentsatsen for den offentlige vækst var nok til at stå af regeringstoget inden afgang. Af samme grund gætter man næppe forkert, hvis Thulesen Dahl vil bruge de kommende måneders talrige forhandlingsforløb til at demonstrere parlamentarisk muskelkraft i armlægningen med Løkke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I dette mudrede borgerlige farvand er det samtidig Løkkes opgave at strække næven frem til den nye socialdemokratiske leder, Mette Frederiksen, der ikke brugte sin kåringssøndag på at sende løfter om samarbejdsvilje til Statsministeriet. Frederiksen sagde heller ikke det modsatte i kongrestalen, der dog indeholdt en formulering om, at »når du skævvrider Danmark og glemmer at tænke på dem, der har mindst, er vi din hårdeste modspiller«.

Det er et åbent spørgsmål, om overraskelsen på regeringsholdet, afgående DA-direktør og nuværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, vil vise sig som en sand samarbejdets mester eller en rød klud i ansigtet på oppositionen, når regeringen skal jagte brede aftaler om dagpenge og kontanthjælp. Men hvis han fortsætter sine meldinger fra april om Danmark som et »taberland« på grund af det høje antal voksne mennesker på offentlig forsørgelse, vil han givet være velegnet kanonføde for kontant oppositionspolitik.

Som minister er Lars Løkke Rasmussen opvokset i VKO-epokens trygge rammer. I de kommende halvår skal han vise, om han kan manøvrere i et Folketing lige så grumset, besværligt og uigennemskueligt som i forrige århundrede. Nemt bliver det ikke. Umuligt næppe heller.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden