Statsministeren proklamerede at man vil styrke samarbejdet med EU og vores nabolande. Kilde: Politiken.tv / Johannes Skov Andersen og Jakob Kyed

Politik

Løkke ønsker, at asylansøgere får lov at komme til Sverige

800 flygtninge kommet over grænsen på to døgn. Tre menneskesmuglere anholdt.

Politik

Statsminister Lars Løkke Rasmussen håber, at der bliver fundet en løsning, så flygtninge, der ikke ønsker at søge asyl i Danmark, kan rejse videre til Sverige, hvor de håber at få opholdstilladelse.

Det sagde Løkke på et kort pressemøde, efter at han havde orienteret Folketingets partiledere om sitiationen ved den dansktyske grænse.

Time for time stiger antallet af flygtninge, der krydser grænsen. Ved statsministerens pressemøde i eftermiddags blev det opgjort til omkring 400, nu er tallet vokset til 800 personer, sagde Løkke her til aften.

»Vi har en forventning om, at det tal vil vokse yderligere i aften. Der er kommet 550 ind ved Rødby, 170 ved Sydjylland samt et mindre antal på Fyn og i København. Langt de fleste af dem, som myndighederne er i kontakt med, ønsker ikke asyl i Danmark. Det rejser spørgsmålet om, hvordan vi håndterer den gruppe, som er i Danmark, men som ikke ønsker at søge asyl«, sagde Løkke.

På embedsmandsniveau er Danmark nu i kontakt med de svenske myndigheder, da flertallet af de nyankomne flygtninge vil videre til Sverige.

»Vi håber, at vi finder ud af en løsning, så de kan søge derhen, hvor de har en ambition om at komme hen«, sagde Løkke.

Tre menneskesmuglere er blevet anholdt

Han understregede samtidig, at det danske politi ikke vil bistå flygtningene i at nå frem til grænsen til Sverige, før at der eventuelt ligger en aftale mellem Danmark og Sverige om det.

Løkke oplyste desuden, at han ikke har været i kontakt med sin kollega i Sverige omkring det spørgsmål. Statsministeren fortalte desuden, at der er blevet anholdt tre menneskesmuglere i forbindelse med den aktion, som det danske politi er i gang med i Rødby og andre steder.

Dublin-forordningen i EU forpligter et land til at registrere de flygtninge, der ankommer. Ifølge reglerne kan Danmark ikke blot lade flygtningene rejse videre til Sverige. Derimod skal de registreres i Danmark, hvor deres ansøgning om asyl i givet fald også skal behandles.

LÆS ARTIKEL

Men Løkke sagde på pressemødet, at der er tale om en ekstraordinær situation, som Danmark ønsker at håndtere med en vis »konduite«.

»Politiet er tæt på de mennesker, som i deres handlinger viser, at de ikke har en ambition om at blive i Danmark. Vi håber på en løsning, så dem på landevejen søger ly under politiets beskyttelse, så de kan blive håndteret værdigt og humant«, sagde Løkke.

Dublin-forordningen er en hjørnesten i EU-samarbejdet om flygtninge, og den er ved at smuldre.

Italien, Grækenland, Ungarn, flere østeuropæiske lande og senest Tyskland lader flygtninge rejse gennem deres lande til andre EU-lande. Løkke har kritiseret andre lande for at lade hånt om denne aftale, og derfor understregede han flere gange på pressemødet, at Danmark vil respektere Dublin-forordningen og dermed ikke vil hjælpe flygtninge til Sverige, uden at der er en klar aftale med Sverige.

75 asylansøgere kommet til Sverige via Danmark

Det svenske Migrationsverket oplyste i morges, at de havde modtaget 75 asylansøgere, der er rejst til Sverige via Danmark. Det tal kan meget vel vokse, da Løkke erkendte, at med de åbne grænser er der ingen garanti mod, at flygtninge af egen drift søger mod Sverige og krydser grænsen.

»Vi har ikke indført grænsekontrol, så jeg kan ikke afvise, at nogen kommer til Sverige, uden at det kommer til vores kendskab«, sagde Løkke.

Statsministeren brugte under pressemødet adskillige gange ordet »konduite« for at beskrive, at Danmark forsøger at håndtere situationen taktfuldt.

»Vi gør det på en måde, hvor vi står vagt om de humanitære standarder. Jeg ønsker ikke, at Rødby Station forandres til et mini-Budapest. Vi ønsker ikke tumultagtige scener eller situationer, hvor der anvendes tvang. Det skal håndteres værdigt og klogt. Det er den politiske ambition«, sagde Løkke, der samtidig roste myndighederne.

Pressemødet blev afholdt, efter at Løkke havde orienteret partilederne på et møde i Statsministeriet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg er glad for at konstatere, at der på mødet ikke var noget, der gav anledning til at justere den kurs, som politiet og myndighederne har lagt«.

S: Behov for et europæisk svar

Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen understregede efter mødet, at der på den ene side er behov for en fælles europæisk løsning, men at Danmark på den anden side fortsat selv skal fastlægge asylpolitikken.

»Jeg synes, det er åbenlyst for enhver, der følger udviklingen i Europa lige nu, at det kalder på europæiske svar, det vi står overfor. Men hvis du spørger mig, så synes jeg, det er vigtigt, at vi i Danmark selv fastlægger vores udlændinge- og flygtningepolitik, fordi vi skal finde den rette balance mellem at hjælpe mennesker på flugt – det vil vi og skal vi – og samtidig have styr, hvor mange der kommer hertil«, sagde Mette Frederiksen.

LÆS ARTIKEL

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl mener ikke, at mødet bragte partierne tættere på på en løsning. Han sagde, at der er en »famlende fremfærd« i forhold til at håndtere flygtningekrisen. Selv troppede han op med en trepunktsplan som løsningsforslag.

»Vi skal have mere styr på vores grænser i forhold til, hvem der kommer ind i Danmark. Og overfor dem der skal have beskyttelse i Danmark, der skal vi understrege midlertidigheden – at man kommer til Danmark for at få beskyttelse, indtil man kommer tilbage. Og for det tredje skal vi markant øge nærområdebistanden«, sagde Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkepartis formand understregede, at den øgede bistand i nærområderne er på betingelse af, at man samtidig styrker grænsekontrollen i Danmark og ændrer vilkårene.

Ros til Løkke fra de radikale

Den radikale leder Morten Østergaard roste statsministeren for at tilbyde Angela Merkel, at Danmark kunne modtage nogle flygtninge fra Tyskland. Morten Østergaard kalder statsministerens løfte for et »nybrud«.

»Jeg blev meget positivt overrasket. For Lars Løkke er jo kommet til magten på huhej – alene ud fra en dansk betragtning – at sørge for, at der kom færre asylansøgere. Nu har han så tilbudt Merkel at modtage 100 flygtninge, som er Tysklands ansvar. Det synes jeg altså er en drejning til det bedre«, sagde Morten Østergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS ARTIKEL

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, mener, at regeringens ønske om at finde fælles europæiske løsninger klinger hult, hvis ikke regeringen ønsker at tage del i en fælles europæisk fordeling af flygtningene:

»Løkkes melding om, at Danmark bør tage ansvar, er ikke meget værd, med mindre man vil være med til, at Europa i fællesskab finder en form for fordelingsnøgle«, sagde Johanne Schmidt-Nielsen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce