Lars Løkke ønsker at styrke dansk udenrigspolitik.
Foto: BUBANDT MARTIN

Lars Løkke ønsker at styrke dansk udenrigspolitik.

Politik

Regeringsnotat: Dansk udenrigspolitik skal styrkes på otte områder

I et fortroligt papir lægger statsminister Lars Løkke Rasmussen op til at granske udenrigspolitikken på otte områder.

Politik

Omtrent syv måneder. Så lang tid får V-regeringens kommende udenrigsgransker til at udrede udfordringerne ved Danmarks udenrigspolitik. Ifølge et fortroligt regeringsnotat, som Politiken kender indholdet af, er målet at komme med bud på »en stærkere koordinering og sammentænkning af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, forsvarspolitik, handelspolitik og eksportfremme samt udviklingspolitik«, som det fremgår af notatet.

Dermed lægges der op til, at den nye gransker får et meget bredt mandat. Og det indikerer, at der vil blive taget livtag med stort set alle områder af udenrigspolitikken. En sådan mulighed for at designe en strategi på tværs af mange centrale politikområder er en sjældenhed i Danmark.

Allerede under valgkampen annoncerede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at han ønskede en »erfaren, respekteret person« til at gentænke Danmarks udenrigspolitik. En opgave, som regeringen nu er parat til at fremlægge skitserne for, og som ifølge notatet skal være løst senest 1. maj 2016.

Allerede under valgkampen annoncerede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at han ønskede en »erfaren, respekteret person« til at gentænke Danmarks udenrigspolitik. En opgave, som regeringen nu er parat til at fremlægge skitserne for, og som ifølge notatet skal være løst senest 1. maj 2016.

Kommissoriet forventes at blive præsenteret om kort tid – muligvis allerede efter tirsdagens ministermøde. Mandag orienterede Lars Løkke Rasmussen udvalgte partier i Folketinget om regeringens planer.

Otte indsatsområder

I regeringsnotatet ’Kommissoriet for udredning om dansk udenrigspolitik’ oplistes otte områder, som skal sættes under lup – herunder situationen i »Rusland og Ukraine«, »ekstremisme i Mellemøsten« samt »globale magtforskydninger« og udfordringer vedrørende stigende migration, som det formuleres i notatet.

Allerede før valget slog Venstre fast, at de ville skære 2,6 milliarder kroner i udviklingsbistanden. I sidste måned konkluderede udenrigsminister Kristian Jensen (V), at Danmarks udviklingspolitik først og fremmest skulle fokusere på at bremse strømmen af flygtninge og migranter mod Europa. Netop derfor skal den kommende granskning også se på en konkret omlægning af udviklingsbistanden, så den passer bedre til de behov, som udviklingslandene efterspørger.

»Med nye FN-mål for fattigdomsbekæmpelse skal udviklingsbistanden spille endnu bedre sammen med andre instrumenter og modtagerlandenes egne behov«, står der i notatet.

Et oplæg til nyt forsvarsforlig

Ifølge Politikens oplysninger skal forhenværende Washington-ambassadør Peter Taksøe-Jensen sidde for bordenden. Opgaven skal løses i samarbejde med en følgegruppe, men præcis hvilken rolle, følgegruppen skal spille, er stadig uklart. Ifølge regeringsnotatet lægger man dog op til, at der kan hentes hjælp fra organisationer, forskere og eksperter med kendskab til dansk udenrigspolitik.

Ifølge Politikens oplysninger skal udredningen også udgøre et oplæg til det forsvarsforlig, som skal forhandles til foråret. »Nye trusler og den globale udvikling« skaber nemlig »behov for et fortsat stærkt transatlantisk samarbejde«, som det formuleres i notat, der også nævner, at man oplever »en stigende efterspørgsel på forsvarets kapaciteter«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De seneste år har Danmark oplevet en række udenrigspolitiske kriser, som ifølge diplomaterne på Asiatisk Plads rykker ved de tektoniske plader, som Danmarks udenrigspolitik bygger på. Det drejer sig om konflikten mod øst, Ruslands annektering af Krim, kampen mod IS og senest en massiv flygtningestrøm ind over Europa. Den slags sager, der sætter diplomatiet under pres og kræver en bedre koordinering og sammentænkning. Derfor går man højt op i, at opgaven løses hurtigt – og inden 1. maj 2016.

På Christiansborg har flere partier skævet skeptisk til Løkkes planer. Hvorfor skal én mand placeres i orkanens øje og sættes i spidsen for at gentænke hele Danmarks udenrigspolitik i en tid, hvor verden står flammer, spørger flere partier sig selv. Det virker forhastet, uigennemtænkt og uklogt, har kritikken blandt andet lydt.

Men den kritik er forfejlet, lyder det fra den borgerlige side af Folketinget, hvor man ser mere positivt på muligheden for at omstille dansk udenrigspolitik til nye svære tider. Og så endda gøre det helt for bunden – uden hensyn til Hassaner og hellige køer.

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra udenrigsminister Kristian Jensen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce