Politik

Alternativet opstiller folketingskandidat, som stod bag bombetrussel

Mohammad Sabah Ahmad fortæller selv om gammel dom, som han beklager.

Politik

Han har kun været folketingskandidat i et par dage. Men allerede nu er Mohammad Sabah Ahmad en stærkt omdiskuteret politiker.

På et møde søndag valgte 53 ud af 86 stemmer under et møde i Alternativet i Østjyllands Storkreds at opstille den 25-årige mand til Folketinget på trods af hans fortid som blandt andet talsmand for den omdiskutererede Grimhøjmoske i Aarhus, der flere gange er blevet kritiseret for at være centrum for ekstremisme.

Moskéen prædiker »nonsens«, skriver Mohammad Sabah Ahmad i et debatindlæg om »fejl i min fortid«, hvor han også fortæller, at han har medvirket til en bombetrussel.

»Som teenager fik jeg plettet min straffeattest, da jeg sammen med tre venner – for at undgå en eksamen – indtelefonerede en bombetrussel. Jeg var 19 år, tankeløs, umoden og hensynsløs, og jeg ville gøre det om hundrede gange, hvis jeg kunne. Jeg meldte straks efter mig selv til politiet og blev dømt for overtrædelse af straffelovens paragraf 266. Jeg blev desuden også bortvist fra Aarhus Universitet på livstid, og det er forståeligt«, skriver Mohammad Sabah Ahmad.

DEBAT

Med sit debatindlæg forsøger Mohammad Sabah Ahmad at tage afstand fra sin fortid og forklare, at han er blevet klogere. Men han konkluderer selv, at sagerne formentlig vil forfølge ham i det politiske virke.

»Og jeg er alt andet end naiv. Jeg er klar over, at jeg nu går på en smallere sti end de fleste andre. Der skal mindre til, før jeg i den brede offentlighed bliver genstand for opmærksomhed. Men Alternativets modtagelse giver mig håb om, at vi kan bevæge os fremad og styrke den demokratiske samtale i Gellerup og resten af landet. Det har vi brug for«, skriver han.

Jeg var 19 år, tankeløs, umoden og hensynsløs, og jeg ville gøre det om hundrede gange, hvis jeg kunne

I sit debatindlæg betegner Mohammad Sabah Ahmad sig selv som moderat troende muslim, der for år tilbage vendte sig mod Grimhøjmoskéen. Ifølge Mohammad Sabah Ahmad varede hans rolle som talsmand for moskéen kun i tre dage, fordi han følte sig ført bag lyset af andre i moskéen, der gentagne gange har været udsat for skarp kritik.

Senest har moskéen været i fokus i TV 2's dokumentarserie 'Moskeerne bag sløret', hvor en imam til skjult kamera udtaler, at utroskab skal straffes med døden ved stening eller piskeslag. I kølvandet optrådte Mohammad Sabah Ahmad i studiet hos TV 2 News, hvor han forklarede, at der er forskel på at forklare koranens ord, og hvad der bør efterleves i Danmark.

»Hvis en kvinde kommer og spørger en imam om, hvad straffen ifølge islam er for utroskab, så skal han naturligvis følge koranens ord. Ellers er han hykler. Jeg anerkender, at stening findes i islam, som jeg har valgt som min religion. Jeg kan hverken tilføje eller fjerne noget i islam. Men det er ikke det samme som at sige, at man går ind for stening af kvinder«, sagde Mohammad Sabah Ahmad ifølge tv2.dk.

I sit debatindlæg skriver Mohammad Sabah Ahmad, at han over for Alternativets medlemmer har redegjort for sine holdning og forsøger en gang for alle at gøre sin holdning klar:

»Hverken stening, kvindeundertrykkelse eller lignende radikale tolkninger af islam hører hjemme i et moderne demokratisk samfund som det danske. Jeg fortalte, at jeg vil arbejde for de demokratiske frihedsrettigheder – lighed, ytringsfrihed, religionsfrihed og homoseksuelles rettigheder. Det er i min optik naivt at tro, at vi ved at undertrykke demokratiske idealer tilbyder unge muslimer et håbefuldt alternativ til det nonsens, der bliver prædiket i fx Grimhøj-moskéen«, skriver Mohammad Sabah Ahmad.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Andre partier tager afstand

På Christiansborg har både Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti samt udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) svært ved at forstå Alternativet.

»Alt, hvad der handler om mennesker, der flirter med Grimhøjmoskéen og de ekstreme holdninger, der ligger bag, det tager jeg stærkt afstand fra«, siger Inger Støjberg.

I forhold til loven er der intet, der umiddelbart forhindrer Alternativet i at opstille Mohammad Sabah Ahmad. Alligevel tager Inger Støjberg afstand fra beslutningen.

»Alternativet må opstille, hvem de vil. Jeg kan bare sige, at jeg kommer ikke til at stemme på en mand som ham. Jeg synes, at Alternativet sender nogle helt forkerte signaler. Alene det, han har sagt her på det seneste i debatten, har ikke overbevist mig«, siger hun.

Også udlændingeordfører Dan Jørgensen (S) finder det »underligt«, at Alternativet gør Mohammad Sabah Ahmad til folketingskandidat, fordi partiet dyrker tolerance.

»Grimhøjmoskéen og miljøet omkring står for det modsatte. Det er intolerence og undertrykkelse«, siger Dan Jørgensen.

Selv om Mohammad Sabah Ahmad med sit debatindlæg tager afstand fra sine handlinger, mener Dan Jørgensen, at det er problematisk at opstille ham.

»Når man har udstået sin straf, har man selvfølgelig udstået sin straf. Men om man ligefrem synes, at man er i stand til at repræsentere mennesker i Folketinget, lave lovgivning og være foregangsperson, det vil jeg gerne stille stort spørgsmålstegn ved«, siger Dan Jørgensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Også han hæfter sig ved de seneste udtalelser til TV2 News, hvor Mohammad Sabah Ahmad ifølge Dan Jørgensen burde have taget meget mere afstand fra Grimhøjmoskéen. Den nye oplysning om bombetruslen gør det ikke bedre, mener Dan Jørgensen:

»Det er en ret alvorlig forbrydelse«, siger han.

Politiken har forsøgt at få et interview med Mohammad Sabah Ahmad, men det er endnu ikke lykkedes.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce