Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kritisk kaptajn: Politikerne viser ingen vilje til at vinde

Kaptajn i forsvaret frygter, at danske soldater igen bliver sendt ud til et nederlag.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Politikerne kan ikke være bekendt at sende danske soldater i krig uden at give forsvaret de nødvendige ressourcer og uden nogen plan for, hvad soldaterne skal opnå i de områder, der kontrolleres af Islamisk Stat.

Det mener Mads Silberg, kaptajn i forsvaret, der selv har sat livet på spil som udsendt i Afghanistan.

»Hvis man ikke er klar til at engagere sig fuldt ud i at vinde krigen, så skal man lade være med at gå ind i den. Afghanistan er et skræmmende eksempel på, at vi ofrede meget, men aldrig satte det ind, som skulle til for at vende udviklingen. Nu står hele indsatsen og ligner noget, der er blevet spildt. Jeg frygter, at vi gentager fejlen med det nye engagement«, siger Mads Silberg, der har været professionel soldat i 22 år.

Som soldater sætter vi gerne livet på spil for fædrelandet; det er en del af jobbet. Men der bør være en udsigt til succes

IS-tilhængere har angrebet i Paris, Bruxelles og København. Skal vi ikke gøre noget?

»Jeg ser ingen tegn på, at politikerne seriøst oplever terroraktionerne som et angreb, vi skal forsvare os mod. Hvis politikerne virkelig føler, at nationens og danskernes sikkerhed er truet, så er man altså nødt til at gå all in og gøre, hvad der skal til, for at vinde, og betale, hvad det koster. Men politikerne viser ingen vilje til at vinde. De har ikke afsat ekstra 20 milliarder, eller hvor meget der nu skal til. Tværtimod skal forsvaret spare endnu mere«.

Du siger, at resultaterne har været pauvre i både Afghanistan, Irak og Libyen. Men har det ikke udviklet sig endnu værre i Syrien, netop fordi vi ikke har grebet ind?

»Jo, det er et kæmpe dilemma. Og jeg må give politikerne, at de har taget ved lære af de andre krige og nu vil undgå at sætte landtropper ind i Syrien. I stedet vil de støtte forskellige militser, som er der i forvejen. Men det er en farlig vej, for vi kan ikke være sikre på, at det er de rigtige, vi støtter. Hvis målet er at sikre syrerne en fredelig fremtid, så skal vi ikke støtte diverse tvivlsomme militser med angreb fra luften. Så skal vi ind og kontrollere situationen, og det kræver fødder på jorden. Sådan er det bare. Derfor bør man sætte de nødvendige ressourcer af til at vinde. Som soldater sætter vi gerne livet på spil for fædrelandet; det er en del af jobbet. Men der bør være en udsigt til succes. Og den kan jeg ikke få øje på her«.

Ingen forestiller sig, at Danmark alene skal overvinde Islamisk Stat. Vi bidrager med det, vi nu kan. Det er vel bedre end ingenting?

»Der skal være noget seriøs vilje bag, når vi går i krig. For os soldater er krig en meget alvorlig sag. Politikerne lyder, som om krig blot er et redskab i den symbolpolitiske værktøjskasse. De hejser flaget, lapper de hullede F-16-fly sammen og sender dem af sted som et symbol på god vilje. Det nytter ikke noget«.

Hvorfor ikke? Vi blev bedt om det bidrag, vi kan klare det, og det gør en forskel ...

»Det, jeg kritiserer, er den automatik, der er kommet ind. At vi altid er med på den værste, uden nogen selvstændig, national analyse af, hvad vi gerne vil opnå, bortset fra at støtte en nær allieret. Når man ser på den meget begrænsede succes, vi har haft med militær indgriben gennem de sidste mange år, så burde man overveje, om ikke der findes en bedre måde at gøre det på. Og vi har efterhånden opnået en status, som gør, at vi ville blive lyttet til. Vi kunne begynde med at evaluere indsatsen i Irak og Afghanistan, men det har politikerne øjensynlig ikke lyst til«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Terrorangrebene finder sted lige nu. Ville politikerne ikke svigte, hvis de satte sig til at evaluere og lægge store planer i stedet for at handle?

»Terroristerne er hjemmedyrkede, så det er i høj grad et internt problem. Og det er en hel ideologi, vi skal bekæmpe. Er bomber i Syrien den rigtige måde at løse det på? Det bør man overveje, inden man sender soldaterne af sted. Vi skal være forberedt på, at det her kommer til at tage 20 år og mange døde; det er amerikanernes vurdering. Er vi virkelig klar til det?«, funderer Mads Silberg.

Jesper K. Hansen, formand for Centralforeningen for Stampersonel, vil ikke forholde sig til kaptajn Silbergs kritik.

»For os er det meget enkelt: Når politikerne vil have os ud, så tager vi af sted. Og helst med et så bredt flertal bag, at soldaterne og deres pårørende ikke skal høre på en politisk debat, om det nu var en fejl, når det kommer til at gå hårdt for sig«, siger soldaternes formand.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden