Gransker. Peter Taksøe-Jensen fremlægger sin rapport ved et pressemøde. DI mener, at den rummer gode takter.
Foto: JENS DRESLING

Gransker. Peter Taksøe-Jensen fremlægger sin rapport ved et pressemøde. DI mener, at den rummer gode takter.

Politik

Dansk Industri ser gode takter i Taksøe-rapport

Tættere kobling mellem handels- og udviklingspolitik er meget vigtigt, mener DI. Blandt FN's verdensmål er ligestilling et af de områder, hvor danske virksomheder kan bidrage, mener DI.

Politik

Dansk Industri, de store virksomheders organisation, ser »rigtig mange gode takter og mange gode anbefalinger« i rapporten fra regeringens udenrigspolitiske gransker, Peter Taksøe-Jensen.

Rapporten lægger blandt andet op til en tættere kobling mellem handels- og udviklingspolitik og et større fokus på vækst i den private sektor i udviklingslandene. Og det er næsten det allervigtigste, siger underdirektør i Dansk Industri, Peter Thagesen. Som tidligere ansat i blandt andet Danida og Eksportrådet har han erfaring med udviklingspolitik i praksis.

»Det er en meget, meget vigtig dimension i rapporten. Hvis vi ikke får skabt flere jobs, så nytter de andre indsatser ikke så meget. Jeg har selv været i Tanzania for nylig, og det er skræmmende, så mange der er arbejdsløse rundt omkring«, siger Peter Thagesen og fortsætter:

»I løbet af de sidste fire-fem år er udviklingslandene også selv i langt højere grad end tidligere begyndt at efterspørge involvering i den private sektor fra de vestlige landes side«.

Tanken om at gøre et udvalg af FN’s 17 verdensmål til en form for overordnet ramme for Danmarks udviklingssamarbejde har også DI’s fulde støtte.

Faktisk har DI allerede taget hul på diskussionen om, hvilke mål der skal udvælges.

»Vi havde en stor konference 18. marts, hvor vi fokuserede på nogle af målene - de mål hvor vi mener, at vi har særligt gode forudsætninger for at gøre en forskel. Og det er især indenfor vand, bæredygtig energi, bæredygtig byudvikling og ligestilling«, siger Peter Thagesen.

Hvordan kan dansk erhvervsliv bidrage til målet om ligestilling i udviklingslandene?

»Danske virksomheder er ofte næsten de bedste ambassadører for vestlige værdier. Og det er jo ofte forretningsdrevet. For at nævne et eksempel: I Indien forlader kvinder typisk arbejdsmarkedet, når de bliver gravide. De bliver hjemme for at passe børnene. Danfoss i Indien har etableret pasningsmuligheder, så kvinderne kan få passet deres børn, mens de arbejder. Det vælger de at gøre, fordi kvinderne er en rigtig god arbejdskraft. På den måde kan man bidrage til ligestilling«, siger Peter Thagesen.

DI vil fremlægge flere eksempler i forbindelse med FN-konferencen Women Deliver, som finder sted i København senere i denne måned med fokus på at fremme ligestillingen globalt.

Peter Thagesen noterer også med tilfredshed et forslag i Taksøe-rapporten om, at de penge, som Eksportrådet tjener på at rådgive danske virksomheder, skal blive i en fond, der skal have fokus på at hjælpe danske eksportvirksomheder. Rådet har efter DI’s opfattelse i de senere år været lidt for optaget af at tjene penge.

»Der lægger rapporten op til, at der skal mere fokus på den værdiskabelse, Eksportrådet skaber, og mindre på indtjening. Det er utrolig fornuftigt«, siger Peter Thagesen.

Overordnet mener han, at det ser »rigtig fornuftigt ud«, hvis rapportens anbefalinger følges. DI vil gerne have, at erhvervslivet bliver involveret i den eventuelle udmøntning af anbefalingerne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce