Chikane. Sådan beskriver Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt beskyldningerne om millionmisbrug af EU-midler.
Foto: JENS DRESLING

Chikane. Sådan beskriver Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt beskyldningerne om millionmisbrug af EU-midler.

Politik

Messerschmidt afviser millionmisbrug: »Det her er ren chikane«

Anklagerne om misbrug af EU-midler preller af på DF'eren, der mener, at han bliver udsat for politisk motiveret chikane.

Politik

Europaparlamentets præsidium ventes mandag at beslutte, at de to fonde Meld og Feld skal betale knap tre millioner kroner tilbage til EU-kassen, fordi bl.a. Morten Messerschmidt som formand har misbrugt penge til at føre kampagne.

De to fonde kan søge penge fra EU til oplysningsaktiviteter. Men støttekronerne må ikke bruges til at føre kampagne ved en national folkeafstemning eller valg. Ifølge Europaparlamentets generalsekretær har fondene dog netop brugt penge på at profilere Dansk Folkeparti i Danmark.

Anklagen preller dog af på Morten Messerschmidt, der mener, at han bliver udsat for politisk motiveret chikane.

Morten Messerschmidt, du bliver beskyldt for have misbrugt næsten 3 millioner kroner af EU's midler. Hvad siger du til det?

»Det er er da ubehageligt, og det er grove sager. Vi har afholdt nogle rigtig flotte kampagner, som har handlet om EU-politik, afstemningen om retforbeholdet og østarbejdere. Alt noget, som er lige i kernen af de ting, man diskuterer i disse år i Danmark, og det er det, som pengene er blevet brug til. Og jeg mener altså, at både når jeg ser på kampagnerne og har talt med de folk, vi har fået råd fra, at det er fuldstændigt inden for skiven. Jeg mener, at vi bliver udsat for en forkert behandling. Det her er ren chikane«, siger han.

Politisk motiveret siger du - det er jo noget af en anklage. Så siger du jo sådan set, at parlamentet ønsker at ramme dig politisk og dermed kommer med en falsk anklage?

»Det var sådan set meget godt formuleret. Den måde, det her er skruet sammen på, er, at bureauet (præsidiet red.), som altså betår af mine politiske modstandere, de skal nu sidde og vurdere, om det her er noget, de vil kritisere, og dermed vælger man netop at tilsidesætte den upolitiske vurdering. Og jeg ved da godt, hvordan SF, Socialdemokraterne og de konservatives venner i Europaparlamentet vil afgøre den her sag. Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi lægger os ned. Jeg vil kæmpe imod. For jeg synes, at det her minder mere om kafkaske tilstande end et egentlig parlament«.

Men Ernst & Young, som jo må siges at være et uafhængig revisionshus, siger direkte, at du som formand har givet mangelfulde eller deciderede forkerte oplysningner. Hvordan forholder du dig til det?

»Nej. Det, som Ernst & Young siger, er, at de ikke har kunnet finde ud af, hvordan den finansielle status er i forbindelse med, at Meld og Feld bliver lukket ned, og der har der været en kommunikationsbrist mellem bogholderiet og Ernst & Young. Det er ikke noget, jeg har været involveret i, men det finder jeg selvfølgelig ud af. Det har bare ikke noget med de her aktiviteter at gøre, for hvis du så læser på side 3 i rapporten, så på nær det, så er der ikke noget at kritisere. Det vil sige, at de aktiviteter, som mine politiske modsatandere i Europapalamentet hjertens gerne vil kritisere, dem finder den uafhængige revision ikke anledning til at kritisere«.

Video blev ikke aktivt del i valgperiode

SF's Margrethe Auken er ude og sige, at den her mistanke om svindel for næsten 3 millioner kroner gør, at i straks bør betale pengene tilbage. Hvorfor gør du ikke det?

»Sagen er den, at vi afventer, hvad der sker på mandag. Jeg mener, at den her indstilling er forkert, politisk motiveret og et udtryk for, at man prøver at chikanere os EU-modstandere. Det har jeg selvfølgelig tænkt mig at forklare bureauet på mandag, og så må vi jo høre Margrethe Aukens venner, der skal sidde og træffe afgørelsen over mig, om de så vil lytte til det, eller de lader den politiske økse svinge«.

I den kampagnevideo, I har lavet, der anbefaler i jo klart et 'nej', det må i jo ikke for de EU-penge - længere er den vel ikke?

»Vi har selvfølgelig undersøgt de her ting, inden vi lavede kampagnen, og det jeg har fået at vide er, at må gerne lave oplysningskampagner - bare ikke i selve valgkampagnen, som ligger en måned før, og vi har ikke brugt den her kampagnevideo fra 3. november til 3. december«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men den er jo stadig på de sociale medier og er ikke blevet trukket tilbage, så der er stadig en video derude, hvor du anbefaler et nej for EU-penge. Det må du ikke, længere er den vel ikke?

»Men vi har ikke brugt den aktivt«.

Hvordan bruger man den så, hvis man ikke bruger den aktivt? Der ligger en video mange steder, hvor du anbefaler et nej, og nu lader du som om, at den nærmest ikke eksisterer?

»Nej, jeg er ret stolt af den. Jeg synes, at det er en flot video, og jeg tror også, at den bidrog til at folk kunne forstå, hvad det egentlig var, vi snakkede om«.

Måske bidrog den også til, at nogen stemte nej?

»Ja, ligesom andre EU-midler sikkert bidrog til, at nogen stemte ja«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden