Ytringsfrihed. Et flertal på Christiansborg har de seneste ti år har været enige om at ytringsfriheden blandt offentligt ansatte lider af en række sygdomstræk.
Foto: Thomas Borbjerg (Arkiv)

Ytringsfrihed. Et flertal på Christiansborg har de seneste ti år har været enige om at ytringsfriheden blandt offentligt ansatte lider af en række sygdomstræk.

Politik

Shhhh! Den tager vi internt

To gange på ti år har en justitsminister igangsat en informationskampagne, fordi den er gal med offentligt ansattes ytringsfrihed.

Politik

Historien om offentligt ansattes ytringsfrihed er historien om en af de få dna-strenge i demokratiet, som et flertal på Christiansborg de seneste ti år har været enige om lider af en række sygdomstræk, men som skiftende regeringer aldrig har gjort andet ved end at igangsætte informationskampagner.

Vi kender jo alle historier om, hvordan folk er blevet fyret på grund af samarbejdsproblemer

Med ansigtet lagt i alvorlige folder kunne tidligere justitsminister Lene Espersen (K) i 2006 konstatere, at offentligt ansatte i høj grad holdt sig fra kritiske ytringer i frygt for sanktioner. Efter anbefalinger fra et ekspertudvalg under Justitsministeriet igangsatte hun en informationskampagne, så embedsmænd i landets ministerier og styrelser kunne få tilsendt en pjece med posten, hvor der stod, at det var deres ret at ytre sig højt om problematiske forhold.

Siden har en række undersøgelser påvist, hvordan flere offentligt ansatte frygter at udtale sig om problematiske forhold, fordi det vil medføre sanktioner på jobbet. Samtidig viser erfaringerne, at dem, der tør bryde stilheden, har meget på spil.

Mistede venner og familie

I 2012 stod tidligere efterretningsofficer i Irak Anders Kærgaard frem i medierne med videooptagelser, der viser, at danske soldater lader irakiske soldater slå og sparke civile irakere under en militær operation. Kærgaard har siden fortalt, hvordan det kostede ham forholdet til dele af sin familie, sine venner, sit job og sin pension.

Da nu tidligere chefkonsulent i Udlændingestyrelsen Jens Weise Olesen i 2014 kritiserede ledelsen og den tidligere SR-regering for at misbruge en vildledende rapport om Eritrea i asylsager, kostede det en skriftlig advarsel og en sygemelding.

Lige nu hersker der en omvendt incitamentsstruktur. Den betyder, at hvis du er tavs, kan du gøre karriere

Så sent som i vinter kritiserede en række embedsmænd anonymt regeringen for bevidst at lukke øjnene for, om regeringens landbrugspakke var i strid med EU-reglerne.

Nu tidligere tillidsrepræsentant i Miljø- og Fødevareministeriet Cecilie Heerdegen Leth, der har arbejdet fem år i centraladministrationen, husker, at departementschefen på et husmøde i ministeriet slog fast, at man naturligvis havde ret til at ytre sig kritisk, men at ledelsen også gerne så, at man kom til dem, hvis man mente, der foregik noget, der ikke skulle foregå.

Helt generelt har hun den opfattelse, at der mange steder i centraladministrationen hersker en »stemning« af, at man sætter sin karriere på spil ved at være for åbenmundet.

»Selvfølgelig har man ytringsfrihed – det sagde departementschefen også i den konkrete sag – men der eksisterer en iboende følelse af, at hvis man råber lidt for højt, så er man i vanskeligheder. Der sker måske ikke noget lige nu, men så bliver man måske ikke lige forfremmet senere«, siger hun.

»Vi kan godt alle sammen hive os op og blive idealistiske og sige, at vi selvfølgelig bør og skal ytre os kritisk, og det er jeg sådan set helt enig i, men jeg er bange for, at det er det modsatte, der er blevet en kultur. Vi kender jo alle historier om, hvordan folk er blevet fyret på grund af samarbejdsproblemer. Uanset hvor meget cheferne siger, at man skal kunne ytre sig kritisk, så er man bange for, at man kan blive sanktioneret«, uddyber Cecilie Leth.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I en ny bog, ’Afvæbnet kritik’, går forsker ved Roskilde Universitet Rasmus Willig tæt på offentligt ansattes ytringsfrihed. Han forklarer, at offentligt ansatte, der ytrer sig kritisk om problematiske forhold, oplever at få vendt kritikken mod sig selv.

»Lige nu hersker der en omvendt incitamentsstruktur. Den betyder, at hvis du er tavs, kan du gøre karriere. Hvis du ytrer dig kritisk, kan du blive straffet. Sat på spidsen handler det for ledelsen om at returnere din kritik med fraser så som: »Her ser vi udfordringer i stedet for problemer«, eller »her taler vi tingene op, ikke ned«, forklarer Rasmus Willig.

SF: Ja, centrum-venstre svigtede

Ifølge Willig viser forskningen, at cheferne ønsker mere fleksible medarbejdere. Han taler om et nyt begreb – flexisme – som dækker over, at medarbejdere skal lære, at hvis de ytrer sig kritisk om problematiske forhold på arbejdspladsen, så skal det have konsekvenser.

»Jeg tror sådan set, at politikerne og cheferne vil gøre det rigtige, men jeg tror, at det, der samtidig sker, er, at man ikke har indset, at man i offentlige institutioner har den holdning, at det løser vi internt«, siger han.

På Christiansborg er partierne delt mellem dem, der mener, at problemet handler om manglende oplysning, og dem, der mener, at man skal ændre loven. S-R-SF-regeringen gik til valg på det sidste, men efter en årrække med ministerielle skandalesager nedsatte den i stedet endnu et ekspertudvalg under Justitsministeriet, og i april var det så justitsminister Søren Pinds (V) tur til at igangsætte en informationskampagne. Konkret har regeringen besluttet at genudgive Lene Espersens pjece fra 2006.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I dag mener SF-formand Pia Olsen Dyhr, at rød blok svigtede.

»På det punkt må vi være ærlige og sige, at her svigtede centrum-venstre. I SF pressede vi på, men det var ikke lige så vigtigt for andre partier. Det er ærgerligt, for vi ved jo ikke, hvornår der igen kommer et flertal, der vil skrue på loven«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce