Et flertal i Folketinget var enig i Mette Bock (LA) forslag om at offentliggøre dokumenter fra denlagt krigskommission. Nu har hun i stedet lavet en aftale med regeringen.
Foto: JOACHIM ADRIAN (arkiv)

Et flertal i Folketinget var enig i Mette Bock (LA) forslag om at offentliggøre dokumenter fra denlagt krigskommission. Nu har hun i stedet lavet en aftale med regeringen.

Politik

»Der er rigtig, rigtig mange ting, man kan grave i«

Interview. Fangeudlevereringer er et fokus, man kan vælge at have, forklarer Liberal Alliances Mette Bock.

Politik

Da Liberal Alliances udenrigsordfører, Mette Bock, i februar skulle have behandlet partiets beslutningsforslag om at offentliggøre dokumenterne fra den lukkede Irak- og Afghanistankommission, var hun hård i filten over for justitsminister Søren Pind (V).

Hvis Pind ville sidde et flertal overhørigt, havde partiet andre metoder.

»Man kan udmønte et nyt beslutningsforslag, man kan tænke på at udtrykke mistillid til ministeren, eller man kan overveje at genåbne kommissionen«, sagde Mette Bock til Politiken og understregede, at »vi har jo for længst sagt, at regeringen kan ikke være sikker på, at den har vores opbakning«.

Ikke desto mindre indgik partiet onsdag en aftale med netop Pind, Alternativet, DF og K om, at beslutningsforslaget – der endnu ikke har været til endelig afstemning – droppes.

I stedet kommer der en historisk redegørelse af grundlaget for dansk krigsdeltagelse i Kosovo, Irak og Afghanistan, der får adgang til den lukkede kommissions dokumenter. Det bliver altså ikke en kommission med en dommer i spidsen; dokumenterne offentliggøres ikke, og hele spørgsmålet om fangehåndtering skal ikke granskes.

»Vi synes jo, at det bedste ville have været fuld offentlig adgang til samtlige 70.000 dokumenter plus en historisk redegørelse. Det kan vi ikke få igennem – det med fuld offentlig adgang – men så tager vi det andet skridt, hvor der dog er nogen, der får adgang til at gå ned og oven i købet med kvalificerede øjne kigge på, hvad er det, der ligger«, forklarer Mette Bock.

Kort efter, at regeringen sidste år valgte at lukke kommissionen, afslørede Politiken ellers via aktindsigt i forsvarets egen undersøgelse, at danske styrker i Irak havde udleveret fanger til mulig dødsstraf, på trods af de havde fået ordre fra København om ikke at gøre det. Desuden førte Danmark ikke tilsyn med fangerne, de blev ikke registreret korrekt, og store dele af det relevante materiale om krigsfanger er siden forsvundet eller ’tabtgået’, som forsvaret selv formulerer det.

Mette Bock bekræfter, at fangedelen ikke er med i undersøgelsen:

»Der står ikke noget specifikt om fangeudleveringer«.

Talrige afsløringer har det seneste års tid vist, at der er ret store problemer med de fangeudleveringer?

»Ja, men det er et fokus, man kan vælge at have. Og der står der så (i aftalen, red.), at hvis der kommer et regeringsskifte på et tidspunkt, og det gør der jo nok, så er der intet, der forhindrer, at man kan vælge at få det undersøgt, hvis der er et flertal for det. Der er intet, der forhindrer det overhovedet«.

Synes du ikke det ville være væsentligt at få undersøgt nogle af de ting, der har været fremme om fangeudleveringer. Vi udleverede eksempelvis tilfangetagne til irakiske styrker, efter der var indført dødsstraf?

»Jamen altså der er rigtig, rigtig mange ting, man kan grave i. Når vi i sin tid i 2011 sagde nej til kommissionen, var det ud fra den præmis, at vi anså det for politisk drilleri. Og punkt ét er det altså en illusion at tro, at man kan få sandheden med stort S frem. Og punkt to er det en illusion at tro, at der ikke bliver truffet forkerte beslutninger, når man er i en krig. Beslutninger i en krig bliver ikke truffet på et fuldt oplyst, rationelt grundlag. Og der er muligvis sket fejl og også fejl, som ikke burde være sket. Det vil jeg bestemt ikke udelukke. Og jeg synes også, det er interessant at lære af. Men det, der ligger i den her redegørelse, er det, vi kunne nå, og det, synes jeg, er et udmærket skridt«.

Netop i denne tid er forsvarets auditør ved at være klar med en juridisk vurdering af fangeudleveringer i Irak. Undersøgelsen blev sat i værk efter Politikens gennemgang af sagerne. Vurderingen kan vise sig at blive en grundig juridisk gennemgang af Danmarks overholdelse af folkeretten og om danske soldater har foretaget sig noget, som er strafbart i dag. Til det siger Mette Bock:

»Jamen så må vi jo tage det, når auditørerne kommer med det. Så vil jeg meget gerne være med til at diskutere det, de kommer med«.

Hvis vi forestiller os, at det viser, at der er virkelig problemer i forhold til, hvordan vi har behandlet de krigsfanger, ville det så ikke være relevant at få med i sådan en undersøgelse?

»Nu afventer vi og ser, hvad de kommer frem med, og så vil jeg meget gerne være med til at diskutere det på det grundlag«.

Betyder det, at den undersøgelse, I nu er enige om, kan udvides til også at omfatte…

»Nej, den undersøgelse, der ligger her, er defineret, som det ligger her i det kommissorium«.

Men hvad mener du så med, at vi må tage diskussionen der?

»Man kan jo se på ting i mange forskellige regi, og lad os nu se, hvad de kommer med«.

Du siger, at det var så langt, I kunne trække regeringen. Hvis I virkelig var interesseret i at få undersøgt de her ting, så kunne I jo bare lave et alternativt flertal uden om regeringen?

»Ja, så kunne man lave et lovforslag, men forudsætningen for det er jo så, at vi ville være med til at vælte en regering på det her spørgsmål, og vi synes faktisk, at sagen er for alvorlig til det«.

Bekymrer det dig egentligt med de ting, der har været fremme om den måde, vi udleverede og håndterede fanger?

»Jamen alt, hvad der foregår i sådan en krig, er bekymrende. Det at gå i krig er aldrig et godt valg….«

Men bekymrer det dig mere end normalt…?

»Der er da rigtig mange ting, der bekymrer mig. I enhver krig foregår der givet vis ting, som vi ikke ville tro var mulige, og som vi ikke ville ønske. Og jeg er helt overbevist om, at der også undervejs i den danske krigsførelse både på Balkan og i de senere års krige, er blevet begået fejl. Spørgsmålet er bare, om vi skal bruge det til at slå hinanden oven i hovedet med, eller skal vi prøve at se, hvad det er for erfaringer, vi har gjort, og hvordan kan vi gøre det anderledes«.

Det, mange fremhæver som en forskel på en kommission og en undersøgelse, er jo, at en kommission også kan indkalde folk og afhøre dem under vidneansvar. Er det ikke en selvstændig pointe?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er jo det domstolslignende i det. Men forskere kan jo foretage alle de kvalitative interviews, som de overhovedet vil«.

Hvis folk gider møde op…?

»Ja, det er klart, det er en forudsætning«, siger Mette Bock og tilføjer:

»Men det er det domstolslignende i det, som vi synes, har en politiserende karakter, som vi bare ikke bryder os om«.

Er dommere politiserende?

»Dommerne er jo ikke, men de politikere, som træffer en beslutning om, om vi skal have en domstolslignende kommission eller skal vi have en historisk redegørelse – det er jo et politisk valg«.

Jeg forstår ikke, hvorfor et domstolslignende organ er mere politiserende end en historisk undersøgelse?

»Jamen det er jo et politisk valg, der ligger til grund for… det er jo ikke dem, der sidder i kommissionen, der er politiserende«.

Så er det vel også et politisk valg at vælge en historisk undersøgelse?

»Ja, netop«.

Hvorfor er det mindre politiserende?

»Fordi det, vi gerne vil have trukket ud af det, er det domstolslignende. Det er et politisk valg, om vi siger, at vi gerne vil have en kommission eller en historisk redegørelse«.

Jeg forstår ikke, hvorfor det er mere politiserende at ville nedsætte en undersøgelseskommission end en historisk undersøgelse?

»Fordi jeg har simpelthen oplevet i 2011 – det første møde jeg var til i Udenrigsministeriet, da Villy Søvndal (SF) var udenrigsminister. Det første, han sagde, var, at »vi vil have en kommission«. Og for mig var det ganske tydeligt, at det var et spørgsmål om politisk at gå efter den tidligere regering. Det var min helt klare opfattelse. Og jeg synes, sagen er for alvorlig til at bruge det til en politisk battle på den måde«.

Og hvis nogen ville mene, at det måske er politiserende, at den nuværende regering ikke ønsker et domstolslignende organ til at undersøge og indkalde vidner, kan du så følge den pointe?

»Nej, for de mennesker, der gerne vil have en kommission, har fuld mulighed for at nedsætte en kommission, hvis de på et tidspunkt får et politisk flertal for det. Det er der intet, der forhindrer dem i. Så jeg spørger bare, hvad det er man mister ved at støtte op om den her historiske redegørelse«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vel at årene går?

»Jamen du er nødt til at få et regeringsskifte, før du kan få en kommission«.

Da ikke hvis I…

»Jamen vi vil ikke have en kommission. Der er ikke noget holdningsskifte i det. Vi har ikke på noget tidspunkt ønsket en kommission«, svarer Mette Bock.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden