Foto: Claus Bonnerup
Politik

Thulesen planlagde ultimatum i detaljer

Med Kristian Thulesen Dahls ultimative afvisning af Anders Samuelsens ultimative krav blev Dansk Folkepartis årsmøde fyldt med valgspekulation.

Politik

Det virker ærlig talt surrealistisk. Normalt er Dansk Folkepartis årsmøde forudsigeligt og uden de store politiske dramaer.

Men den slags politiske naturlove er på en måde ophævet i år, efter DF-formand Kristian Thulesen Dahl fredag brød et personligt princip med sin ultimative afvisning af Liberal Alliances ligeledes ultimative topskattekrav.

Et ultimativ afvisning, som Thulesen Dahl lørdag formiddag tydeligvis godt selv kender de mulige konsekvenser af.

»Er i klar til valg?«, indleder Thulesen Dahl sin tale til partiets mange hundrede delegerede, der returnerede formandens taleprolog med et rungende »JA!«.

Stemningen er i det hele taget tyk af spekulationer om et snarligt valg i utide.

Og mens DF tog hul på årsmødet i Herning, fastholdt Samuelsen sit ultimative krav, som han gentagne gange har stillet som betingelse for ikke at vælte regeringen. Det blev derfor noteret med tilfredshed i Herning blandt DF’s strateger, da Ritzau først på eftermiddagen lørdag – efter dages konsekvent radiotavshed om den borgerlige strid fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) – kunne citere ham for en opfordring til Liberal Alliance om at lytte til DF og erkende, at der ikke er 90 mandater for deres krav

Samarbejde med S

Den megen knagen i blå blok har de seneste uger fået DF’s ledelse til at opfordre statsminister Løkke til at samarbejde med Socialdemokraterne frem for Liberal Alliance.

»Siden 2003 har vi talt om, at vi gerne ville have et mere tillidsfuldt samarbejde med Socialdemokraterne. Vi har set, at de har rykket sig på en række områder - herunder udlændinge - og vi vil jo gerne se, hvad det vil kunne bærer. Det ved vi ikke endnu«, siger Kristian Thulesen Dahl, der der dog gør det klart, at det er partiets »udgangspunkt« at pege på statsminister Lars Løkke Rasmussen, hvis der kommer et valg.

Mener du stadig, at DF har en større fællesnævner med Venstre sammenlignet med Socialdemokraterne?

»Når jeg ikke bare kan svare entydig på det, så er det fordi, at Socialdemokratiet signalerer de rigtige ting. Vi mangler at se, hvor meget de vil levere på det. Når Venstre kommer ud med en lille overvægt nu, er det på grund af de seneste 15 års erfaring. Men hvis Socialdemokraterne viser, at de mener, det de siger, så er det klart, at så kommer der en anden situation«, siger DF-formanden.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: BONNERUP CLAUS

Detaljeret planlægning

Fra talerstolen holdt Kristian Thulesen Dahl sig sjældent nøgternt til sit talepapir, selvom det i det udleverede materiale til pressen fremgik, at formanden ville tale uden manus. Ordene faldt præcist med kun enkelte afvigelser.

Forløbet op til årsmødet har været nøje koreograferet fra DF’s side. Det var planlagt, at Kristian Thulesen Dahl først skulle komme med den melding, som var på forsiden af Politiken i torsdags, og som blev leveret i et længere interview onsdag morgen på hans kontor.

ANDERS SAMUELSEN

Her slog Thulesen Dahl fast, at han ikke så nogen mulighed for, at forhandlingerne mellem de borgerlige partier kunne ende med en aftale, hvorfor han anbefalede, at de tre største partier, S, DF og V, brugte energien på at lave en aftale, som kunne forpligte alle tre partier efter et eventuelt nyt valg. En melding, som tilmed også stod at læse på Berlingskes forside torsdag.

I de to morgenaviser var DF-formanden dog påpasselig med ikke et bruge ordet »ultimativt« om sin afvisning af Samuelsen ultimative krav om fem procentpoint topskattelettelse til alle.

Thulesen Dahls ultimative afvisning var nemlig i en slags to-trinsraket reserveret til DR’s sene tv-avis fredag aften – aftenen før årsmødet. På trods af, at også DR-interviewet faktisk blev optaget allerede onsdag.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Onsdag var også dagen, da Thulesen Dahl ifølge Politikens oplysninger begav sig op i Statsministeriet, hvor han orienterede finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om sine forestående udmeldinger i diverse medier. De to topministre måtte erkende, at det dermed så om end meget vanskeligt ud at lande en aftale.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: BONNERUP CLAUS

Ekstraordinær situation

Meldingen hos DR fredag aften blev nogle steder udlagt således, at Thulesen Dahl end ikke vil komme til flere forhadlinger om 2025-planen, før Samuelsen er kravlet ned fra træet og dropper sit ultimative krav. Sådan hænger det dog ikke samen, fastslog DF-formanden efter sin tale lørdag.

»Jeg har set den vinkel, der har været beskrevet, at vi nu slet ikke ville komme til nogen forhandlinger. Vi kommer altid til en kop kaffe, hvis der er nogen, der vil give en kop kaffe«, fastslog han og tilføjede:

»Men det er vigtigt for mig at understrege, at de snakke kommer så ikke til at ende med en aftale, der inkluderer at sætte topskatten ned med fem procentpoint for alle topskatteydere«.

»Det er fuldstændig rigtigt, at det her er en ekstraordinær situation. Vi bryder lidt et af de normale grundlæggende dogmer, vi har i forhold til at forhandle, nemlig at vi aldrig kommer ind i et forhandlingslokale med ultimative krav. Fordi vi synes, at det her bliver vi nødt til at få håndteret«.

Er du også ultimativt afvisende over for eksempel fire procentpoints lettelse af topskattesatsen?

»Nu har jeg med det, jeg har sagt omkring det her, fuldstændig åbent erkendt, at jeg har brudt et dogme for mig selv i forhold til, hvordan vi forhandler. Så det kommer jeg ikke til i forhold til 2025-forhandlingerne nu at gøre på 25 områder. Nu har jeg gjort det på det her område…«

Det er jo samme område – det er jo topskattesatsen, vi taler om. Vil du også blankt afvise tre eller fire procentpoints sænkelse?

»Så siger jeg bare lige igen, at jeg har brudt et dogme, som jeg ellers har for sådan nogle forhandlinger – at man ikke går ind i lokalet med ultimative krav. Og det har jeg gjort på et område, hvor Liberal Alliance har stillet det her ultimative krav«, svarer Thulesen Dahl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Dansk Folkepartis ledelse taler man åbent om muligheden for et snarligt valg. DF-formand foretrækker at fortsætte med Lars Løkke Rasmussen som statsminister, men et valg og den medfølgende risiko for en mulig ny S-ledet regering skræmmer ikke. Men det er op til Liberal Alliance, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl:

»Jeg synes, at det er svært at tyde Liberal Alliance. På den ene side siger de, at det her er uændret. På den anden side tager de ikke konsekvensen nu og her og siger, at så må der komme valg. Er det udtryk for, at de i virkeligheden ikke vil have valg alligevel. Det er svært at vide«.

Foto: BONNERUP CLAUS

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden