Trods løfter om det modsatte bliver offentlighedsloven i dag brugt som politisk instrument til at mørklægge betændte oplysninger – også selvom det i flere tilfælde er i strid med offentlighedslovens principper om meroffentlighed.
Sådan lyder det fra én af regeringens centralt placerede jurister, der i et interview med Politiken og under betingelse om at være anonym løfter sløret for, hvordan offentlighedsloven forvaltes i centraladministrationen. Vi har aftalt at mødes til en snak om forholdet mellem politik og jura. For hvordan foregår det egentlig, når man som jurist i et ministerium både har pligt til at beskytte sin minister fra problemsager og ansvar for offentlighedens adgang til ministeriets oplysninger? Jeg lader min undren sive.
»Der er noget paradoksalt i, at hvad der er karrierefremmende, ikke altid er i overensstemmelse med offentlighedslovens formål«, indleder regeringsjuristen, der har erfaring med og ansvar for behandling af aktindsigter i centraladministrationen.
»Systematikken bag offentlighedsloven er, at alt materiale i udgangspunktet skal udleveres. Herefter kan det vurderes, om der er behov for at undtage dele, hvis der er en særlig grund. Men ofte i mange sager vender man jo bøtten om – man konkluderer, at der ikke er noget af materialet, man har lyst til at udlevere. Ud fra det strikker man så den bedste juridiske vurdering sammen, der passer til det. Nogle gange finder man så noget materiale – eksempelvis bilag med avisartikler eller andet, der ikke gør ondt – så man i det mindste udleverer noget. Men det var selvfølgelig ikke det, der var intentionen med offentlighedsloven«.
Offentlighedsloven blev i 2013 solgt med løfter om, at den på en række områder ville give borgerne mere indsigt i den politiske beslutningsproces. Siden har det modsatte langt hen ad vejen vist sig at være tilfældet. Journalister venter i måneder på aktindsigter, som ofte er komplet overstreget, når de endelig udleveres.
Om politisk tilskæring
Et centralt argument for tilhængerne af loven har været, at den nye lov ville tvinge ministerier, styrelser og andre offentlige forvaltninger til at give borgerne meroffentlighed. Men ifølge reglerne har regeringens jurister alene pligt til at »overveje«, om de vil give meroffentlighed. Torsdag i denne uge konkluderede Ombudsmanden i en ny undersøgelse, at princippet sjældent bruges.
»Der er en dobbelthed i vores rolle som jurister, når vi forvalter offentlighedsloven. Som økonom må man gerne – altså inden for visse grænser – skære sager, beregninger og statistik til, så regeringens politik fremstår bedst muligt, men det gælder ikke på samme måde, når man forvalter offentlighedsloven. Men alligevel sker det. Eksempelvis er der steder, hvor man stort set aldrig bruger meroffentlighedsprincippet, fordi det eksempelvis er politisk følsomme sager. Det har Ombudsmanden jo netop også haft fokus på – altså vores manglende brug af meroffentlighedsprincippet«.
Vi begynder at tale om dengang, flere medier på rekordtid fik udleveret to dage gamle sms-korrespondancer mellem tidligere økonomiminister Margrethe Vestager og Venstres chefstrateg Claus Hjort Frederiksen, fordi oplysningerne ville gavne den daværende regering.
Det bør ikke være udgangspunktet, når man behandler en aktindsigtssag, at så meget som muligt skal undtages. Men det er virkeligheden i nogle tilfælde
Centralt placeret regeringsjurist
Sidste år gik der under en time, fra BT havde søgt aktindsigt i en sag om uddannelsesminister Esben Lunde Larsens ph.d.-sjusk, til de fik en central – og for Lunde meget belejlig – korrespondance mellem hans spindoktor i ministeriet og DR udleveret.
Skærer man afgørelser på aktindsigter til ved at give meroffentlighed ud fra politiske hensyn?
»Det kan man sige. Man giver næppe meroffentlighed i noget, som vil skade ministeren – heller ikke selv om det ifølge loven kan medtages. Omvendt bruger man også bestemmelsen politisk i andre tilfælde, hvor man gerne vil have ting hurtigt frem. Der kan man bruge det modsat, hvis det fremmer en ministers position«.
Da Troels Lund Poulsen var skatteminister, bad han om at se samtlige betændte aktindsigter, der ramte ministeriets postkasse. Det er ikke ualmindeligt, at den politiske ledelse i et ministerium orienteres, når journalister eller andre søger indsigt i ubehagelige oplysninger. I de situationer hænder det, at der kommer en »bestilling« oppefra på en given aktindsigtssag, forklarer regeringsjuristen.
Man giver næppe meroffentlighed i noget, som vil skade ministeren – heller ikke selv om det ifølge loven kan medtages.
Centralt placeret regeringsjurist
»Man har jo en loyalitetspligt, der går meget langt. Det kan man jo godt problematisere, når det kommer til forvaltningen af offentlighedsloven. Nogle gange kan der jo godt ligge en forventning om, at en sag skal afgøres på en bestemt måde oppefra, uden at det bliver sagt direkte. Det kan være svært at håndtere«.
En bestilling fra ledelsen
Du siger forventningen til en bestemt type afgørelse?
»Ja, det hænder, at en bestilling fra ministeriets ledelse går på, at materialet skal undtages i så stort omfang, som det overhovedet er muligt. Der er eksempler på, at alene det, at en sag findes, kan være problematisk. Så kan det godt være, at man når det punkt, at det her sandsynligvis ikke holder hele vejen. Men hvis det kan retfærdiggøres – altså så længe der er tilstrækkelig tvivl om, hvorvidt det er lovligt eller ej – så går man gerne hele vejen«.
Hvordan hænger den indstilling sammen med offentlighedslovens egentlige grundlag: at der i udgangspunktet skal være meroffentlighed – og at undtagelserne skal tolkes restriktivt?
