Politik

Regeringsjurist: Offentlighedslov bruges som politisk instrument

Stik imod offentlighedslovens bestemmelser bliver regeringsjurister i betændte sager bedt om at mørkelægge så meget som muligt. I dette interview forklarer en centralt placeret regeringsjurist, hvordan offentlighedsloven i dag bruges af dem, der vedtog den.

Politik

Trods løfter om det modsatte bliver offentlighedsloven i dag brugt som politisk instrument til at mørklægge betændte oplysninger – også selvom det i flere tilfælde er i strid med offentlighedslovens principper om meroffentlighed.

Sådan lyder det fra én af regeringens centralt placerede jurister, der i et interview med Politiken og under betingelse om at være anonym løfter sløret for, hvordan offentlighedsloven forvaltes i centraladministrationen. Vi har aftalt at mødes til en snak om forholdet mellem politik og jura. For hvordan foregår det egentlig, når man som jurist i et ministerium både har pligt til at beskytte sin minister fra problemsager og ansvar for offentlighedens adgang til ministeriets oplysninger? Jeg lader min undren sive.

»Der er noget paradoksalt i, at hvad der er karrierefremmende, ikke altid er i overensstemmelse med offentlighedslovens formål«, indleder regeringsjuristen, der har erfaring med og ansvar for behandling af aktindsigter i centraladministrationen.

»Systematikken bag offentlighedsloven er, at alt materiale i udgangspunktet skal udleveres. Herefter kan det vurderes, om der er behov for at undtage dele, hvis der er en særlig grund. Men ofte i mange sager vender man jo bøtten om – man konkluderer, at der ikke er noget af materialet, man har lyst til at udlevere. Ud fra det strikker man så den bedste juridiske vurdering sammen, der passer til det. Nogle gange finder man så noget materiale – eksempelvis bilag med avisartikler eller andet, der ikke gør ondt – så man i det mindste udleverer noget. Men det var selvfølgelig ikke det, der var intentionen med offentlighedsloven«.

Offentlighedsloven blev i 2013 solgt med løfter om, at den på en række områder ville give borgerne mere indsigt i den politiske beslutningsproces. Siden har det modsatte langt hen ad vejen vist sig at være tilfældet. Journalister venter i måneder på aktindsigter, som ofte er komplet overstreget, når de endelig udleveres.

Om politisk tilskæring

Et centralt argument for tilhængerne af loven har været, at den nye lov ville tvinge ministerier, styrelser og andre offentlige forvaltninger til at give borgerne meroffentlighed. Men ifølge reglerne har regeringens jurister alene pligt til at »overveje«, om de vil give meroffentlighed. Torsdag i denne uge konkluderede Ombudsmanden i en ny undersøgelse, at princippet sjældent bruges.

»Der er en dobbelthed i vores rolle som jurister, når vi forvalter offentlighedsloven. Som økonom må man gerne – altså inden for visse grænser – skære sager, beregninger og statistik til, så regeringens politik fremstår bedst muligt, men det gælder ikke på samme måde, når man forvalter offentlighedsloven. Men alligevel sker det. Eksempelvis er der steder, hvor man stort set aldrig bruger meroffentlighedsprincippet, fordi det eksempelvis er politisk følsomme sager. Det har Ombudsmanden jo netop også haft fokus på – altså vores manglende brug af meroffentlighedsprincippet«.

Vi begynder at tale om dengang, flere medier på rekordtid fik udleveret to dage gamle sms-korrespondancer mellem tidligere økonomiminister Margrethe Vestager og Venstres chefstrateg Claus Hjort Frederiksen, fordi oplysningerne ville gavne den daværende regering.

Det bør ikke være udgangspunktet, når man behandler en aktindsigtssag, at så meget som muligt skal undtages. Men det er virkeligheden i nogle tilfælde

Sidste år gik der under en time, fra BT havde søgt aktindsigt i en sag om uddannelsesminister Esben Lunde Larsens ph.d.-sjusk, til de fik en central – og for Lunde meget belejlig – korrespondance mellem hans spindoktor i ministeriet og DR udleveret.

Skærer man afgørelser på aktindsigter til ved at give meroffentlighed ud fra politiske hensyn?

»Det kan man sige. Man giver næppe meroffentlighed i noget, som vil skade ministeren – heller ikke selv om det ifølge loven kan medtages. Omvendt bruger man også bestemmelsen politisk i andre tilfælde, hvor man gerne vil have ting hurtigt frem. Der kan man bruge det modsat, hvis det fremmer en ministers position«.

Da Troels Lund Poulsen var skatteminister, bad han om at se samtlige betændte aktindsigter, der ramte ministeriets postkasse. Det er ikke ualmindeligt, at den politiske ledelse i et ministerium orienteres, når journalister eller andre søger indsigt i ubehagelige oplysninger. I de situationer hænder det, at der kommer en »bestilling« oppefra på en given aktindsigtssag, forklarer regeringsjuristen.

Man giver næppe meroffentlighed i noget, som vil skade ministeren – heller ikke selv om det ifølge loven kan medtages.

»Man har jo en loyalitetspligt, der går meget langt. Det kan man jo godt problematisere, når det kommer til forvaltningen af offentlighedsloven. Nogle gange kan der jo godt ligge en forventning om, at en sag skal afgøres på en bestemt måde oppefra, uden at det bliver sagt direkte. Det kan være svært at håndtere«.

En bestilling fra ledelsen

Du siger forventningen til en bestemt type afgørelse?

»Ja, det hænder, at en bestilling fra ministeriets ledelse går på, at materialet skal undtages i så stort omfang, som det overhovedet er muligt. Der er eksempler på, at alene det, at en sag findes, kan være problematisk. Så kan det godt være, at man når det punkt, at det her sandsynligvis ikke holder hele vejen. Men hvis det kan retfærdiggøres – altså så længe der er tilstrækkelig tvivl om, hvorvidt det er lovligt eller ej – så går man gerne hele vejen«.

Hvordan hænger den indstilling sammen med offentlighedslovens egentlige grundlag: at der i udgangspunktet skal være meroffentlighed – og at undtagelserne skal tolkes restriktivt?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det kan godt stride mod formålet med loven, ja. Det bør ikke være udgangspunktet, når man behandler en aktindsigtssag, at så meget som muligt skal undtages. Men det er virkeligheden i nogle tilfælde«, forklarer regeringsjuristen.

I august fik Politiken udleveret en række overstregede dokumenter om Justitsministeriets juridiske vurderinger af grænsekontrollen efter at have ventet knap et år på svar. I en sag om antiradikaliseringstiltag ventede journalist og forfatter Jakob Sheikh 10 måneder på dokumenter, der først blev sendt, da Folketingets Ombudsmand kom ind over sagen. I maj fik Justitsministeriet hård kritik af Ombudsmanden, fordi en femtedel af sagerne varede mere end 40 arbejdsdage.

Hvordan ser I på Ombudsmanden som kontrolorgan?

»Det er forskelligt, alt efter hvilken minister og hvilke chefer man har. Man har sager, som vi ved er på kanten, men så længe man befinder sig i sin gråzone, kan vi jo sagtens teste af, om undtagelsen holder. Der er først, når man er helt sikker på, at det juridisk ikke holder, at det er i strid med god embedsførelse – og der er nogle steder, hvor man går rimelig langt«, siger regeringsjuristen, der nævner to konkrete eksempler, som af hensyn til juristens anonymitet ikke er medtaget her.

Spekulerer man i at få sendt sager til Ombudsmanden?

»Ja, det gør man da. På den måde køber man tid, og med tiden bliver sagerne mindre problematiske«.

Om håndbårne dokumenter

Når regeringens magtfulde koordinationsudvalg og økonomiudvalg drøfter centrale sager, får kun en håndfuld embedsmænd lov til at lytte med. I de situationer undgår man gerne at sende notater og filer elektronisk.

I stedet benytter man sig af »håndbårne« dokumenter, som udveksles fysisk mellem ministerierne.

»Dokumenter, man skal levere til Ø-udvalget eller K-udvalget, kan i visse tilfælde udveksles som håndbårne dokumenter. Det kan handle om at begrænse personkredsen, der får dem at se«, forklarer regeringsjuristen.

Øvelsen er i sig selv ikke ulovlig, men der kan opstå problemer, fordi visse notater på den måde ikke automatisk journaliseres. Sidste år meddelte Justitsministeriet Politiken, at en del af korrespondancen mellem ministeriet og Skatteministeriet om toldkontrollen fra 2011 var »bortkommet«. En forklaring kan være, at dokmenterne er blevet væk – en anden kan være, at de aldrig blev journaliseret.

En ting er sikkert, det hænder, at håndbårne dokumenter ikke bliver journaliseret

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Man har jo stadig journaliseringspligt, men med min erfaring på området mener jeg, at det er retfærdigt at spekulere i, om det også er for at undgå journaliseringen«.

Vil du uddybe det?

»Når du udveksler noget elektronisk, er det meget let at journalisere. Når man udveksler dokumenter håndbåret, så kræver det en mere aktiv handling at journalisere dokumentet. En ting er sikkert, det hænder, at håndbårne dokumenter ikke bliver journaliseret«.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce