Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Nicolai Wammen har plads i den øverste ledelse i Socialdemokratiet sammen med gruppeformand Henrik Sass Larsen og partiformand Mette Frederiksen.
Foto: Jens Dresling

Nicolai Wammen har plads i den øverste ledelse i Socialdemokratiet sammen med gruppeformand Henrik Sass Larsen og partiformand Mette Frederiksen.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Intern splid: Wammen svækkes i Socialdemokratiet

Et opbrud i de socialdemokratiske kaffeklubber udfordrer Nicolai Wammens position som mulig kronprins i landets største oppositionsparti.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De færreste socialdemokrater er i tvivl om, at partiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, drømmer om at blive partiets næste formand.

Den tidligere Aarhus-borgmester har plads i Socialdemokratiets øverste ledelse og har længe arbejdet på at positionere sig selv i det interne partihierarki.

I sidste uge modtog han dog en tidlig julegave, som næppe var at finde på hans ønskeseddel. En stor gruppe af hans tidligere støtter i folketingsgruppen besluttede nemlig at bryde ud af den kaffeklub, som det seneste halvandet år har udgjort hans magtbase internt i partiet.

Omkring 13 tidligere medlemmer af fraktionen Frokostklubben gav i slutningen af sidste uge Wammen den kolde skulder og dannede deres egen fraktion, som foreløbigt har fået titlen »Den Nye Kaffeklub«.

Det betyder, at Nicolai Wammen er stærkt svækket i det socialdemokratiske hierarki. Han er fortsat en af de mest politisk erfarne i folketingsgruppen, men med kun en håndfuld støtter tilbage i resterne af Frokostklubben er hans mandatmæssige opbakning i folketingsgruppen på kraftig retur.

Hans klubfæller udgøres nu primært af såkaldte ’Aarhusdrenge’ som Dan Jørgensen, Simon Kollerup og Christian Rabjerg Madsen og den tidligere SF’er Mattias Tesfaye.

Har slået hårdt ned

De socialdemokratiske kaffeklubber er fortsat en afgørende magtfaktor i det gamle parti. Klubberne har deres rødder i formandsopgøret mellem de tidligere S-formænd Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken, men spiller stadig en vigtig rolle, når der eksempelvis skal fordeles poster i folketingsgruppen.

Det er en uskreven lov i Socialdemokratiet, at hver enkelt kaffeklub skal tilgodeses med ledelsesposter, som svarer nogenlunde til deres styrke i folketingsgruppen. Derfor kan nyvalgte folketingsmedlemmer fortælle, hvordan de knap var blevet valgt til Folketinget, før de blev ringet op med kaffeklubinvitationer fra garvede folketingsmedlemmer.

Årsagen til, at den store gruppe socialdemokrater nu vender ryggen til Wammen skyldes en ophobet frustration over flere måneder.

En udlægning, der går igen fra flere af udbryderne, er, at Wammen i deres optik mere har været ledelsens repræsentant i Frokostklubben end Frokostklubbens repræsentant i ledelsen, og at han på den måde ikke har respekteret, at »når man er i klub sammen, forudsætter det, at man repræsenterer hinanden og hjælper hinanden«, som et S-medlem formulerer det.

Flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer fortæller samtidig om episoder, hvor Wammen skulle have slået unødigt hårdt ned på kritiske røster i Frokostklubben. Fra Wammen-fløjen erkender man, at Wammen kan være kontant, men tilføjer samtidig, at det kan være nødvendigt som leder af en kaffeklub, lyder tilføjelsen.

Frokostklubben er en relativt ny kaffeklub i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Den blev dannet kort efter folketingsvalget sidste år, da Nicolai Wammen så en mulighed for at samle opbakning til en ny kaffeklub under hans egen ledelse. Men flere medlemmer af Frokostklubben har løbende følt, at Wammen i for høj grad tilgodeså sine allernærmeste støtter, når der skulle fordeles poster.

Flere S-medlemmer fortæller, at de eksempelvis var skuffede over, at Wammen ikke sikrede den tidligere transportminister Magnus Heunicke en plads i den socialdemokratiske gruppeledelse efter valget. Omvendt er der også stemmer i folketingsgruppen, der mener at vide, at Wammen rent faktisk – forgæves – har forsøgt over for formand Mette Frederiksen og gruppeformand Henrik Sass Larsen at arbejde for en bedre plads til Heunicke.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er et forsøg på at sende et meget kraftigt signal om, at vi synes, der godt kunne være en balance i den måde, som gruppens ledelse er skruet sammen på

Hav overvejer sin fremtid

Nu skal Heunicke stå i spidsen for »Den Nye Kaffeklub«. Selv om klubben først holdt stiftende møde sidste fredag er medlemsskaren så godt som på plads. En af de få ubekendte er nordjyske Orla Havs fremtid. Han har signaleret til udbryderne, at han ønsker betænkningstid, og at han vil give besked om sit tilhørsforhold efter juleferien. Enkelte nævner, at Havs overvejelser kan bunde i, at han måske frygter, at hans plads i gruppeledelsen – i fald han følger med over i Heunickes klub – skal afgives til netop Heunicke. Det afvises dog af Orla Hav selv.

»Så spekulativ er jeg ikke«, siger han.

Den Nye Kaffeklub ser dog muligheder i den nye konstellation.

»Det er et forsøg på at sende et meget kraftigt signal om, at vi synes, der godt kunne være en balance i den måde, som gruppens ledelse er skruet sammen på«, som en S-kilde formulerer det.

Fra alle fire socialdemokratiske kaffeklubber bliver det samtidig understreget, at de interne forskydninger udelukkende handler om magtbalancen i laget under S-formand Mette Frederiksen. Mens kaffeklubberne tidligere er blevet brugt som magtfulde redskaber under socialdemokratiske formandsopgør, står Mette Frederiksen helt uantastet som formand i dag. Derfor forvissede Magnus Heunicke i sidste uge Mette Frederiksen personligt om bruddet med Wammen og understregede, at opbruddet ikke var et udtryk for utilfredshed med partiets politiske linje.

Kaffeklubberne spiller dog fortsat en vigtig rolle for hierarkiet i folketingsgruppen. Og med den dalende støtte til Wammen spørger flere socialdemokrater sig selv, om det på sigt vil få en betydning for hans position i partiet? Selv om han nu kun har en mindre kaffeklub i ryggen, forventer flere socialdemokrater, at han umiddelbart fortsætter som politisk ordfører, men flere S-folk vurderer, at der kan ske forskydninger blandt rækken af socialdemokratiske løjtnanter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Wammen skal ikke længere føle sig sikker på rollen som førsteudfordrer den dag Mette Frederiksen stopper som S-formand, lyder det. Med Den Nye Kaffeklub i ryggen bliver Magnus Heunicke styrket i partiet, mens andre nævner, at Nick Hækkerup fra Morgenmadsklubben måske vil rykke stille frem i hierarkiet.

Opbruddet ses i det hele taget som en styrkelse af den i forvejen stærke og mere højreorienterede Morgenmadsklubben, som i mange år har været styret af gruppeformand Henrik Sass Larsen, da midtergruppen og venstrefløjen nu bliver endnu mere fragmenteret.

Nicolai Wammen har ikke ønsket at kommentere situationen.

Annonce

Annonce

Podcasts

  • 
    Strassbourg - EU - Parlament - Parliament - Europa - afstemning - Vote - Portræt - Reportage (ikke Brussel)

    På søndag har du chancen for at sætte dit eget lille personlige præg på, hvordan EU i fremtiden skal tackle nogle af Danmarks og klodens helt store udfordringer. Men hvor mange af de beslutninger, som lægger rammerne for vores hverdag, træffes egentlig i Bruxelles?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

Forsiden