Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Hundredvis af syriske flygtninge venter på at lade sig registrere hos UNHCR i Libanons hovedstad Beirut 30. januar 2017.
Foto: Hassan Ammar/AP

Hundredvis af syriske flygtninge venter på at lade sig registrere hos UNHCR i Libanons hovedstad Beirut 30. januar 2017.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

FN-repræsentant: Hvis I vil hjælpe, så tag imod kvoteflygtninge

Det er afgørende for den enkelte, at lande tager imod kvoteflygtninge og en gestus over for de lande, der løfter den største byrde, siger FN-repræsentant i Libanon.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvis Danmark vil hjælpe nærområderne med at tage hånd om de mange fordrevne fra Syrien, så er det en rigtig god ide at genoptage modtagelsen af de kvoteflygtninge, som den danske regering sidste år satte en stopper for.

Sådan lyder det fra Mireille Girard, der er ansvarlig for FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i Libanon, hvor koncentrationen af syriske flygtninge er højere end noget andet sted i verden.

»Danmark er ikke et stort land. Men det er et land, der har midlerne«, siger Mireille Girard, der oplyser, at hun har diskuteret sagen med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) under den danske ministers rejse til Libanon tidligere denne uge.

Danmark har siden 1989 via UNHCR hvert år modtaget i gennemsnit 500 kvoteflygtninge direkte fra flygtningelejre og alverdens brændpunkter. Men i efteråret gjorde Venstre-regeringen det klart, at den praksis er sat i bero på ubestemt tid.

Det gælder også den særlige gruppe, der er handikappede, ofre for tortur eller på andre måder er ekstremt sårbare. Twenty or more, hedder gruppen, der for Danmarks vedkommende i flere år har udgjort omkring 30 årligt.

UNHCR var dengang hurtig til at kritisere beslutningen, og Mireille Girard ser gerne, at Danmark genoptager modtagelsen af kvoteflygtninge. Det er afgørende for den enkelte flygtning og en vigtig gestus over for et land som Libanon, der huser den største koncentration af flygtninge fra Syrien.

»Det er de mest sårbare«, siger Mireille Girard og nævner, at Danmark kan tage sig af torturofre og særligt syge.

»Det er et sikkerhedsnet for dem, der ikke kan vente på fred i Syrien. Forestil dig en bedstefar med behov for dialyse, der lever i en uformel lejr som dem, der er her i landet, hvor miljøet er uhygiejnisk. Hvordan overlever man i den kontekst«, spørger Mireille Girard.

V-ordfører håber på genoptagelse i løbet af et par år

I Danmark har regeringen opbakning til et stop for kvoteflygtninge fra alle partier i blå blok samt Socialdemokratiet, der dog har været præget af intern debat.

Den konservative partiformand Søren Pape Poulsen har under partiets landsråd i september betegnet det som »den omvendte verden«, at den daværende Venstre-regering fokuserede på kvoteflygtninge i stedet for at gøre noget ved den ukontrollerede flygtningestrøm – uden at han dog ville opfordre regeringen til at ændre beslutningen.

I denne uge kritiserede Amnesty International det danske stop for modtagelse af kvoteflygtninge i menneskerettighedsorganisationens årsrapport.

Udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen (V) kaldte i løbet af ugen situationen for »træls« og understregede, at der er tale om et midlertidigt stop, som han håber kan ophøre »i løbet af et par år«.

»Stoppet var nødvendigt, fordi vi fik så mange tusinde asylansøgere i 2015. Når vi har håndteret dem, kan vi begynde at modtage kvoteflygtninge igen. Men ikke før«, sagde han tidligere på ugen til DR.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs henviser til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der ikke har yderligere kommentarer. Hun henviser til sine tidligere kommentarer om, at modtagelsen af kvoteflygtninge afhænger af, hvor mange flygtninge Danmark modtager generelt.

Regeringen vil vurdere situationen på ny efter sommerferien.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden