Transportminister Ole Birk Olesen (LA) og finansminister Kristian Jensen (V) sætter embedsmand i PostNords bestyrelse.
Foto: Nanna Navntoft (arkiv)

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) og finansminister Kristian Jensen (V) sætter embedsmand i PostNords bestyrelse.

Politik

Regeringen bryder med princip og sætter embedsmand i postens bestyrelse

Regeringen sætter nu en embedsmand med ekspertise i statsstøtte ind i PostNords top.

Politik

Finansminister Kristian Jensen (V) og transportminister Ole Birk Olesen (LA) bryder med en tradition og et fast princip i staten om at holde embedsværkets fingre væk fra statsejede selskabers bestyrelser.

Det sker, når Finansministeriets afdelingschef, Peder Lundquist, på en generalforsamling i næste uge vælges ind i koncernbestyrelsen i kriseramte PostNord.

PostNord i Danmark har et akut behov for kapital efter fem store regnskabsunderskud i rap og har anmodet sine ejere, den danske og svenske stat, om en kapitaltilførsel på 2,4 milliarder kroner.

Milliarderne skal bruges til en omstruktureringsplan, der omfatter afskedigelse af 4.000 medarbejdere – 1.500 heraf allerede i 2017.

Peder Lundquist har blandt andet ekspertise i EU’s statsstøtteregler

Konkurrenterne på markedet for transport- og logistik er voldsomt bekymret for, at en eventuel kapitaltilførsel vil skævvride konkurrencen, og EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, er adviseret om risikoen for ulovlig statsstøtte.

Peder Lundquist sidder i Finansministeriets topledelse og har statslige selskaber og konkurrenceregler som ansvarsområde. »Peder Lundquist har blandt andet ekspertise i EU’s statsstøtteregler, og det er en relevant faktor i forhold til en kommende løsning«, oplyser Finansministeriet.

PostNords bestyrelsesformand, Jens Moberg, siger, at Lundquists ekspertise om statsstøtteregler bliver vigtig i bestyrelsesarbejdet:

»At have en svensk embedsmand med i bestyrelsen, som vi har haft i de fire år, jeg har været formand, har fungeret rigtig godt, så det kommer også til at fungere rigtig fint med en dansk embedsmand. Vi har jo to stater som ejere, så at vide, hvordan staterne tænker og agerer som ejere, er værdifuld viden direkte i bestyrelseslokalet«, siger Jens Moberg.

Brud på centralt princip

Den svenske stat, der ejer 60 procent af PostNord, har haft en embedsmand fast placeret i koncernens bestyrelse, mens den danske regering har undladt det.

I Finansministeriets to år gamle udgivelse ’Statens ejerskabspolitik’ lyder en central anbefaling, at »der kan som hovedregel ikke vælges statsansatte, der er underlagt ministerinstruktion, til bestyrelsen«.

Årsagen er, at »embedsmænd på den ene side som bestyrelsesmedlem skal varetage selskabets interesser, mens de i deres rolle som embedsmænd er underlagt ministerinstruks. Dette kan for det enkelte medlem medføre situationer, hvor der kan opstå en loyalitetskonflikt og uklarhed, i forhold til hvilke interesser de skal varetage«.

Finansministeriet skriver i en udtalelse, at man afviger fra sit ellers fasttømrede princip, fordi PostNords kritiske tilstand »kræver tiltag lidt ud over det sædvanlige«:

»I udgangspunktet mener vi ikke, at statsansatte bør sidde i bestyrelserne i de statslige selskaber. Dels kan det give anledning til kasketforvirring. Dels er der typisk brug for mere kommerciel erfaring i bestyrelserne. Når vi alligevel gør det nu, er det, fordi selskabet står i en ekstraordinær situation, der potentielt kan berøre hele det danske samfund«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden