Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen
Foto: Mik Eskestad

Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen

Politik

Venstre støtter Samuelsens Trump-kritik: Vi må række hånden ud til Trumps nærmeste

Udenrigsminister Samuelsens hårde ord mod den amerikanske præsident er rigtigt, mener Venstres udenrigsordfører.

Politik

Udenrigsminister Anders Samuelsens (LA) skarpe tweet mod den amerikanske præsident, Donald Trump, er helt på sin plads.

Om ikke Trump selv, så er der fornuftige folk omkring præsidenten, der lytter, hvis flere lande åbent tager afstand fra præsidentens stil.

Sådan lyder det fra Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, efter at DF-udenrigsordfører Søren Espersen som konsekvens af Samuelsens tweet har opfordret statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at skride ind for sine ministres brug af Twitter.

»Jeg er enig med udenrigsministeren. Vi vil gerne have et godt forhold til USA, men vi har også brug for en amerikansk præsident, som fokuserer på de udfordringer, der er. Ikke mindst med et mere og mere krigerisk Rusland og en voldsom konflikt i Mellemøsten. Og det, vi oplever i stedet for, er en præsident, der bruger mere tid på at sende forskellige tweets ud, hvor han angriber enten journalister, tv-stationer eller hvad ved jeg. Og det er jeg også meget kritisk over for«, siger Michael Aastrup Jensen og tilføjer:

»Vi har brug for en amerikansk præsident, som fokuserer på det, han har brug for at fokusere på; nemlig at være verdens største supermagt og prøve at løse nogle af de her konflikter. Og det gør han - ser det ud til - åbenbart ikke ret meget af«.

Bank til CNN

Balladen begyndte, da Trump søndag lagde en lille, manipuleret film på Twitter, hvor han til et wrestlingshow banker en mand med CNN's logo som ansigt.

Det fik den danske udenrigsminister til på Twitter at gå i rette med Trump.

Men dermed går Anders Samuelsen alt for langt, mener Søren Espersen, der frygter, at den slags meldinger kan skade Danmarks forhold til USA. Espersen benytter desuden anledningen til at foreslå statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at forbyde sine ministre at bruge Twitter til den slags politisk følsomme emner.

Samuelsen: Trump underminerer sit embede med Twitter-bank

»Jeg synes, Anders Samuelsen skulle holde op nu med at tweete. Og så synes jeg, at Løkke skal sige til alle sine ministre, at nu slutter den fest. Vi tweeter ikke mere, især - det er det helt graverende i det her tilfælde - når det drejer sig om forholdet til andre lande. Det har en stor betydning også for Danmarks anseelse i verden, at den her bliver sendt ud fra udenrigsministeren«, siger Espersen til Politiken.

V: Vi må række ud til de fornuftige folk omkring Trump

Men fra statsministerpartiet lyder der altså klar opbakning til Samuelsens skarpe kommentar, selv om den bryder med de normale diplomatiske dyder.

Michael Aastrup Jensen mener ikke, at det behøver betyde et dårligt dansk forhold til USA. Tværtimod har også venner en gang imellem brug for at fortælle hinanden, når man er gået for langt, påpeger udenrigsordføreren.

Vi har brug for en amerikansk præsident, som fokuserer på det, han brug for at fokusere på; nemlig at være verdens største supermagt og prøve at løse nogle af de her konflikter. Og det gør han - ser det ud til - åbenbart ikke ret meget af

Men bør Danmark ikke som en klar miniputnation sammenlignet med USA undlade at gå i rette med Trump offentligt og nøjes med at gøre det ad diplomatiske kanaler?

»Jeg synes, man skal gøre det som en blanding, og det gør vi også. Og derfor er der brug for en gang imellem, når vi har en så uortodoks og - lad os sige det lige ud - alternativ præsident som Donald Trump, at gøre det på hans maner«.

Med dit kendskab til Trump, tror du så, at han, hvis han bliver gjort bekendt med, hvad den danske udenrigsminister har skrevet på Twitter, tænker 'det er måske rigtigt, jeg tror, jeg stopper med det her'?

»Nej, det gør jeg ikke. Men det, jeg derimod håber og tror på, det er, at hvis flere og flere lande gør det (tager afstand, red.), så vil det gøre indtryk på de folk, der er omkring Donald Trump - en vicepræsident Pence, en udenrigsminister Tillerson og andre fornuftige folk - for de ved, at det er vigtigt at have et godt samarbejde med ens trofaste allierede. Og det er dem, vi prøver at række hånden ud til nu«, svarer Michael Aastrup Jensen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden