Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen lovede en fuldstændig uvildig rapport om tilstanden i det danske grundvand, men hans ministerium beskyldes nu for at have været i for tæt kontakt med konsulenthuset bag rapporten, Cowi.
Foto: Jens Dresling

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen lovede en fuldstændig uvildig rapport om tilstanden i det danske grundvand, men hans ministerium beskyldes nu for at have været i for tæt kontakt med konsulenthuset bag rapporten, Cowi.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Minister under pres fra DF i sag om Danmarks grundvand

Dansk Folkeparti sætter spørgsmålstegn ved uvildigheden af rapport trods løfte fra Esben Lunde Larsen. Cowi og Miljø- og Fødevareministeriet afviser utidig indblanding.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) bliver nu udsat for ny kritik fra regeringens støtteparti og flere andre partier i Folketinget.

Oven på en debat om tilstanden i det danske grundvand i foråret lovede Esben Lunde Larsen Folketinget en fuldstændig uvildig rapport udført »uafhængigt af ministeriet«. Men flere partier stiller nu spørgsmål til kontakten mellem ministeriet og konsulenthuset Cowi i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten.

Dansk Folkepartis miljøordfører, Pia Adelsteen, der også er formand for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, mener, at ministeriet ud fra de forelagte oplysninger har været for tæt involveret i konsulentfirmaet Cowi’s arbejde med rapporten, set i lyset af at Esben Lunde Larsen lovede en helt uvildig undersøgelse på et samråd i Folketinget i marts.

»Det er problematisk, synes jeg. Nu må jeg bede ministeren om at redegøre for forløbet«, siger Pia Adelsteen.

Også Socialdemokratiet ønsker en redegørelse for sagens forløb.

»Det er en torpedo mod Folketingets forhold til regeringen, at der endnu en gang sættes spørgsmålstegn ved, om regeringen har sagt ét til Folketingets medlemmer, men gjort det stik modsatte ovre i ministeriet«, siger fødevareordfører Simon Kollerup (S).

Sagen handler om det danske grundvand. I begyndelsen af året opstod der en heftig debat om mængden af nitrat i drikkevandet og indberetningen af data til EU-Kommissionen. I landbrugskredse blev sagen stemplet ’grundvandssagen’, og det skortede ikke på kritik af de danske myndigheder, som blev beskyldt for at indberette forkerte data om nitratindholdet i vandet.

Derfor indvilgede regeringen i at igangsætte en ekstern kulegravning af sagen, som mundede ud i en Cowi-rapport. Den konkluderede i sidste måned, at de danske indberetninger af nitrat til EU er foregået helt efter bogen.

Inden da havde miljø- og fødevareministeren på et samråd i Folketinget 23. marts lovet, at udredningen ville foregå helt uafhængigt af ministeriet.

»Al spekulation om, at det skulle blive en syltekrukke – at der ikke skulle blive afstandskrav mellem embedsmænd og eksterne aktører og lignende – kan jeg så også ved denne lejlighed klart afvise. Det bliver en ekstern analyse, uafhængig af ministeriet«, sagde Esben Lunde Larsen.

Dokumenter fra kommunikationen mellem konsulentfirmaet Cowi og Miljø- og Fødevareministeriet viser, at ministeriet har været tæt involveret under det meste af forløbet.

Flere ting blev rettet

Af projektbeskrivelsen fremgår det, at både ministeriet og Cowi skulle deltage i en fælles styregruppe, men der er også blevet afholdt mere detaljeorienterede ugentlige arbejdsgruppemøder med deltagelse af ministeriet og Cowi, hvor afdelingschef Christian Vind fra Miljø- og Fødevareministeriet var mødeleder.

Miljø- og Fødevareministeriet er kommet med mere end 30 skriftlige kommentarer til Cowi’s første version af rapporten, hvoraf flere ting er blevet rettet til, inden den blev sendt ud til ekstern kommentering hos landbruget og de grønne organisationer.

Flere partier på Christiansborg undrer sig også over, at vurderinger fra Cowi’s udkast til den endelige rapport er blevet ændret eller udeladt i den endelige version, efter at ministeriet havde haft lejlighed til at drøfte udkastet med Cowi. Ændringerne fremgår ikke af ministeriets skriftlige forslag til rettelser.

Det drejer sig blandt andet om et element i rapportens konklusion. I konsulentfirmaets udkast til den endelige rapport vurderede Cowi, at Danmarks »manglende opfølgende vurdering af grundvandsforekomster kategoriseret som ringe tilstand« skulle placeres i en rød kategori, så det stod klart for blandt andet Folketingets medlemmer, at der var tale om en mangel ved overvågningen eller indberetningen af nitrat i grundvandet.

Men i den endelige version var myndighedernes manglende opfølgning nu placeret i den mindre alvorlige lysegrønne kategori.

Adspurgt om ændringen svarer Cowi, at den ikke skyldes en opfordring fra ministeriets side.

»Vi har på Cowi’s projekthold drøftet dette flere gange. Vi genbesøgte materialet og vurderingerne, inden vi udsendte den rapportversion, som blev sendt til den store gruppe af interessenter til faglig kommentering. Det skyldes blandt andet, at vi stillede supplerende spørgsmål til grundlaget«, siger markedschef Karsten Sten Pedersen.

Det fremgår af Cowi’s eget opstartsnotat om forløbet, at ministeriet undervejs skulle have mulighed for at »adressere eventuelle misvisende faktuelle forhold«, men Pia Adelsteen undrer sig over, hvorfor flere af Cowi’s mere vurderende formuleringer fra udkastet ikke er at finde i den endelige rapport. Hun mener, at det havde været bedre, hvis ministeriet havde holdt sig mere i baggrunden.

»Det stiller ikke ministeren i noget godt lys. Det må jeg sige. Efter samrådet havde jeg et håb om, at det netop blev uvildigt. Det gjorde ministeren meget ud af at fortælle. Men når jeg hører, hvordan arbejdet har været, og hvordan der er blevet justeret i rapporten, må jeg indrømme, at der tegner sig et meget anderledes billede end det, som ministeren forsøgte at skitsere på samrådet: at det skulle være uvildigt, åbent og med armslængde«, siger Pia Adelsteen.

Også Alternativets landbrugsordfører, Christian Poll, savner en forklaring. Han har selv førstehåndserfaring med konsulentrapporter af denne karakter som tidligere projektansat i netop Cowi og senere som akademisk medarbejder i Miljøstyrelsen. Han mener, at der ved sådanne eksterne analyser skal være plads til dialog mellem kunde og leverandør om de data, der overleveres, og om, hvordan man vil strukturere rapporten, men han undrer sig over, at der eksempelvis er et helt afsnit fra Cowi’s udkast vedrørende usikkerheden om kortlægningen af grundvandsforekomsterne, som ikke er med i den endelige rapport.

»Det ser ikke ud til, at der kun er tale om justeringer«, siger Christian Poll.

Hertil svarer Cowi, at afsnittet blev taget ud, fordi det skulle være »nemmere at læse rapporten«.

Aktindsigten viser også, at ministeriet har været dybt involveret i Cowi’s valg af en ekstern jurist, som skulle assistere konsulentfirmaet med de mere juridiske dele af rapporten. Af referater fra rækken af arbejdsgruppe- og styregruppemøder mellem Cowi og ministeriet fremgår det, at ministeriet fra begyndelsen deltog i drøftelserne af, hvem der skulle udpeges som Cowi’s juridiske ekspert.

Det fremgår også, at ministeriet tilsyneladende skulle godkende Cowi’s valg.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

30. maj skrev afdelingschef Christian Vind fra Miljø- og Fødevareministeriet til Cowi, at ministeriet »kan godkende« valget af professor Bent Ole Gram Mortensen som ekstern juridisk ekspert på rapporten.

Det giver også anledning til rynkede bryn hos flere partier på Christiansborg.

»Det virker ikke særlig uvildigt. Uanset hvad. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man skal have godkendt sådan noget«, siger Pia Adelsteen (DF).

Alternativets Christian Poll kalder det »mærkeligt«.

»Det bør være Cowi selv, der vælger det sæt af eksperter, som de arbejder med«, siger han.

Politiken ville gerne have spurgt miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen til konkrete elementer i partiernes kritik, men han har ikke ønsket at stille op til et interview. I stedet svarer ministeriets afdelingschef Christian Vind på spørgsmål.

Når nu der var så stor opmærksomhed fra politisk side om, at det skulle være uafhængigt af ministeriet, skulle I så måske ikke have holdt jer fra at gå ind og ville godkende Cowi’s eksterne jurist?

»Nej, for vi har også en pligt til at sikre, at når vi har eksterne leverandører, der udfører en opgave, som er specificeret og som koster skattekroner, at der bliver fulgt op. Vi har således alene godkendt, at den af Cowi foreslåede jurist levede op til kontraktens krav om at være en anerkendt juridisk ekspertise på området. Det afgørende må være, om vi har blandet os i substansen eller ej, og der kan jeg helt trygt sige, at det har vi ikke«, siger Christian Vind.

Ministeriet har selv nedfældet i et mødereferat, at ministeriets faglige bemærkninger alene var til »Cowi’s overvejelse«. Derfor mener afdelingschefen heller ikke, at armslængdeprincippet er blevet overskredet.

»Arbejdet er udført inden for det kommissorium, der er udarbejdet, og som har været delt med omverdenen, inden vi gik i gang. Cowi har haft fuld frihed til at analysere og drage egne konklusioner«, siger han.

Folketinget har ikke fået det, de har bedt om

Kunne man ikke have overvejet at lade Cowi selv udsende sit udkast til den endelige rapport til ekstern kommentering, inden I skulle ind og gennemlæse den og drøfte den med Cowi?

»Man kunne have forestillet sig meget. Cowi sendte den til os til vores bemærkninger. Så gav vi dem redaktionelle og faglige bemærkninger. Samtidig med at de sagde til os, at de stadig selv arbejdede videre på den. Så i det omfang, at der er forskel mellem det, de sendte til os, og det, de sendte ud i verden, kan jeg ikke svare på, hvad der er et resultat af vores bemærkninger, og hvad der er et resultat af Cowi’s egne overvejelser«, siger Christian Vind.

Også Cowi afviser klart, at armslængdeprincippet er blevet overskredet.

»Rapporten er – både undervejs, og som den endte – 100 procent vores. Ministeriet har ikke kunnet bestemme, hvad vi ville skrive, og der er ikke nogen, der har bedt os om at skrive noget andet«, siger markedschef Karsten Sten Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En af de organisationer, der har interesseret sig mest for sagen, er kredsen af landmænd i Bæredygtigt Landbrug, som også selv har søgt aktindsigt i sagen. De er langtfra tilfredse med situationen.

»Folketinget har ikke fået det, de har bedt om. Esben Lunde Larsen har lovet en uafhængig undersøgelse, og der er ikke nogen, der kan påstå, at det her er endt med en uafhængig undersøgelse«, siger Bæredygtigt Landbrugs direktør, Hans Aarestrup.

I et skriftligt svar på den politiske kritik fremhæver miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), at hverken Miljøstyrelsen eller Miljø- og Fødevareministeriets departement har haft nogen ret til at ændre i rapportens konklusioner:

»Skulle nogen ordførere have en anden opfattelse, er de velkomne til at spørge Cowi, som netop har deltaget i ét møde med miljø- og fødevareudvalget. Vi har allerede aftalt, at Cowi på endnu et møde kan besvare ordførernes spørgsmål til rapporten og dens tilblivelse«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden