Spørgetime med statsministeren på Christiansborg. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
Foto: Jens Dresling

Spørgetime med statsministeren på Christiansborg. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Politik

Støjberg-kampagne fik penge fra hemmelig klub

En særdeles hemmelighedsfuld erhvervsklub har støttet Inger Støjbergs valgkampagne, uden at det er blevet oplyst til myndighederne.

Politik

Offentligheden har efterhånden fået kendskab til flere af de omstridte erhvervsklubber, der støtter prominente politikeres valgkampagner med tusindvis af kroner, som er indsamlet fra anonyme medlemmer.

Alligevel har det indtil nu været hemmeligt, at en erhvervsklub gav et større pengebeløb til udlændingeminister Inger Støjbergs folketingskampagne i 2015.

Det er der en grund til. Erhvervsklubbens bidrag - og dermed også erhvervsklubbens eksistens - er nemlig aldrig blevet indberettet til myndighederne, som loven kræver, når der er tale om økonomiske bidrag på mere end 20.000 kroner.

Det er et brud på partistøtteloven, som kan straffes med bøde og fængsel op til fire måneder.

Når vi nu alligevel kender til Inger Støjbergs erhvervsklub, som ifølge formand for Venstre i Skive-kredsen, Andreas Marcussen, hedder Erhvervsforum 2 er det ikke fordi, Støjberg og hendes partiapparat selv har presset på for at få den frem i lyset.

Tværtimod.

For selvom det er lykkedes at få bekræftet erhvervsklubbens eksistens, så er der stadig ingen, der vil svare på, hvor meget den præcist har bidraget med, hvor længe den har støttet Inger Støjbergs valgkampagner og hvem der er medlem af klubben.

Stærkt omdiskuterede klubber

Erhvervsklubberne har været heftigt debatteret de seneste år, da kritikere mener, at erhvervsklubberne kan benyttes til at omgå partistøtteloven.

Når et parti modtager et bidrag fra en erhvervsklub på mere end 20.000 kroner, behøver de nemlig kun oplyse navnet på erhvervsklubben til myndighederne, og ikke navnene på dem, der har indbetalt til klubben - også selv om de enkeltvis måtte have givet mere end 20.000 kroner.

I flere erhvervsklubber er der tradition for, at de kontingentbetalende medlemmer får årlige besøg og oplæg fra prominente folketingspolitikere og ministre fra de partier, som de støtter. Derfor bliver klubberne også kritiseret for, at klubberne gør det muligt at købe sig til priviligeret adgang til politikerne via klubbens kontingent.

Hvor meget af det ovenstående, som gør sig gældende for Inger Støjbergs erhvervsklub, ved vi ikke. Det er der nemlig ingen, der vil fortælle.

Hemmelighedskræmmeri

Politiken fik første gang nys om, at en af de hemmelighedsfulde erhvervsklubber indsamler penge til Inger Støjbergs valgkampagne midt i november.

Der er dog ingen information at finde om erhvervsklubben i nogle af de indberetninger om private bidragydere, som Venstres kredse har indsendt til kommuner og regioner.

Vi ringede derfor til Andreas Marcussen, der er formand for Venstre i Skive-kredsen, hvor Inger Støjberg har været opstillet siden 2005.

Jeg har hørt, at I skulle have modtaget et bidrag til Inger Støjbergs valgkampagne i 2015 fra en erhvervsklub. Kan du fortælle mig, om det er korrekt?

»Det kan du vel gå ind og søge aktindsigt i«, siger Andreas Marcussen.

Så du kan ikke fortælle mig, om I har modtaget penge fra en erhvervsklub, der skulle gå til Inger Støjbergs valgkamp?

»Jo, det har vi da«.

Kan du fortælle mig, hvor meget det bidrag var på?

»Nej, det har jeg ikke lyst til oplyse«.

Men det var over 20.000 kroner?

»Ja«.

Hvad hed den erhvervsklub?

»Det vil jeg ikke oplyse. Det kan jeg ikke huske«.

Andreas Marcussen siger, at han heller ikke ved, hvor længe erhvervsklubben har givet støtte til Skive-kredsen og Inger Støjbergs valgkampagne. Men han fastholder til gengæld, at erhvervsklubbens bidrag er blevet indberettet til Venstre i Region Midtjylland, så erhvervsklubbens navn og adresse bør fremgå af den indberetning, som de har sendt videre til myndighederne.

Det ville han normalt have ret i - hvis altså erhvervsklubben var blevet indberettet til myndighederne, som den burde. Men erhvervsklubben fremgår ikke af den erklæring om partistøtte, som journalister og andre borgere kan få aktindsigt i.

Ingen erindring

Så vi ringer til formanden for Venstre i Region Midtjylland, Christian Juhl, som er den person, der skulle have modtaget informationerne fra Skive-kredsen.

Men da vi ringer til Christian Juhl, kan han slet ikke erindre, at han skulle have fået en indberetning om en erhvervsklub, der har samlet ind til Inger Støjbergs valgkampagne.

Siger det dig noget, med en erhvervsklub til Inger Støjberg?

»Nej, men ved du hvad, prøv at tænke på, hvor mange kredse vi har i Jylland. Så det kan jeg jo ikke huske i hovedet«, siger Christian Juhl.

Hvis manden på toppen, ikke kan hjælpe, så kan manden på gulvet måske. Så vi ringer til Christian Vad Holm, der er kasserer for Venstre i Skive-kredsen.

Han fortæller, at han ikke ved noget om Inger Støjbergs erhvervsklub. Men han siger også, at han vil prøve at finde ud af, hvor meget den har støttet med, og hvad den hedder, og så vende tilbage til os.

Pludselig tavs

Da Politiken kontakter ham igen dagen efter, har han dog mistet lysten til at tale.

Vi talte sammen i går..

»Ja, jeg fik også talt med vores kredsformand. Han har indberettet det i sin tid til vores formand i Region Midtjylland, Christian Juhl. Og ja... Mere kan jeg ikke sige om det«, siger Christian Vad Holm.

Men blev du klogere på, hvad erhvervsklubben hedder?

»Ja, men det kan jeg ikke sige«.

Hvorfor kan du ikke sige det?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det fik jeg at vide, at jeg ikke skulle sige til dig. Den er jo indberettet til regionen, så der kan I jo finde ud af det«, siger Christian Vad Holm.

Vi kontakter kredsformand Andreas Marcussen igen.

Jeg har talt med din kasserer Christian Vad Holm, som informerede mig om, at han godt vidste, hvad erhvervsklubben hedder, og det lød som om, at du også ved det. Så jeg vil gerne spørge dig igen, om du vil fortælle mig, hvad den klub hedder?

»Nej, det vil jeg ikke«.

Hvorfor ikke?

»Hvorfor skulle jeg det?«

Fordi, når I får et tilskud på mere end 20.000 kroner, så skal det jo offentliggøres. Hvad er grunden til, at man skulle holde den hemmelig?

»Hvorfor skulle jeg fortælle det til alle og enhver?«

Jeg kan ikke se hvorfor, det er nødvendigt at holde den hemmelig?

»Jamen, du kan jo søge aktindsigt«.

Det har jeg søgt, og den er ikke opgivet, som den burde. Så jeg kan ikke se, hvad den hedder der. Jeg kan simpelthen ikke se problemet i at oplyse, hvad den hedder.

»Jeg ved jo ikke, hvad du vil bruge det til, jo«.

Hvad er du bange for, at jeg vil bruge det til?

»Vi har jo også en opgave om at beskytte dem, der giver. Det behøver vi jo ikke gå og fortælle til alle og enhver.

Men når man giver mere end 20.000 kroner, så har man ikke længere ret til at være anonym. Det er vores partistøttelov.

»Men jeg har også oplyst det til Christian Juhl«.

Støjberg-klub under radaren

Samtalen fortsætter i den tråd i flere minutter, indtil kredsformanden til sidst oplyser, at Inger Støjbergs erhvervsklub hedder Erhvervsforum 2. Han fastholder dog, at han ikke ved, hvem der er medlemmer og ønsker stadig ikke at oplyse, hvor meget det samlede bidrag fra erhvervsklubben lyder på.

Navnet alene gør os desværre ikke klogere på de spørrgsmål. En søgning på Erhvervsforum 2 giver intet relevant i nogle af de databaser, hvor man normalt kan bliver klogere på politikernes erhvervsklubber.

Da vi en sidste gang vender tilbage til regionsformand Christian Juhl, har han fundet indberetningen fra Skive-kredsen, hvor Inger Støjbergs erhvervsklub fremgår.

Når indberetningen ikke er kommet frem til myndighederne, som den burde, handler det ifølge formanden om, at han har modtaget den efter, at hans kasserer under strafansvar allerede havde oplyst til Region Midtjylland, at ingen af Region Midtjyllands 19 kredse havde modtaget private bidrag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Støjberg afviser ansvar

Historiens egentlige hovedperson, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, er den sidste, der bliver kontaktet omkring erhvervsklubben.

Og der bliver vi heller ikke meget klogere på, hvad klubben har bidraget med eller hvor mange medlemmer, der er.

»Det vedkommer ikke Politiken, hvad der foregår i min erhvervsklub«, lyder den kontante melding i et skriftligt svar fra Inger Støjberg.

Hun kommenterer dog på, at klubben ikke er blevet meldt ind til myndighederne, som den burde:

»I forhold til indberetningen så kan jeg forstå, at der er sket den fejl, at de oplysninger som min egen kreds, Skive-kredsen, har sendt videre til Venstre i Region Midtjylland ikke er blevet sendt videre til Region Midtjylland, som de skulle. Det har Venstre i Region Midtjylland beklaget, for den slags skal der naturligvis være styr på«, skriver hun.

Christian Juhl trak sig fredag aften umiddelbart inden Politikens afsløringer.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce