Støjberg: Vi stiller høje krav til udlandsdanskeres ægtefæller

Regeringen vil skrotte tilknytningskrav, der gør det udfordrende for udlandsdanskeres ægtefæller at komme til.

Politik

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil med nye integrationskrav gøre det sværere for udlændinge at få familiesammenføring i Danmark.

Samtidig skal det gøres lettere for udlandsdanskere at få en ægtefælle bragt til Danmark.

»Det bliver langt, langt nemmere for den dansker, der har været ude i nogle år, fundet sig en ægtefælle og gerne vil hjem«, siger hun.

Ministeren understreger, at det er mennesker med store ressourcer, som regeringen gerne vil have til Danmark. Men der stilles høje krav.

»Det er høje krav, men det handler om, at man skal kunne mestre sproget, når man er i Danmark, at man kan forsørge sige selv og bidrage til det danske samfund«, siger hun.

Det nytter ikke at gøre som tidligere, lyder det.

»For det har i virkeligheden været kimen, til meget af det vi ser i dag med både parallelsamfund og alt for dårligt integrerede indvandrere i Danmark«, siger hun.

Udfordrende for udlandsdanskere

Hun har inviteret Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet til møde i ministeriet om regeringens udspil. Socialdemokratiet er det eneste parti fra oppositionen, som er til stede under forhandlingerne.

»På familiesammenføringsområdet er der ikke den helt store diskussion imellem socialdemokraterne og regeringen. Så det vil være en fordel, hvis socialdemokraterne er med«, siger ministeren.

Tilknytningskravet har gjort det udfordrende for udlandsdanskere at tage deres udenlandske ægtefælle med hjem til Danmark.

Derfor vil regeringen altså skrotte kravet.

I stedet skal en person opfylde minimum fire af de seks nye betingelser, hvis vedkommende skal få godkendt familiesammenføring.

Alle, der søger om at få en ægtefælle til Danmark, skal bestå en prøve i dansk på et relativt højt niveau.

Samtidig skal de selv og ægtefællen opfylde mindst tre af fem andre krav om blandt andet beskæftigelse og uddannelse.

Socialdemokratiet støtter umiddelbart udspillet ifølge partiets integrations- og udlændingeordfører, Mattias Tesfaye.

Men det er vigtigt, at folk, der kommer til Danmark, har været her i landet før.

»Det er rimeligt, at hvis man skal bo her, at man lige har set foden og har gået en tur ned ad hovedgaden og har bemærket gråvejret. Alt det, som også er en del af det danske samfund«, siger han.

Dansk Folkeparti er også positivt overfor udspillet.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce