Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Hækkerup mener, at S-udspil vil hjælpe flere.
Foto: Miriam Dalsgaard

Hækkerup mener, at S-udspil vil hjælpe flere.

Politik

Socialdemokraterne: Vores udspil overholder alle forpligtelser

FN bør ikke bekymre sig om, hvorvidt Socialdemokratis asyludspil bryder med Danmarks ansvar, for det vil reelt hjælpe flere flygtninge, siger Nick Hækkerup (S).

Politik

Det er ingen grund til det, når FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, er bekymret for, at Socialdemokratiets asyludspil vil skade beskyttelsen af flygtninge og være i strid med Danmarks internationale ansvar. Det siger Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup.

UNHCR udpeger især som problem, at socialdemokraterne vil nægte tilrejsende asylansøgere adgang til Danmark og i stedet sende dem til tredjelande, hvor deres asylsag skal behandles. Men Nick Hækkerup understreger, at Socialdemokratiet har været udspillet igennem flere gangemed juridiske eksperter på området for at sikre sig, at det overholder alle forpligtelser.

»Den centrale forpligtelse i konventionerne er, at man ikke må sende personer tilbage til et sted, hvor de risikerer politisk forfølgelse, tortur eller umenneskelig behandling. Men man må godt lave en lejr et andet sted, hvor de her ting ikke sker«, siger Nick Hækkerup.

UNHCR siger også om jeres udspil, at man ikke må afvise folk på grænsen for at skubbe ansvaret til et andet land?

»Vi vil ikke smyge ansvaret af os. Tanken er, at asylsagsbehandlingen foregår i et tredjeland. De, der måtte have ret til asyl, skal overføres til FN-lejre, hvorfra vi så kan tage kvoteflygtninge. Der er ikke noget af det, som er i strid med international konventioner eller ret«, siger Nick Hækkerup og fortsætter:

»Det er klart, at hvis vi sagde, at vi ikke vil tage os af, hvordan de her mennesker bliver behandlet, så kunne der være et problem. Men det er slet heller ikke det, vi lægger op til«.

Asylbehandling langt væk er o.k.

UNHCR siger, at hvis Danmark gør det her, så skal der indføres sikkerhedsforanstaltninger, som adresserer bekymringerne om, hvorvidt Danmark bryder international lov. Har I selv haft den bekymring inde over udviklingen af det her udspil?

»Vi har sagt fra starten, at når vi laver disse modtagecentre, så overholder vi vores internationale forpligtelser og i øvrigt står ved vores ansvar«, siger Hækkerup:

»Det kan ske ved, at Danmark driver lejrene under vores jurisdiktion helt og fuldt, og det kan have nogle fordele. Det kan også ske ved, at man har andre parter, for eksempel UNHCR, til at være med til at drive lejrene. Men det er klart, at hvis man laver en aftale med et tredjeland, så skal man selvfølgelig være sikker på, at der leves op til de internationale forpligtelser«.

FN-instansen bør i stedet glæde sig over, at S-udspillet vil sikre, at flere flygtninge får beskyttelse, mener Nick Hækkerup. Han peger på, at den asylsagsbehandling, Danmark foretager nu, koster cirka 220.000 kroner per asylsøger om året. Hvis man bruger de penge ude i verden, vil man kunne nå langt længere med dem, fordi det ikke er lige så dyrt, forklarer han.

»Eksempelvis koster 10.000 asylsøgere i Danmark det samme som 600.000 flygtninge i Kenyas største flygtningelejr«, siger Nick Hækkerup og fortsætter:

»Vi vil jo ikke tage penge ud af området, tværtimod vil vi tilføre ekstra penge til området. Så der frigøres nogle midler fra asylsagsbehandlingen, og vi forøger – fordobler – hjælpen til humanitær bistand og så videre«.

Så jeres svar på UNHCR’s bekymringer er, at der ikke er nogen af de problemer, som de påpeger?

»Altså, vi skal naturligvis være opmærksomme på, at Danmark bliver ved at leve op til vores ansvar og vores internationale forpligtelser. Men det er ikke sådan, at vores forslag vil være i strid med vores ansvar eller vores internationale forpligtelser«, siger Nick Hækkerup og fortsætter:

»Hvis UNHCR siger, at de er bekymrede for det her, så er vores svar, at det har vi sådan set tænkt over, og at det problem er håndterbart«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce