Røde partier: Forebyg bedre frem for at tvangsfjerne børn

Socialudspil fra S er godt, mener SF og Enhedslisten, som ønsker øget fokus på at forebygge tvangsfjernelser.

Politik

Der lyder blide toner fra både SF og Enhedslisten, når det gælder Socialdemokratiets socialudspil, som fremlægges på en partikongres i Aalborg lørdag.

»Overordnet set er vi meget positivt indstillede over for det socialudspil. Vi ser frem til at samarbejde om det«, siger socialordfører i Enhedslisten, Rasmus Vestergaard Madsen.

Det samme lyder fra SF's socialordfører Trine Torp, som kalder udspillet for 'lovende'.

På ét punkt har Socialdemokratiet dog ifølge SF og Enhedslisten ramt uden for skiven. Det gælder tvangsfjernelser af børn.

Socialdemokratiet argumenterer i udspillet for, at flere børn skal anbringes tidligere, men det er »symbolpolitik af værste skuffe«, mener Rasmus Vestergaard Madsen.

»Myndighederne har allerede mulighed for at anbringe børn, når det er det bedste. Jeg synes, at vi i stedet skal forebygge, at børn bliver tvangsfjernet, og det kræver bedre vilkår for vores socialmedarbejdere og -rådgivere«, siger han.

Ikke over 25 sager

Derfor foreslår Enhedslisten, at sagsbehandlere fremover maksimalt må have 25 sager ad gangen, så problemer i familier ikke overses.

Også Trine Torp mener, at indsatsen skal styrkes, inden børn fjernes fra deres biologiske forældre. Løsningen er mere og bedre kommunikation, mener hun.

»Det er utrolig vigtigt, at man husker, at børn bedst falder til i en anbringelse, hvis deres biologiske forældre bakker op om det, og børnene har en tryghed for, at de kan bevare en vis form for kontakt«.

»Vi bør blive bedre til at arbejde med forældrene«, siger hun.

Desuden savner hun, at Socialdemokratiet tager hånd om bekæmpelse af børnefattigdom ved at sætte et mål om at afskaffe kontanthjælpsloftet.

ritzau

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce