Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Per Folkver
Foto: Per Folkver
Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Trods politiske initiativer: Udenlandske studerendes SU-gæld stiger stadig

Studerende fra EU-lande har misligholdt SU-gæld for 314 millioner kroner. Myndighederne har nu hyret et privat inkassofirma til at kradse penge ind i Norden.

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Selv om politikere i årevis har forsøgt at inkassere SU-gæld, som udenlandske studerende skylder den danske statskasse, er omfanget af gælden kun vokset.

Det viser et svar til Folketinget fra Skatteministeriet, der opgør, at udenlandske studerende fra andre EU-lande lige nu har misligholdt SU-gæld for 314 millioner kroner. For et år siden udgjorde gælden 258 millioner kroner, og siden 2015 er den steget med hele 184 procent. Også antallet af skyldnere er steget fra 4.668 personer for et år siden til nu 5.514 personer, fremgår det af svaret til Folketinget.

Skatteminister Morten Bødskov (S) kalder situationen for »absurd«.

»Det er forargeligt, at man kan komme her og få en gratis uddannelse, og så stikker man af fra regningen. Det duer ikke«, siger han.

Studerende fra andre EU-lande har ret til at få SU og tage SU-lån i Danmark, hvis de enten har opholdt sig her i fem år, eller hvis de arbejder mindst 10-12 timer om ugen ved siden af studiet. Men når de studerende vender hjem igen, har myndighederne meget begrænsede muligheder for at inddrive gælden, hvis de ikke frivilligt betaler den tilbage. Ud af den samlede gæld på 314 millioner kroner er skyldnerne bag de 144 millioner bosiddende uden for Danmark.

Inkassofirma hyret

Politikerne har kendt til problematikken i årevis. Derfor lancerede daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) for halvandet år siden syv initiativer, der skulle styrke inddrivelsen af SU-gæld. Eksempelvis ville man forsøge at lave aftaler med andre lande om at få deres hjælp, men trods drøftelser med Tyskland, Polen og Storbritannien er det ikke lykkedes at få hjælp til inddrivelsen, viser et folketingssvar fra foråret.

Et andet initiativ gik ud på at hyre private inkassofirmaer til at kradse pengene ind, og en sådan aftale er netop kommet i stand efter flere mislykkedes udbud. Firmaet Kredinor har fået til opgave at kradse 150 millioner kroner gæld ind i Sverige, Norge, Finland, Færøerne og Island, og det har Morten Bødskov stor tiltro til.

»Jeg håber, at det bliver effektivt, og det føler jeg mig ret overbevist om, at det gør«, siger han.

Men det har taget halvandet år at få en aftale med et inkassofirma på plads, som så kun gælder Norden. Er det et effektivt redskab?

»Jeg håber, det kommer til at gå lidt hurtigere at begynde at kradse pengene ind. Retfærdigvis skal det også siges, at det er et nyt skridt. Jeg er sådan set bare tilfreds med, at der begynder at ske noget, fordi den udvikling her er uholdbar«, siger han om den stigende gæld.

Først når der kan konkluderes på inkassofirmaets succes, vil han tage stilling til, om der er behov for flere politiske tiltag ud over de syv, der er sat i værk.

I Venstre mener skatteordfører Louise Schack Elholm også, at det er problematisk, at der stadig ikke er styr på de udenlandske studerendes gæld.

»Jeg havde selvfølgelig håbet, at når vi har lavet nye initiativer, at vi så kunne få styr på det. Det skal ses i lyset af, at det i det hele taget ikke fungerer ret godt med inddrivelsen«, siger hun.

Men der har vel ikke rigtig været nogen effekt af de her initiativer?

»Det er svært at sige, man skal nok have en lidt større analyse end bare det generelle tal, før man kan sige præcis, om der har været nogen effekt af nogen af initiativerne. Selvfølgelig havde jeg da håbet på, at der havde været lidt mere effekt«, siger hun.

Situationen er så uholdbar, at Dansk Folkeparti nu vil bede Bødskov om en redegørelse for, hvordan det går med de syv initiativer, og om der er behov for nye.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Socialdemokratiet var før valget ret kritiske over for det her, så nu er jeg spændt på, om bordet ikke fanger. Den nye regering må svare på, hvad man vil gøre for at inddrage gæld, og sørge for, at den ikke stiger«, siger skatteordfører Dennis Flydtkjær.

Hans bud er, at Danmark skal holde op med at udbetale SU til udenlandske statsborgere, indtil de studerendes hjemlande indgår en aftale med Danmark om at hjælpe med inddrivelsen. Den tidligere regering afviste, at det juridisk kunne lade sig gøre.

»Men når vi har presset på på andre områder, har det vist sig, at man godt kunne finde en måde at strikke tingene sammen juramæssigt«, siger Flydtkjær.

Det afviser Bødskov.

»Det vil være noget, som ikke vil være i overensstemmelse med de aftaler, som vi selv har indgået«, siger han.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden