0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Frafaldne fra Alternativet danner nyt parti

Det nystiftede parti Frie Grønne bestående af en række af de frafaldne fra Alternativet vil distancere sig fra samtlige andre partier ved bevidst ikke at indgå i kompromiser, når det kommer til klimaet. I front for partiet står Sikandar Siddique, der måske godt vil kunne pege på Mette Frederiksen som statsminister. Altså i den »ideelle verden«.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Sikandar Siddique og Uffe Elbæk samt Susanne Zimmer, der meldte sig ud af Alternativet, da Josephine Fock blev partileder, danner nu et nyt parti, Frie Grønne

Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Politik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det har ikke skortet på nye partier de seneste år, og nu kommer der endnu et. De tre løsgængere i Folketinget Sikandar Siddique, Uffe Elbæk og Susanne Zimmer, der meldte sig ud af Alternativet, da Josephine Fock blev partileder, danner nu et nyt parti, Frie Grønne, der kalder sig ’Danmarks klimaansvarlige og antiracistiske parti’.

Ifølge partiets politiske leder, Sikandar Siddique, adskiller partiet sig ikke mindst fra alle de andre partier ved, at de tre mf’er har en mere radikal tilgang til klimaet og derfor ikke er villige til at indgå kompromiser.

Rygtet om partiplanerne har længe floreret, så den største overraskelse er måske, at det er Siddique, der er politisk leder for partiet og derfor stiller op til interview.

Hvorfor er det egentlig ikke Uffe, der er politisk leder?

»Fordi det er min idé at starte et nyt parti. Det snakkede jeg med Niko Grünfeld (tidligere kultur- og fritidsborgmester i København, red.) og Uffe Elbæk om, og så blev Frie Grønne til. Og så pegede holdet på, at det var mig, der skulle stå i spidsen for det«.

Hvor adskiller I jer tydeligst fra Alternativet?

»Jeg er selvfølgelig megastolt af den tid, jeg var i Alternativet, og de resultater, vi leverede. Men nu er der en politisk uenighed. Med det mener jeg, at den nye ledelse (i Alternativet, red.) klart har sagt, at de vil drikke kaffe med Mette Frederiksen og søge kompromiset. Vores tilgang er kompromisløs. Når vi taler klimahandling, er vores målestok klimavidenskaben. Så der er en væsentlig forskel på den kompromisløse tilgang, vi kommer med, og den tilgang, vi har set blandt alle partier i forhold til klimakrisen og ligestillingskrisen – altså racismekrisen«, svarer han og tilføjer:

»I bund og grund vil Frie Grønne udfolde den livskraft, som ligger i naturen«.

Kan du uddybe ’livskraft i naturen’?

»Vores filosofiske tilgang til naturen er, at vi er en del af naturen, men at naturen har også værdi i sig selv«.

Sagde I ikke også de ting, da I var i Alternativet?

»Da vi var i Alternativet, var det en anden tid. I dag er kriserne eskaleret. Det er de samme kriser, men de er eskaleret, og derfor er der behov for en helt anden kompromisløshed«.

Peger I på Mette Frederiksen som statsminister?

»Jeg kan med sikkerhed sige, at vi ikke kommer til at pege på en statsministerkandidat fra højrefløjen, og at vi kommer til at pege på en statsministerkandidat fra venstrefløjen«.

Er Mette Frederiksen fra venstrefløjen i dine øjne?

»Mette Frederiksen tilhører centrum-venstre«.

Så hende kan I ikke pege på?

»I den ideelle verden ...«.

Hvis vi ser bort fra den ideelle verden, kan I så pege på Mette Frederiksen?

»I den ideelle verden ønsker vi naturligvis, at Mette Frederiksen dropper Inger Støjbergs udlændingepolitik og leverer klimahandling, men på nuværende tidspunkt kan jeg sige, at vi kommer til at pege på en fra venstrefløjen. Og vi kan udvide det til centrum-venstre«.

Så det kan potentielt også være Mette Frederiksen?

»Potentielt kan det godt være Mette Frederiksen«.

Behov for endnu et parti?

Er det dit indtryk, at vælgerne hungrer efter endnu et parti på venstrefløjen?

»Jeg kan bare sige, at når den grønne studenterbevægelse vokser, når Extinction Rebellion er derude, når vi ser alle de bekymrede borgere, og når vi ser en minoritetsgruppe på flere hundredtusinder af borgere, som ikke føler sig repræsenteret af de etablerede partier, så mener jeg helt klart, at der er et behov derude«.

Og du tror ikke, at det kollaps i Alternativet, som I vel havde en stor del af æren for, vil skræmme vælgere væk fra butikken?

»Jeg vil i al stilfærdighed sige, at jeg måske ikke havde den største aktie i det, der skete i Alternativet«.

Uffe Elbæk havde vel en aktie i det, er du ikke enig i det?

»Jeg vil sige det på den måde, at den politiske linje, der blev lagt, var ikke det, jeg meldte mig til, og selvfølgelig er vi ikke nye mennesker. Selvfølgelig tager vi det bedste med derfra. Men det her er ikke et nyt Alternativet«.

I kalder jer Danmarks klimaansvarlige og antiracistiske parti. Kender du partier, der ikke vil kalde sig klimaansvarlige eller antiracistiske?

»Alle kalder sig selv grønne, men spørgsmålet er, om de er grønne nok, og det mener jeg ikke, at der er nogen partier, der er nu«.

Er Enhedslisten ikke grøn nok?

»Jeg mener ikke, at der er nogen partier, der er grønne nok. Det bedste eksempel, jeg kan give, er, at her under coronakrisen havde vi en reel mulighed for at lave om på vores samfundsmodel, men samtlige partier fra højre til venstre gjorde det, de ikke måtte – smed en masse milliarder ud til forbrug og vækst. Lige præcis det, der gør, at vi har kurs mod et civilisationskollaps. Derfor minder vi ikke om nogen af de andre partier«.

Tror du, det havde gjort nogen som helst forskel for de hjælpepakker, hvis Frie Grønne havde eksisteret?

»For os at se håber vi, at vi kan presse de andre partier«.

At I tre kunne presse resten af et enigt Folketing?

»Vores opgave vil være at presse de etablerede partier til at levere klimahandling«.

Sikandar Siddique henviser til, hvordan det vakte voldsom debat i folketingssalen og medierne, da han under Folketingets afslutningsdebat i sin tale på talerstolen selv holdt et minuts stilhed for den dræbte George Floyd.

»Det er et lille eksempel på, at man i den her rolle rent faktisk godt kan løfte dagsordener«, siger han og fortsætter:

»Socialdemokratiet har desværre adopteret Inger Støjbergs udlændingepolitik, og støttepartierne har med forståelsespapiret indirekte accepteret den. Der er reelt ikke nogen i Folketinget, der leverer på den antiracistiske dagsorden«.

Hvad har I tre fået igennem på udlændingepolitikken ved ikke at være en del af forståelsespapiret?

»Først og fremmest vil Frie Grønne aldrig acceptere DF og Støjbergs udlændingepolitik«.

Støttepartierne kan for eksempel sige, at de har presset på, så vi nu rent faktisk tager 200 kvoteflygtninge for i år. Hvad har du fået igennem?

»Men er det et argument for så at blåstemple Inger Støjberg og Dansk Folkepartis udlændingepolitik?«.

Jeg har da ikke hørt støttepartierne sige, at Inger Støjbergs udlændingepolitik er god, har du?

»Men indirekte er de med til at blåstemple den politik, når de skriver under på forståelsespapiret. Prøv at gå ud i Vollsmose, på Blågårds Plads eller Brabrand. Det var dem, der sikrede, at støttepartierne fik de gode valg, de fik. De sidder skuffede tilbage i dag«.

Lad os sige, at I ved valget kommer lige under spærregrænsen, og at det stemmespild så vil være det, der hjælper en borgerlig regering til magten. Vil det så være klimaansvarligt i jeres øjne, at jeres opstilling resulterer i en borgerlig regering?

Annonce

»Hvis du kigger på klimaet, så kan man sige, at fra højre til venstre er der ingen klimahandling. Jeg var med til klimahandlingsplanforhandlingerne, men der er ingen klimahandling. Vi er nødt til at forstå alvoren, at vi er på vej mod et civilisationskollaps, og derfor kan vi ikke gå ind og rykke kommaer. En langsom sejr er også et nederlag«.

I skriver, at »vores tilgang adskiller sig ved at afvise alle ’grønne’ kompromiser, der ikke flugter med videnskabens anbefalinger«. Så hvis en række partier er ved at lave en aftale, som ikke 100 procent flugter med, hvad jeres ’yndlingsvidenskabsfolk’ siger, man bør gøre, så vil I ikke indgå i sådan en aftale – så vil I hellere stå udenfor i stedet for måske at påvirke det lidt i jeres retning?

»Når det kommer til klimaet, så anerkender jeg ikke præmissen. For det, du taler ud fra, er sådan en Christiansborg-logik, der hedder, at så kan vi gå ind at rykke kommaer. Frie Grønne kommer ikke til at rykke kommaer«.

Så vil I heller stå helt udenfor?

»Frie Grønne kommer ikke til at greenwashe«.

Så vi vil ikke se jer indgå i aftaler, der ikke 100 procent er, som I gerne vil have det?

»Vi kommer ikke til det, nej«.

Bliver det bedste så ikke det godes værste fjende – er det ikke bedre trods alt at kunne påvirke lidt i jeres retning i stedet for at kunne stå og sige, at ’vi har ikke noget med det at gøre’?

»Jamen det er jo den misforståelse, der er, når det kommer til klimakrisen. Det er, som om alvoren ikke er gået op for Christiansborg«.

Men synes du ikke, at de aftaler, der er indgået på klimaområdet, trods alt trækker lidt i den rigtige retning?

»Men det er derfor, jeg siger, at en langsom sejr er også et nederlag. Vi er nødt til at forstå, at vi har få år til at levere. Vi kan ikke sige, at så rykker vi kommaer, og så skal det hele nok gå«.

I skriver, at noget af den politik, I kommer til at foreslå, måske vil blive oplevet som urealistisk eller ude af trit med virkeligheden. Har du nogen eksempler på det?

»Det er for eksempel det, vi snakker om nu, og det er jo også derfor, at du stikker til det og spørger, vil du så ikke indgå i kompromiser? Der vil det for journalister og den politiske elite lyde urealistisk«.

I vil for eksempel sikre lige løn for lige arbejde, som I skriver. Er det staten, der skal ind at diktere lønningerne i private virksomheder?

»Det, vi ønsker, er den islandske model. Vi har en ligelønslov, men kvinder får i dag 15 procent mindre i løn, og minoriteter får 20 procent mindre i løn. Derfor ønsker vi at indføre en model à la Island, hvor man offentliggør lønninger, hvis man har over 30 medarbejdere, og hvis man ikke lever op til ligeløn, så giver det dagbøder«.

I vil forbyde stillads- og billboardreklamer i det offentlige rum – og erstatte det med kunst. Skal det offentlige ind at købe kunst for at hænge det op på stilladser?

»Vi ønsker i den grad, at det offentlige bruger det offentlige rum til at udstille kunst. Fordi kunst og kultur gør os kritiske«.

Så hvor mange penge skal det offentlige cirka bruge på kunst på stilladser om året?

»Der kommer vi med et grundigt kulturudspil. Vi vil løbende komme med vores politiske udspil«.

Adspurgt, om ikke han frygter, at Veganerpartiet, der for nylig nåede på de nødvendige 20.000 vælgererklæringer, som det kræver at stille op, netop har støvsuget vælgerhavet for de vælgere, der skulle sikre Frie Grønne opstilling, svarer Sikandar Siddique:

»Der er da sikkert nogle, der har afgivet en vælgererklæring, som nu ikke kan give den til os, men det er demokratiets vilkår, og det hilser jeg velkommen«.

Vent, til du ser holdet

Men tror du, der er 20.000 flere?

»Vi er 6 millioner mennesker i Danmark. Jeg tror helt klart på, at der er et potentiale hos mange minoriteter og hos mange unge, som ønsker et klimaansvarligt parti. Derfor mener jeg helt klart, der er potentiale«.

Når man ser på, hvem I er – også den ansatte, som jeg har været i kontakt med forud for det her interview – så minder det fuldstændig om, da I var i Alternativet. Er I ikke bare Alternativet version 2, fordi I ikke kunne få det, som I ville have det?

»Det er, fordi du ikke har set resten af holdet endnu, men dem kommer du til at møde mandag«.

Og du tror ikke, at vælgerne vil sige, at det er de der forsmåede mænd fra Alternativet, der er sure over, at Fock blev politisk leder, så nu prøver de noget andet og lader, som om de har en helt anden politik?

»Vi bliver selvfølgelig ikke andre mennesker fra den ene dag til den anden, men når Danmark ser vores politiske projekt udfoldet og den klimaradikalitet og antiracistiske dagsorden, vi kommer med, så er jeg sikker på, at befolkningen kan se en forskel – at det er to vidt forskellige projekter og tilgange. Der er en helt anden alvorlighed og seriøsitet«.

Er det noget, der pludselig er kommet til jer, efter at I kunne se, at I ikke kunne være i Alternativet længere på grund af personlige relationer?

»Det Alternativet, som jeg meldte mig til, er ikke det projekt i dag. Når Alternativet siger i dag, at de søger kompromiset, og at de vil ind at drikke kaffe med Mette Frederiksen, så er der en politisk uenighed«.

Du vil simpelthen ikke drikke kaffe med Mette Frederiksen?

»Jeg søger ikke kompromiset, når det kommer til klimaet«, svarer Sikandar Siddique.

Læs mere:

Madsen & Magten

  • Madsen & Magten

    Madsen & Magten: Corona-dronningen vakler, Vermund spinner på Instagram og Støjberg flæsker feminister
    Madsen & Magten: Corona-dronningen vakler, Vermund spinner på Instagram og Støjberg flæsker feminister

    Henter…

    Den politiske podcast ‘Madsen & Magten’ gør dig klogere på, hvorfor politikerne siger det, de siger.

  • Marius Renner

    Madsen & Magten

    Madsen & Magten:
    Madsen & Magten:

    Henter…

    Den politiske podcast ‘Madsen & Magten’ gør dig klogere på, hvorfor politikerne siger det, de siger.

  • Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

    Madsen & Magten

    Madsen & Magten:
    Madsen & Magten:

    Henter…

    Den politiske podcast ‘Madsen & Magten’ gør dig klogere på, hvorfor politikerne siger det, de siger.

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce