Danskerne kan se frem til at få udbetalt de sidste to ugers indefrosne feriepenge.
Det står klart efter at et stort flertal på Christiansborg er enige om en kickstart af dansk økonomi.
Feriepengene vil blive udbetalt i slutningen af marts næste år, kort før påske, siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et doorstep.
Han vurderer, at den vil sikre 5000 arbejdspladser næste år:
»Det er den første aftale af flere, der vil blive præsenteret de kommende dage«, siger, siger Nicolai Wammen.
Aftalen om at udbetale feriepenge betyder, at der efter skat kommer 24 milliarder ud til forbrug, siger Wammen:
»Danskerne må selv bestemme, hvordan de bruger pengene, men nu er der i hvert fald mulighed for at komme ud og svinge dankortet til foråret«
»Hvis man vil bruge dem på oplevelsesindustrien, så vil det være velkommen«, siger Nicolai Wammen med henvisning til, at restauranter, barer, musik-steder og teatre har været hårdt ramt på grund af langvarige begrænsninger i åbningstider og antal besøgene.
Næsten 52 milliarder er udbetalt
I første omgang benyttede 2,3 millioner lønmodtagere chancen og bad om at få deres feriepenge udbetalt. Det svarer til 85 procent af lønmodtagerne.
Det betød, at i alt 51,6 milliarder kroner blev udbetalt.
Det oplyste LD Fonde, der forvalter pengene, i en pressemeddelelse tidligere onsdag.
I juni besluttede et flertal i Folketinget at udbetale tre ugers indefrosne feriepenge. Det skulle sparke gang i økonomien efter coronakrisen. Udbetalingen begyndte i slutningen af september.
Lønmodtagerne har i gennemsnit fået udbetalt knap 13.500 kroner efter skat. Det er især de 20-35-årige, som har fået udbetalt pengene.
Der er cirka 700.000 personer, som har valgt at lade deres penge stå. De har samlet ni milliarder kroner til gode. Det er primært folk mellem 50 og 60 år, der har ladet pengene stå til pensionsalderen.
Det er særligt de blå partier anført af Venstre, som har presset på for at alle feriepengene skal ud til danskerne.
»I Venstre er vi glade for den her gode, lille aftale, som sikrer at danskerne får deres egne penge udbetalt«, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Foruden blå blok har eksempelvis også regeringens støtteparti Enhedslisten talt for at få feriepengene ud i folks lommer.
Enhedslistens Pernille Skipper siger desuden, at det er vigtigt at dagpengeperioden bliver forlænget »en smule« med stimuli-aftalen. Den forlænger hjælpepakker, hvor øget adgang til dagpenge er med:
»Så skal vi diskuterer endnu mere i de kommende dage om de ufaglærte. Men også om de grønne arbejdspladser«, siger Pernille Skipper.
Finanslov på trapperne
Finansminister Nicolai Wammen siger, at han forventer en finanslovsaftale i løbet af »nogle få dage«.
Her forhandler regeringen med støttepartierne om blandt andet hjælp til ufaglærte i corona-krisen og boligjobordningen, som ikke kom med i stimuliaftalen:
»Ud over det, der er aftalt i dag, så taler vi i finanslovsforhandlingerne også om, hvordan vi kan støtte op om oplevelsesindustrien«, siger Nicolai Wammen med reference til Enhedslistens forslag om en check på 1.000 kroner til danskere med lavere indkomster.
Wammen tilføjer dog:
»Men vi med de to sidste ferieuger sikre vi, at der kommer flere penge ud. Det giver også mulighed for, at dem, som ikke kom med i første omgang, kan komme med i nu«, siger Nicolai Wammen.
Han forventer flere aftaler de kommende dage med et »meget stærkt grønt element«. Aftalerne skal sikre både job og grøn omstilling, siger Wammen.
Ritzau/Politiken
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter