Spidskandidat. Liberal Alliance og Christina Egelund kæmper for at vinde det første mandat til Europaparlamentet nogensinde.
Foto: FINN FRANDSEN

Spidskandidat. Liberal Alliance og Christina Egelund kæmper for at vinde det første mandat til Europaparlamentet nogensinde.

EP-valg

Portræt: Ukendt campingplads-ejer skal føre Liberal Alliance ud i Europa

Christina Egelund vil sætte stopper for EU's 'løftede pegefinger, barnepige-politik'.

EP-valg

Christina Egelund står foran en stor opgave, hvis hun skal sikre sig selv og Liberal Alliance en plads i Europaparlamentet.

I en meningsmåling, som Analyse Danmark i starten af april gennemførte for Ugebrevet A4, var hun den mindst kendte af alle partiernes spidskandidater. Kun seks procent af danskerne tilkendegav, at de vidste, hvem hun var.

Læg dertil, at Liberal Alliance ikke tidligere har haft en repræsentant i Bruxelles, og at det i flere meningsmålinger har set ud til, at partiet heller ikke kommer ind denne gang.

Alligevel tror den 36-årige Christina Egelund på sin mulighed. Der er brug for et liberalt aftryk i parlamentet, mener hun

»Der er behov for en liberal oprustning i Europa, så EU kan komme tilbage på sporet og lade være med at lave den 'løftede pegefinger, barnepige-politik', som man gør lige nu«, siger hun og anfører, at meningsmålingen er foretaget i tiden kort efter, at hun blev valgt som spidskandidat.

Medlem af KU som 13-årig

Ni dage efter sin studentereksamen fra Hjørring Gymnasium tog Christina Egelund som 18-årig i sommeren 1996 til Paris. Ikke for at følge Bjarne Riis' triumftog i Tour de France, men for at slå sig ned. I tre år arbejdede hun i den franske metropol, først på en café og siden som vekselerer på et vekselbureau.

Fra 2000 til 2003 tog hun grunduddannelsen i litteraturvidenskab og sprogvidenskab på Sorbonne Universitet. Og efter en afstikker til Canada, vendte Christina Egelund i 2006 tilbage til Danmark og Nordjylland, hvor hun i dag driver en prisvindende campingplads sammen med sine forældre.

Opholdene i udlandet har været med til at forme Christina Egelund. Både som dansker og europæer, fortæller hun.

»Når man flytter fra Danmark til et andet land, bliver man mere bevidst om sin danske identitet. Lidt det samme skete, da jeg flyttede fra Paris til Quebec, hvor jeg blev mere bevidst om min europæiske identitet«, siger Christina Egelund.

Den politiske interesse blev vakt tidligt. Allerede som 13-årig meldte hun sig ind i Konservativ Ungdom. Senere fandt hun ud af, at »hun aldrig har været konservativ, men altid liberal«.

EU er blevet et socialdemokratisk projekt

Alligevel tog det to årtier og en frustration over den tidligere VK-regering, før hun meldte sig under fanerne hos Liberal Alliance. I 2013 blev Christina Egelund valgt som partiets storkredsformand i Nordjylland og kom dermed også i partiets hovedbestyrelse.

I foråret blev hun så valgt som Liberal Alliances spidskandidat til Europaparlamentsvalget, hvorfor det nu hviler på hendes skuldre at sikre partiet sin første succes i Europa.

Det skal ske gennem en skeptisk holdning til det, EU har udviklet sig til, bedyrer Christina Egelund.

»Vores udgangspunktet er liberalt. Vi mener, politikere skal blande sig så lidt som muligt. Derfor er vi er kritiske over for den udvikling, EU har taget. Fra at være et frihedsprojekt, der skulle sikre frihed og fred, er det blevet et mere bureaukratisk, centralistisk og på mange måder et socialdemokratisk projekt«, siger Christina Egelund.

Christina Egelunds mærkesag:

»Færre forbud, mere frihed. EU skal lave færre regler, og så vil vi gerne have intensiveret det indre marked. EU skal flytte fokus fra forbud mod alle mulige ting, som forhindre os i at leve livet, som vi gerne vil og i stedet intensivere indsatsen for at få en frihandelsaftale med USA«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce