Hvad får man for en nejstemme?

Kampen om ejerskab til nejet er i fuld gang, og Dansk Folkeparti har fra begyndelsen taget teten.

I månedsvis har Enhedslisten og Dansk Folkeparti ført kampagne side om side, men første exitpoll var ikke mange minutter gammel, før DF-formand Kristian Thulesen Dahl stjal mediebilledet.

Enhedslisten er presset af udsigten til, at Dansk Folkeparti monopoliserer deres fælles sejr, så det nationale nej helt overskygger det, som Enhedslisten selv præsenterer som et nærdemokratisk, men samtidig internationalt nej.

Allerede dagen efter afstemningen blev fronterne trukket op.

»Jeg synes, at deres nej er et småligt og nationalistisk nej«, sagde Enhedslistens Pelle Dragsted.

Svaret fra Dansk Folkepartis julefrokost i Restaurant Grøften i Tivoli var dyb tavshed.

Nejvælgerne er en sammensat gruppe fra mange forskellige politiske udgangspunkter. Dansk Folkeparti leverer ifølge Megafons exitpoll hver 3. nejvælger, mens 19 procent til daglig er socialdemokrater, og 12 procent kommer fra Enhedslisten. 8 procent er fra Liberal Alliance og 5 procent fra Alternativet. De ser givetvis meget forskelligt på deres nej. Spørgsmålet er, hvad de egentlig kan vente at få for deres stemme.

Umiddelbart har alle nejvælgere opnået det samme: at stoppe japartiernes ønske om at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning.

Næste punkt: retsakter

Næste punkt bliver Europol og de berømte 22 retsakter. Regeringen bruger weekenden på at forberede sin plan B, som vil blive præsenteret for alle Folketingets partier, der på skift er inviteret i Statsministeriet mandag.

Der er lagt op til, at partierne skal enes om en pakke med retsakter, som Danmark herefter skal søge om lov til at blive tilkoblet via en eller flere parallelaftaler. Ud over Europol kan det for eksempel være samarbejdet mellem de europæiske anklagemyndigheder i Eurojust og Den Europæiske Arrestordre.

For Dansk Folkeparti er det afgørende at komme med i Europol og klart at foretrække, hvis det bliver ved en parallelaftale frem for en ny folkeafstemning. En afstemning vil nemlig automatisk betyde, at Schengen-samarbejdet bliver gjort overstatsligt, hvilket vil genere DF’s mulighed for at kritisere den åbne grænse.

Omvendt vil det være et monumentalt løftebrud, hvis Danmark ryger ud af Europol.

For Enhedslisten er det ikke hjerteblod. Partiet vil ikke på forhånd afgøre, om det overhovedet ønsker en tilknytning til det nye Europol. Uanset hvad vil det ikke bremse de andre partier.

Nejpartierne vil imidlertid mere end det.

Enhedslisten forventer, at statsminister Lars Løkke Rasmussen »respekterer nejet og starter drøftelser af en ny EU-politik«. Som det eneste nejparti i rød blok vil Enhedslisten »give en stemme til den venstreorienterede EU-skepsis«.

Dansk Folkeparti er mere konkret og kræver en ny EU-aftale, hvor jaflertallets traditionelle ambition om at rykke tættere på EU slettes.

Her er der umiddelbart lagt op til en afvisning af nej-siden.

EU-aftalen mellem Socialdemokraterne, Venstre, Radikale Venstre, SF og Konservative går tilbage til 2008 og kan kun opsiges i enighed, og udenrigsminister Kristian Jensen står overraskende klart fast på aftalen. Det vil sige, at hvis DF og Enhedslisten på denne side af et folketingsvalg vil med i en europaaftale, skal de have lov af SF og Radikale Venstre, der hver især har vetoret. Det ser svært ud.

Efterlyser ny europapolitik

DF-formand Kristian Thulesen Dahl bød sig til på valgnatten og efterlyste en europapolitik med bred opbakning i befolkningen.

»Men det betyder jo, at det ikke er den radikale EU-politik, der kan blive kalkeret ind i en aftale«, sagde han.

Hverken Venstre eller Radikale Venstre har dog planer om at droppe den principielle ambition om at afskaffe forbeholdene, selv om danskerne klart fredede retsforbeholdet. Og selv om Lars Løkke Rasmussen har givet generel EU-skepsis en del af skylden for nejet.

Spørgsmålet er dog også, hvor interesseret Dansk Folkeparti reelt ville være i at pakke deres kritik af EU-politikken væk med et kompromis. Partiet ønskede tidligere en udmelding af EU. De seneste mange år har DF formelt støttet EU-medlemskabet, men lever politisk af at kritisere unionen. Vil Kristian Thulesen Dahl tage ansvar for en EU-politik, der ikke nøje matcher Dansk Folkepartis egen?

Stor symbolsk betydning

Man kan sige, at den formelle europaaftale i det daglige mest er til pynt, men for DF har den stor symbolsk betydning med en helt konkret konsekvens. Partiet vil ikke kunne indgå i en regering, der er bundet af at ville fjerne de danske EU-forbehold. Også selv om det efter nejet ikke bliver aktuelt de næste mange år. Det har nej-stemmerne sikret.

Ud over selve bevarelsen af retsforbeholdet kan det mest mærkbare aftryk af nejet vise sig at være på den generelle EU-debat. Det er til gengæld allerede tydeligt og har været det længe. Både Venstre og Socialdemokraterne rykker i retning af mere EU-kritik.

Lars Løkke Rasmussen har nedsat et stort ministerudvalg mod ’overimplementering’ af EU-regler og taler ligesom Socialdemokraterne om en forstærket indsats mod såkaldt velfærdsturisme – et begreb, der antyder, at andre EU-borgere rejser til Danmark med det formål at kræve sociale ydelser.

Også her må man sige, at det blandt nejpartierne er Dansk Folkeparti, der sætter det største aftryk.