Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mobning. Har Thorning lært et par tricks af Fogh?
Foto: LARS KRABBE (arkiv)

Mobning. Har Thorning lært et par tricks af Fogh?

FV 2015
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rune Lykkeberg: Statsministeren er den bedste mobber

Vi er tilbage i 2005: Helle Thorning er Anders Fogh - Lars Løkke er Mogens Lykketoft.

FV 2015
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Opgøret mellem Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt er en politisk komedie. Hver gang han peger ud mod verden, peger hun tilbage på hans krop.

Helle Thorning-Schmidt siger ikke til Lars Løkke Rasmussen: Du er en forsmået person, som prøver at tabe dig foran hele Danmark, men du slipper ikke væk. Du vil ligne en leder, men du er og bliver Bilags-Lars. Du kan ikke slippe ud af den ydmygede krop og ind i rollen som stor statsmand. Hvis du hidser dig op, har du tabt, for så har du mistet selvkontrollen over for dem, der skulle stemme på dig. Og hvis du ikke hidser dig op, har du også tabt, for så er du en tarvelig lille mand, som ikke forsvarer dig. Uanset hvad er du en taber.

Tilbage til skolegården

Det siger Helle Thorning-Schmidt ikke, for sådan taler man ikke som statsminister, og i øvrigt behøver hun ikke sige det selv.

Hun minder bare om det ved at afbryde ham og sige, at han skal passe på, der ikke går »Panorama« i den. Eller hun svarer på et politisk forslag fra ham med en kommentar om, at man skal have styr på fakta og anekdoter.

Og hvis han siger noget om prisniveauet i den offentlige sektor, svarer statsministeren med at henvise til hans personlige prisniveau. Han har jo engang sagt, at sko koster 2.000 kroner. Han tror, at han skal tale om politik, men hun ser ned på ham og vender samtalen mod hans person.

Der er en fin historisk ironi i, at partiet, som nedlagde alle med mobing, får sit eget våben imod sig

Hun realiserer Socialdemokraternes strategi. De har over hele landet hængt store plakater op med et billede af Lars Løkke, hvor hans dobbelthage hænger helt ned over hans slipseknude. I baggrunden ser vi bilagssedler med noter om nedskæringer i den offentlige sektor. Pointen er, at han frådser med fællesskabets midler, mens han skærer ned på fællesskabets ydelser.

Når Lars Løkke prøver at folde politiske forslag ud, trækker hun narrehatten ned over hovedet på ham. Hun ved, at offentligheden kan være som en skolegård: Hvis en lille mand er udvalgt som mobbeoffer, skal de andre nok følge efter. Kommentatorerne taler om en katastrofestart, og tabloidpressen finder anledning til at vise billeder af en udflydende Løkke, som skal svare på spørgsmål om sure sms’er og dårligt humør.

Ikke ondt af Løkke

Det er en falliterklæring for den offentlige samtale, når argumenter mødes med mobning, og det er ødelæggende for en politisk kultur, hvis den valgkamp, som kunne være en samtale om, hvad vi vil sammen, bliver til kollektiv nedgørelse af den, der er mest til grin.

Men man skal absolut ikke have ondt af Lars Løkke Rasmussen. Han har selv været en topmobber, som morede sig med at kalde Helle Thorning-Schmidt for »Hindbær-Helle«, og brillerede med at udstille sine modstanderes svagheder. Den eneste grund til, at han ikke mobber nu, er, at han tror, han vil tabe på det.

Han kommer fra et parti, som over de seneste 15 år har perfektioneret den politiske mobning. De har hånet idealisme som godhedsindustri og smidt fjendebilleder efter de grupper, som har sværest ved at svare igen.

Mesteren Fogh

Anders Fogh Rasmussen var alle tiders mestermobber. Vores politiske komedie i 2015 er en slags repremiere af valgkampen i 2005, hvor han konsekvent besvarede sin modstander Mogens Lykketofts saglige og redelige forslag med hån.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis Lykketoft sagde tre saglige sætninger efter hinanden, svarede Fogh: ’Det tror jeg ikke, der er nogen, som kan forstå det der. Men det, der står fast, er, at når Mogens siger skattestop, så bliver det til skattehop’.

Lykketoft var som Løkke overlegen på argumenter, men blev underløbet af mobning. Fogh indledte mobningen og offentligheden gjorde det grimme arbejde færdig. Hver dag skulle Lykketoft stå og svare på, hvordan han havde det med at ligne en taber.

Der er en fin historisk ironi i, at partiet, som nedlagde alle med mobing, får sit eget våben imod sig. Det minder om de anti-autoritære 68’erne, der stod for frihed og evig ungdom, men af deres egne børn blevet udpeget som de nye, gamle autoriteter. Revolutionens børn spiser deres egne forældre, og mobbernes ofre vender tilbage og nedlægger de gamle med mobning.

»Stop tyven«, råber de konservative, men det er allerede for sent: Helle Thorning-Schmidt kunne ikke slå Anders Fogh, men hun kan slå som Anders Fogh. Med et smil mobber statsministeren sin politiske modstander til tavshed.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden