Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Mogens Flindt (Arkiv)
Foto: Mogens Flindt (Arkiv)

Hastestramning. Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede tirsdag Venstres nye asyludspil med otte konkrete stramninger til den danske asylpolitik.

FV 2015
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Asyltal lå også i toppen af EU under Løkke

Lars Løkke Rasmussen klandrer regeringen for, at Danmark tog 5.-flest ansøgere i EU i 2014. Men under hans ledelse i 2010 tog Danmark 6.-flest.

FV 2015
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da Lars Løkke Rasmussen (V) var statsminister i 2010, lå Danmark også i toppen af EU, når gælder antallet af asylansøgere målt i forhold til indbyggertal.

Det viser en gennemgang af tallene fra Eurostat fra 1998 til 2014, som Politiken Research har foretaget.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, bebrejder ellers regeringen, at asyltilstrømningen er steget så meget, at Danmark nu er det land i EU, der tager 5.-flest asylansøgere i forhold til befolkningsstørrelse.

Han påpeger, at Danmark med ham som statsminister ’kun’ tog 10.-flest asylansøgere i EU i 2011. Men hvis man går et enkelt år længere tilbage – til 2010, da Lars Løkke Rasmussen også havde nøglerne til Statsministeriet – lå Danmark nummer 6 på den liste, som han mener, at Danmark bør være langt fra toppen på.

Ekspert: Tal bundet til konflikter

Placeringen i 2010 viser ifølge Martin Lemberg-Pedersen, som er postdoc ved Centre for Advanced Migration Studies på Københavns Universitet og ekspert i europæisk grænsekontrol, at det er uhyre svært at styre asyltilstrømningen ved at ’afskrække’ asylansøgere.

»Hvis hele afskrækkelseslogikken skulle holde vand, skulle Danmark jo ligge væsentlig lavere på listen i 2010 – i slutningen af VK-regeringens periode, hvor man med egne ord strammede så meget, man kunne. Men logikken holder ikke. Tallet går op og ned sammen med konflikterne i verden«, siger han.

Venstre beskylder regeringen for at gøre Danmark til en »magnet« for asylansøgere med en alt for slap udlændingepolitik, men ifølge politisk ordfører Inger Støjberg siger placeringen som nummer 6 i 2010 imidlertid ikke noget om udlændingepolitikken under VK-regeringen i 2010.

»Når vi tager udgangspunkt i 2011, er det, fordi det var det år, vi forlod regeringskontorerne. Og fra det år er vi rykket massivt frem på listen under SR-regeringen fra en 10.-plads til en 5.-plads«, siger Inger Støjberg.

Relativt lavere end øvrige EU

Man kan også stille spørgsmål ved, at Danmark nu ligger nummer 5 på listen, som Venstre hævder.

Seneste tal fra Eurostat viser, at Danmark det første kvartal af 2015 ligger nummer 10 på listen over lande, der tager flest asylansøgere målt i forhold til indbyggertal. Dog kan den placering ændres over resten af året. Således lå Danmark i 2014 også langt nede på listen efter første kvartal, men endte alligevel på 5.-pladsen.

Derimod kunne det se ud til, at Venstreledede regeringer generelt i 00’erne var bedre til at holde den relative andel af flygtninge nede i forhold til det øvrige EU. Således var Danmark konstant mellem nummer 10 og 15 på den liste, partiet så nødigt vil toppe, mellem 2002 og 09.

Ifølge Venstre kan man holde asylstrømmen nede ved at gøre det mindre attraktivt at være asylansøger i Danmark, hvilket også er målet med det asyludspil, som partiet præsenterede i går på Christiansborg.

»Hvis ikke vi gør noget nu – som i nu – så risikerer vi, at udviklingen kommer helt ud af kontrol. Og så kan den ikke rulles tilbage. Så kan vi ikke følge med. Så skaber vi grobund for flere parallelsamfund i Danmark, flere ghettodannelser, flere udgifter. Det må og skal der bremses op for«, sagde Lars Løkke Rasmussen, der lovede en »straksopbremsning« af tilstrømningen af asylansøgere.

»Hvis danskerne giver os lov til at danne regering efter valget, vil vi straks efter regeringsdannelsen, det vil sige i løbet af sommeren, indkalde Folketinget til hastebehandling af lovforslag, der skal bringe asyltilstrømningen under kontrol«, sagde Lars Løkke Rasmussen i går.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Politikere bør passe på med løfter

Straksopbremningen skal blandt andet ske ved, at flygtninge ikke længere skal have ret til kontanthjælp, men i stedet modtage en betydelig lavere ydelse, der svarer til SU. De skal optjene ret til børnecheck og folkepension. Og det skal være slut med at få permanent ophold, før man kan tale dansk og har et arbejde.

Også statsminister Helle Thorning-Schmidt har fremhævet, hvordan regeringen har strammet asylreglerne »som de første i 12 år«, hvilket hun også mener har effekt på asyltilstrømningen.

Men politikerne på Christiansborg burde generelt holde igen med at bilde vælgerne ind, at de kan styre asyltilstrømningen, mener Martin Lemberg-Pedersen fra Københavns Universitet. Forskningen underbygger ikke en direkte sammenhæng mellem strammere udlændingepolitik og færre asylansøgere, pointerer han.

»Politikerne skal passe på med at komme med for bombastiske udmeldinger om, hvad man kan gøre ved det her. Alle lande rykker op og ned på listen over asylansøgere i forhold til befolkningsstørrelse, og ganske små tal kan gøre forskellen. Det skifter konstant. Det kan være få menneskesmuglere, opkomsten af en ny rute og flere flygtninge fra en ny konflikt tættere på et givent land, der gør udfaldet«, siger Martin Lemberg-Pedersen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden