Kandidat. De konservative står til et historisk dårligt valg. Mads Holger, kandidat i Københavns Omegns Storkreds, kritiserer nu sit eget parti.
Foto: JOACHIM ADRIAN

Kandidat. De konservative står til et historisk dårligt valg. Mads Holger, kandidat i Københavns Omegns Storkreds, kritiserer nu sit eget parti.

FV 2015

Mads Holger: Mit parti er en døende patient med febervildelse

De konservative mangler intellektuel kapacitet, siger kandidaten. Han må have fået valgkuller, svarer partiet.

FV 2015

Midt i de konservatives historiske krise stikker en af partiets mest omtalte kandidater til Folketinget nu kniven dybt ind i det allerede åbne sår.

Mads Holger siger i et interview med Politiken, at partiet mangler »intellektuel kapacitet«. Han anklager det samtidig for at have ført en alt for negativ valgkampagne uden at sætte klassiske konservative temaer som folkeskole og kultur på dagsordenen. Han opfordrer samtidig de konservative til at tage imod den hjælp, der kommer udefra, i stedet for at lukke sig for omverdenens input.

»Jeg vil gerne hjælpe det her parti, men føler mig lidt som lægen, der ankommer til den døende patient, som så slår ud efter lægen i sin febervildelse«, siger Mads Holger, der er opstillet i Københavns Omegns Storkreds.

TV MED MADS HOLGER

Når statsministeren tropper op i et varehus på Vestegnen med hele sit pressekorps, er det et forløjet forsøg på at være folkelig, siger den konservative folketingskandidat Mads Holger. Kilde: politiken.tv / Karen Dich. Producer: Peter Vintergaard

Partiet afviser kritikken.

Det Konservative Folkeparti bevæger sig i meningsmålingerne faretruende tæt på spærregrænsen med en opbakning fra omkring tre procent af vælgerne. Partiet står til at gå tilbage ved endnu et valg, her godt 30 år efter at Poul Schlüter ved valget i 1984 sikrede en vælgertilslutning på rekordhøje 23,4 procent.

Mads Holger ønsker fokus på mere klassiske konservative dyder som undervisning, kultur, kirke, almen dannelse og forholdene for samfundets svageste. Han kalder det »fattigt«, at det borgerlige Danmark kun kan tale om penge og økonomi, og han mener, at det er gået dårligt for partiet i mange år, fordi det »ikke har kunnet eller ikke har villet bringe en favnende og socialkonservativ tankegang ind. Vi er ikke det her store, brede parti, som vi var tidligere«, siger han.

De sendte ikke et glædesbrev ud

Samtidig langer K-kandidaten ud efter den meget omtalte stop-kampagne, som de konservative lancerede - blandt andet med budskabet »stop nazi-islamisme«. Der har under valgkampen være for meget fokus på det, partiet ikke vil, og for lidt på, hvad partiet vil med Danmark, mener han.

Selv lancerede han sin egen start-kampagne som modsvar.

»Jeg mener, der er en tid til at sige start og en tid til at sige stop, og jeg mener, det er en fejl, hvis man kun kan sige stop, og det har partiet indtil videre været lidt for gode til efter min smag«, siger Mads Holger, der kæmper med blandt andre Rasmus Jarlov om en plads i Folketinget.

DEBAT

Den 37-årige blogger, forfatter og debattør annoncerede sidste efterår, at han stillede op til Folketinget for Det Konservative Folkeparti. Men han har ikke følt sig velkommen i partiet.

»Jeg blev kaldt charlatan, da mit kandidatur blev offentliggjort. Så det, der kom ud, var ikke et glædesbrev eller et evangelium. Det var tarveligt«, siger Mads Holger.

Han kritiserer desuden partiet for, at hans konkurrent Rasmus Jarlov får 3,5 gange så mange penge i kampagnestøtte. Holder meningsmålingerne stik, forventer Mads Holger, at der kommer et selvopgør hos de konservative. På spørgsmålet om, hvorvidt Søren Pape Poulsen er den rette person til at drive partiet videre, lyder svaret:

»Pape er formand, og så må vi se, hvordan det går. Man bakker op om formanden og ledelsen, og det gør jeg også. Det er en god konservativ dyd«.

REPORTAGE FRA APRIL

Han vil bare have opmærksomhed

Politiken har sendt Mads Holgers kritik til de konservatives kommunikationschef, der henviser til Henrik Weiglin, der er formand de konservative i Københavns Omegns Storkreds. Han har ikke meget til overs for kritikken fra sin kandidat.

»Med tre dage til valget vidner det for mig om en kandidat, som er ramt af en lille smule valgkuller. Han vil gerne i medierne og er ude for at få lidt opmærksomhed om sin person. Jeg kan ikke internt i vores organisation genkende det billede, han tegner af partiet. Det er min umiddelbare tilgang til hans kritik«, siger Henrik Weiglin.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men han understreger, at han selvfølgelig tager kritikken seriøst - blot mener han, at den er helt forfejlet. Han påpeger, at partiets kampagne netop har skiftet fokus fra »stop« og til løsninger for Danmark. Samtidig forstår han ikke, at Mads Holger ikke føler sig velkommen i partiet.

»Han er måske den kandidat, jeg har talt mest med. Jeg har forsøgt at vejlede ham, så godt jeg kunne«, siger Henrik Weiglin.

Han er egentlig ikke så meget for at gå ind i en længere diskussion af, hvordan de konservative kampagnekroner bliver fordelt, men han oplyser, at midlerne bliver fordelt ud fra, hvor de kan gøre mest gavn for Det Konservative Folkeparti i Københavns Omegns Storkreds.

»Det handler simpelthen om, hvor vi får mest for pengene«, siger han.

Mads Holger mener, at de konservative har potentiale til at få en ny storhedstid.

»Jeg og mange andre kunne sagtens få det her parti op på 10-20 procent igen. Men det bliver ikke inden valget«, siger den konservative kandidat.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden